“Fremtiden sikret i ny ejerstruktur,” hed det på forsiden af Børsen den 9. juni. Artiklen beskrev, hvordan Legos ejer Kjeld Kirk Kristiansen havde ændret på ejerforholdene i den familieejede virksomhed. Nyhedsartiklen var skrevet af Børsens journalist Jesper Beenfeldt Nielsen, der blandt andet har Lego som sit stofområde. Samme dag, som han skrev om Lego på forsiden af Børsen, havde han en artikel i Legos personaleblad ‘LegoLife’. I LegoLife fortæller han den samme historie. Dog i en mere familiær tone: “Lego Company har nu endelig fået den ejerstruktur, som blev planlagt før Kjelds far, GKC’s, død.” Dobbeltrollen, hvor Jesper Beenfeldt Nielsen skrev til to medier, hvor det ene var hovedkilde i historien, har fået flere til at reagere. Heriblandt Vejle Amts Folkeblads chefredaktør Arne Mariager. I en leder, han kaldte “Luderne i Møntergade”, med slet skjult hentydning til Børsens adresse, skriver han blandt andet, at dobbeltroller er farlige. “I et fag, hvor vi konstant er på vagt over for inhabilitet i såvel erhvervslivet som i det politiske system, er det helt afgørende, at vi selv holder stien ren. Det er et selvmål af dimensioner, der er begået. Hvordan skal man nu fremover kunne tro, at det, Børsen skriver om Lego, har været gennem en sund, kritisk vurdering. Det kan man naturligvis ikke.”
Noget for noget Arne Mariager mener, at det giver mistanke om en ‘noget for noget’-aftale, hvor journalisten skriver til personalebladet og får særbehandling, mens mere kritiske journalister ikke kan få de samme oplysninger. Og det har han til dels ret i. Baggrunden for de to artikler er, at Jesper Beenfeldt Nielsen til Børsen skulle lave et interview med Legos direktør Kjeld Kirk Kristiansen. Undervejs i researchen blev han spurgt, om han samtidig ville skrive til personalebladet om det samme emne. Efter samtykke med Børsens chefredaktør skrev han derpå artiklen til LegoLife. Forsideartiklen til Børsen blev klausuleret af Lego, så den kunne koordineres med personalebladets udgivelse. Og andre medier fik intet at vide. Jesper Beenfeldt Nielsen erkender, at han ventede med Børsen-artiklen til den dag, personalebladet udkom, fordi Lego krævede det. “Men det er ikke spor unormalt, at erhvervsledere klausulerer interview, hvis medarbejderne ikke har fået besked.” Det kan dog ikke formilde Arne Mariager. “Det går over min forstand, hvordan Børsen kan gå med til det,” siger Arne Mariager til JOURNALISTEN. Journalist Jesper Beenfeldt Nielsen synes, at Arne Mariagers leder er underholdende læsning, men han mener, at kritikken er skudt ved siden af. Blandt andet fordi, han ikke fik nogen penge for at lave artiklen. “Lego spurgte mig, fordi jeg normalt skriver om netop de skattemæssige forhold, som har fået dem til at ændre på _ejerstrukturen. Det er vigtigt for mig at fremstå som Børsen-journalist, og det gør jeg også i LegoLife. Jeg er ikke kommet i noget afhængighedsforhold til Lego på baggrund af det her. Slet ikke.”
Praksis bliver strammet Jesper Beenfeldt Nielsen bakkes op af Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen. Chefredaktøren understreger, at avisen sjældent giver lov til den slags, men at dette var et særligt tilfælde. “Jeg mener fortsat ikke, at vi har gjort noget forkert. Det var jo ikke en kritisk økonomi-historie, der var tale om.” Leif Beck Fallesen har dog alligevel taget kritikken til sig. “Risikoen for, at vi har mistet troværdighed på baggrund af det her er til stede. Derfor vil vi nok ikke gøre det igen. Den interne praksis vil blive strammet op.”
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.