JOURNALISTEN lader en stafet gå rundt blandt DJ-medlemmer, der har et arbejde, der ikke ligner de flestes. I dette nummer er stafetten hos Lone Marie Pedersen fra fagbladet Pædagogen, som i næste nummer giver den videre til Bodil Rohde.

Som ung journalist tog Lone Marie Pedersen en uddannelse inden for sit speciale for at blive en bedre journalist. Senere har hun fået to priser for sin journalistik.

"Jeg har altid haft lyst til at blive journalist og skrive artikler om det sociale område. Derfor valgte jeg først at blive journalist og derefter gennemføre uddannelsen som socialrådgiver," siger 53-årige Lone Marie Pedersen. Hun startede sin journalistiske uddannelse i 1969 i mesterlære på det socialdemokratiske dagblad Sønderjyden. Straks efter afslutningen i 1972 begyndte hun på socialrådgiveruddannelsen på skolen i Randersgade i København.

"Jeg var meget optaget af de ting, der skete i samfundet. Arbejdsløsheden steg med raketfart i de år. Da jeg blev færdig, fik jeg job i Københavns kommune på et bistandskontor, hvor den nye bistandslov anno 1976 skulle begynde at virke. Efter et par år begyndte jeg at undervise i socionomi på RUC, derefter kom jeg til Pædagogisk Kartel, hvor jeg var ansat som socialrådgiver, indtil kartellet blev sprængt i 1985."

Lone Marie Pedersen forsøgte at fastholde begge sine uddannelser ved at arbejde halvdags som socialrådgiver og halvdags som freelancejournalist. Men det gik ikke, og hun valgte jobbet som socialrådgiver fra, og gik i stedet tilbage til den type lokalblad, hun var uddannet på. Det blev Lolland-Falsters Folketidende.

"Her traf jeg en af de dygtigste redaktører af et lokalblad, jeg nogensinde har kendt. Det var Torsten Elsvor. Han blev mit forbillede af en journalist. Vi var kun to journalister, Torsten og jeg. Vi skulle skrive en hel side tekst hver dag alle ugens syv dage. Vi havde redaktion i Rødby, og vi skulle ikke tale politikerne efter munden eller gå på kompromis. Det var virkelig kritisk og undersøgende journalistisk, hvor kvaliteten helst skulle være sådan hver gang, at artiklen kunne placeres på avisens daglige forside.

Her lærte jeg at rendyrke detaljen. Den lærdom tog jeg med mig, da jeg søgte tilbage til Sønderjylland og blev ansat i et produktionsselskab i Sønderjylland. Her delte jeg min tid mellem at være produktionsleder på fiktionsprogrammer og journalist på egne dokumentarprogrammer. Det sidste var det sjoveste."

Problemet var bare, at Lone Marie Pedersens venner var i København, så efter et par år flyttede hun tilbage.

"Jeg tog tv-programmerne med mig, men ikke ret længe. Det er simpelthen ikke muligt at skrive til trykte medier og samtidig være tv- journalist. Du kan ikke nuancere i samme grad på tv som i de trykte medier."

Lone Marie stortrivedes som freelancer på "Freelance Kontoret" i seks-syv år.

"Da bladet Socialpædagogen fik ny redaktør og skulle ansætte to nye journalister, fordi dem, der var ansat samen med redaktøren, blev uvenner med forretningsudvalget, søgte jeg jobbet … og fik det. Her har jeg så været seks-syv år og opdaget, at det var rigtigt, da jeg i sin tid tog uddannelsen som socialrådgiver."

Lone Marie Pedersen er to gange blevet hædret for sin journalistik.

"Første gang da jeg i 1997 skriver nogle artikler om den behandling, Københavns Amt gav de udviklingshæmmede børn på amtets institutioner. Ombudsmanden går ind i sagen og fastslår, at amtet må lave sine regler om, og det gør de. De pårørende til børnene blev så glade for den ændring, der ville ske for deres børn, at de gav mig en pris, og jeg blev nomineret til en Cavling pris, som jeg dog ikke fik."

Anden gang skrev hun om Nasra og Nidal.

"Jeg fik oplysninger om, at to jordanske børn, Nasra og Nidal, var udvist fra Danmark af Københavns Kommune et halvt år før, jeg kom på banen. Socialpædagogen købte en freelancer, som talte arabisk. Han rejste til Jordan og opsøgte børnene og deres mor. Han kom hjem med en fuldmagt fra moderen om aktindsigt. I fire måneder kopierede og læste jeg mig frem til, at her manglede noget væsentligt, nemlig: Hvem fører kontrol med kommunerne i udvisningssager, hvor børn er implicerede, hvor kommunen har tvangsfjernet dem fra hjemmet, og derefter smyger ansvaret af sig ved at udvise dem?"

De fleste medier tog fat i Lone Marie Pedersens historie.

"Der var virkelig tale om pressedækning. Måske skal jeg lige sige, at JOURNALISTEN så det fra en anden vinkel. Den mente, at hvis man var journalist, kunne man ikke deltage i en gruppe, som ønskede at få børnene tilbage til Danmark. Derfor lod bladet en anden journalist fortælle om sagen… og det var så det."

– Gjorde du ikke vrøvl ?

"Nej. Det er JOURNALISTENs bedømmelse, og den vil jeg naturligvis ikke anfægte; men jeg fik Bordingprisen og en plakette, og jeg fik Berlingske Tidendes journalistpris det år plus 15.000 kr. og en statuette. Og så fastslog

Ombudsmanden, at Den Sociale Ankestyrelse og Socialministeriet burde være gået ind i sagen, og Folketinget ændrede loven på dette specifikke område. Så lidt forandringer gav mine 22 artikler om sagen da."