Det amerikanske præsidentvalg går i morgen ind i sin slutspurt, og dermed skrues der op for de beskidte kneb. Følg journalist Marie Louise Sjølies dækning af verdens største mediecirkus.
Alting synes altid 100 gange mere ekstremt i USA. Eller mere.
Det gælder også medierne og ikke mindst deres dækning af præsidentvalget.
Om 3 uger afgøres det så. Obama eller McCain?
Men hvad er det lige, der foregår i de amerikanske medier? Hvilke mekanismer er bestemmende for, at retorikken altid ender i det mest hysteriske toneleje? Og er det rigtigt, at danske journalister har så forbandet travlt med at fylde de hjemlige medier med deres analyser, at de til tider må ty til copy-paste-journalistik?
Svaret forsøger journalist Marie Louise Sjølie at give frem til 4. november, hvor hun fra New York skriver fast for Journalisten.dk. Følg hendes reportager og interview i serien 'Midt i valgorkanen', som starter i morgen.
Marie Louise Sjølie har i adskillige år beskæftiget sig med medier og politik som journalist for bl.a. Information, Politiken, P1s mediemagasin "Mennesker og Medier" samt DR2-programmerne "Clement Kontra" og "Chefredaktørernes Klub". Hun har en Master i Media and Communication Studies fra The University of London og en cand.mag. i medievidenskab fra Københavns Universitet.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvilket gør det endnu mere kvalmende at læse, hvordan danske medier ukritisk lader Villy Søvndal og Helle Thorning udråbe det som en sejr for deres egen lejr. Sandheden er jo, at ingen dansk politiker kunne blive valgt til bestyrelsen for et vandværk, hvis han delte Obamas synspunkter.
@Jens Yde
Obama er tilhænger af dødsstraf.
Jeg har ikke fulgt meget med i mediernes dækning af den amerikanske valgkamp, fordi jeg har været optaget af at følge udviklingen i Goldman Sachs, Morgan Stanley, Merrill Lynch, Lehman Brothers, Citigroup, Washington Mutual, Wachovia og lignende. Jeg bemærkede dog godt, at valgkampen blev afsluttet med vittigheder ved et party i New York, men har ikke undersøgt, hvem der var med til festen.
Formentlig har journalisternes dækning af valgkampen været præget af samme tendentiøse gøgl som for fire år siden - og som for otte år siden. Journalisterne støtter i grinagtigt omfang åbenlyst Demokraterne, og de risikerer ikke kritik fra danske politiske partier, der (alle?) er på Demokraternes side.Jeg har tidligere påstået, at de danske journalister altid udnævner en Demokrat som vinder af en debat, og aldrig en Republikaner. Her er noget, jeg skrev for otte år siden på Journalistforbundets sider:
”Berlingske Tidende skriver i dag på forsiden ved journalist Poul Høi: Al Gore vandt den tredje og sidste tv-debat. Washington Post sagde, han fyldte et rum, som han aldrig før havde fyldt et rum. 47 procent af uafhængige vælgere sagde i en tv-måling, at Gore vandt, kun 33 procent sagde Bush – som i tv-debatten forekom kuet og akavet” (19. oktober 2000).Alligevel vandt Bush valget den 7. november 2000,
”Københavnerpressens raseri over resultatet af det amerikanske præsidentvalg havde ikke fortaget sig, da Herbert Pundik kom på banen i lørdags. Politikens overskrift lød da: ”Bush tirrer kinesisk drage”. Artiklen indledes med følgende ord: Asien bliver et farligere sted for verdensfreden efter præsidentvalget i Washington. Berlingske Tidendes overskrift i dag: ”Bush er dårligt nyt for Afrika”. En artikel ved Simon Denyer, Reuter, indledes: Bushs indtog i Det Hvide Hus vil formentlig marginalisere Afrika yderligere. Og en overskrift i Aktuelt: ”Koldkriger i Bush’ regering” – nemlig Condoleeza Rice. Det er da muligt at de tre københavnske blade får ret, men venligtsindede i deres udgangspunkt kan man ikke kalde dem. Hvad nu hvis medier rundt om i verden lægger samme linje? Vil de så ikke kunne piske en hadsk stemning op, allerede inden Bush er tiltrådt? (19. december 2000).Stemningen i danske medier kunne være grim dengang. Her er hvad Politiken skrev, da Silvio Berlusconi vandt det italienske valg.
”Det italienske valgresultat bringer ikke blot demokratiet i Italien i fare. Det er produktet af en politisk og moralsk udvanding, som omfatter hele Europa. Det er værre end Haiders succes i Østrig. Der er tale om en politik- og holdningsfjendsk fremdrift, som vi kan takke den medieskabte pseudovirkelighed for, som mediemagnaten Berlusconi har formået så effektivt at udnytte. Og nu får han effektiv kontrol med de tre statsejede tv-stationer ved siden af sine tre private, altså næsten totalt monopol. Jeg spurgte herefter: Hvad vil der mon ske, hvis Berlusconi køber TV2 og bliver statsleder i Danmark? Vil vi så opleve Ulla Terkelsen (Silberbrandt, Skammelsen, Fugl etc.) i nye og hidtil ukendte roller? (15. maj 2001).Mine indlæg på Journalistens debat har ikke haft nogen som helst effekt. Gad vide om journalister andre steder i EU er lige så ensidige i dækningen af amerikansk politik, som vi oplever det i Danmark?
Er der egentlig nogen, der har spurgt til demokraten Barack Obamas synspunkt på dødsstraf? I 2000 manipulerede TV2 i et indslag tykt med Bush og Al Gore i det spørgsmål. Vi skulle nemlig bringes til at tro, at kun Bush var tilhænger af nævnte, men det var Al Gore faktisk også. Jeg mindes fra 2000, hvordan Al Gore pludselig kyssede sin kone på scenen. I år bemærkede jeg, hvordan Barack Obama kyssede sin vicepræsidents kone på scenen, så både vice-manden og konen blev forskrækkede. Der skal ikke meget til at vælte et vognlæs demokrater i USA – og det er journalisterne klar over, så derfor …
”Får vi Al Gore-kysset at se i sin fulde længde”? (15. oktober 2000)”Får vi Obama-kysset at se igen”? (19. oktober 2008)