Journalisten.dk får penge til foto og video

Video, stillbilleder og soundslides. Hovedbestyrelsen bevilligede i dag 600.000 kroner til at styrke den visuelle side af Journalisten.dk over det næste halvandet år.

Video, stillbilleder og soundslides. Hovedbestyrelsen bevilligede i dag 600.000 kroner til at styrke den visuelle side af Journalisten.dk over det næste halvandet år.

Journalisten.dk har i dag fået hovedbestyrelsens opbakning til at styrke siden visuelt med flere billeder og videoindslag. Hjemmesiden skal nemlig ikke kun henvende sig til ordjonglørerne, men også videojournalsiter, fotografer, grafikere og andre, som formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, forklarede.

»Det er og bør være et forum for hele branchen,« sagde Mogens Blicher Bjerregård.

Ni af hovedbestyrelsesmedlemmerne stemte for indstillingen, tre stemte imod, og to undlod at stemme.

Formand Peter Thornvig fra DJ Fotograferne argumenterede for, at Journalisten.dk skal have lov til at eksperimentere.

»Det vil være den vej, tingene går. De erfaringer, Journalisten.dk får på eksempelvis video, kan forbundet jo bruge senere. Det er befriende, at vi følger med de muligheder, teknologien giver,« sagde Peter Thornvig.

Journalistens ansvarshavende redaktør, Jakob Elkjær, understregede over for hovedbestyrelsen, at man vil koncentrere sig om et mindre antal leverandører af stillbilleder og video. Samtidig vil man fastholde sitets fokus på nyheder og debat om mediefaglig etik og arbejdsvilkår. Det visuelle indhold skal understøtte dette fokus.

Flere hovedbestyrelsesmedlemmer gav udtryk for, at de manglede overblik over prioritering i forbundets forskellige aktiviteter i kommunikationsafdelingen og hos fagbladet Journalisten.

»Det er ærgerligt, at man sprøjter sekshundredetusinde kroner efter det her forslag, inden man har lavet samlede prioriteringer. Det er en dårlig måde at udføre ledelse på,« sagde Rene Simmel fra Ekstra Bladet.

Den visuelle satsning skal evalueres ved udgangen af næste år som led i en samlet evaluering af fordelingen af ressourcer mellem fagbladet Journalisten og Journalisten.dk.

Sidste år havde Journalisten.dk indtægter på 1.190.000 kroner på jobannoncer. Det mere end betalte webredaktørens løn samt investeringen i relancering af Journalisten.dk på godt 300.000 kroner.

De kommende måneder gennemgår Journalisten.dks redaktør, Jens Jørgen Madsen, den tekniske platform, så Journalisten.dk bliver i stand til at håndtere videoindindslag.

»Jeg glæder mig til at kunne tilføre sitet ny energi,« siger Jens Jørgen Madsen.

0 Kommentarer