Fagbladets hjemmeside sætter ny rekord. Den seneste måned har Journalisten.dk haft 57.293 unikke besøgende. Det er næsten en fordobling på to år.
Journalisten er dermed fortsat Danmarks foretrukne nyhedssite for medie- og kommunikationsbranchen.
Alene efter sommerferien er antallet af besøgende steget markant, så antallet af unikke ugentlige besøgende er nået op på 17.876. Det viser de seneste tal fra Google Analytics.
Efter relanceringen den 1. maj 2007 lagde Journalisten.dk ud med 5.750 unikke besøgende i den første uge. Det steg så i løbet af efteråret til gennemsnitligt 7-8.000 ugentlige unikke besøgende, og siden er det kun gået frem.
Den seneste måned har i alt 57.293 været inde på hjemmesiden, og samlet har de kigget på 277.963 sider. For et år siden var besøgstallet 44.806. Og for to år siden havde Journalisten.dk 29.415 unikke besøgende om måneden. Dermed er der tale om næsten en fordobling af antallet af brugere.
Mange af læserne er tilmed uhyre loyale brugere. Næsten 13 procent har besøgt Journalisten.dk mere end 201 gange alene den seneste måned, fremgår det af statistikken fra Google Analytics. Og samlet set er mere end 64 procent at betragte som faste brugere, der vender tilbage igen og igen.
Den nyhedshistorie, der trak fleste læsere i den seneste måned, var i øvrigt: JP hjalp Khader i Burka-sag.
Den mest besøgte enkeltside på Journalisten.dk er dog oversigten over nye jobopslag.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Journalisten.dk udråber sig til "Danmarks foretrukne nyhedssite for medie- og kommunikationsbranchen". Det er måske rigtigt.
Men når Journalisten.dk bruger Google analytics som valuta er det ikke bevist. Den officielle valuta blandt danske net-medier er Gemius. Og tal fra de to systemer kan ikke umiddelbart sammenlignes.
vh
Søren Dietrichsen