I disse år letter en række organisationer og andre udgivere arbejdsbyrden for postvæsenet, der ikke skal slæbe lige så mange numre af det kære blad ud til brevsprækkerne. Trykkeren slipper også for en del af opgaven.

Især forenings- og organisationsblade går ned i udgivelsesfrekvens og stryger en besparelse på tryk og distribution – uden at det efter planen skal gå ud over kvaliteten af journalistikken. I stedet bliver arbejdskraften bevaret og flyttet over online, så læserne potentielt får den samme mængde journalistik, nu bare på digitale platforme, hvor de vil få flere nyheder og mulighed for øget debat.

Det lyder besnærende – det er det sådan set også: Online-journalistik åbner for et væld af nye spændende fortælleformer, som vi taler meget og længe om.

Desværre er det de færreste steder, man reelt har ressourcerne til at udforske dem. Tiden kommer nemlig meget nemt og meget hurtigt til at gå med noget andet, når journalisten også skal stå for tryk og distribution – endda i nye fortælleformer og i nærkontakt med læserreaktionerne.

Den høstede besparelse kan i virkeligheden komme til at koste dyrt. Ligningen med færre udgivelser, stor tryk- og distributionsbesparelse og kompenserende øget onlinetryk kan skabe mere tarvelige fortælleformer og samtidig risikere at udfordre arbejdsmiljøet.

Her er forklaringen:

Når journalister bliver bestyrere af både trykkeri og postvæsen – når han og hun bare skal trykke ”publicer”, og så er historien på nettet – så sker der ting og sager. For det første: Nu udkommer vi hele tiden.

Det ligger i journalistikkens natur og står sågar i de presseetiske regler, at nyhedsformidling skal være hurtig. Så det er vi. Også i den grad i den fagre digitale verden.

Og endnu en gang til alle os, der holder meget af det "nye" digitale liv: Det behøver ikke være sådan. Men det er ofte sådan. På trods af skåltalerne.

Fordi:

Samtidig med at udgivelsespulsen stiger, alene fordi udgivelse hele tiden nu er en mulighed, er fortælleformerne online dikteret af, at brugerne potentielt er på hele tiden.

Der skal kort sagt være en opdatering af sitet. Hvis skovfogeden kun fylder fodertruget hver tredje dag, så søger skovens dyr til andre græsgange. Hvis du kun fordyber dig og putter kilder på, bruger du med andre ord tiden på at grave webbens grav.

Lige meget hvor gode intentioner redaktionen har om fordybelse og flere kilder, så er virkeligheden altså en anden alene på grund af modtagernes forventninger og nyhedens natur.

En delvis løsning:

Løsningen er at sprede sine genrer, så noget opdateres løbende, mens andre historier har større fordybelse. Truget fyldes, dyrene kommer, der er klik til annoncørerne og selvforståelsen – og der forberedes samtidig lunser med mere kød på, der kan sikre sitets journalistiske legitimitet og de løbende bevillinger.

Ny udfordring:

Den variation tager tid at beslutte. Et enkelt eksempel: Hvor i regnestykket frisættes den tid, der skal bruges, når redaktionen aftaler, hvordan webben skal følge op på printmediets historier. Alene versionering/opfølgning er et element, der bør regnes med i tidskonverteringen fra papir til online. Men næsten aldrig bliver det.

En gennemgående skjult tidsrøver i overgang fra kun print til både print og online er, at enhver ny platform tager tid. Tænk på, hvor mange personlige hjemmesider, der støver til. Eller hvor mange organisationer der glemmer at følge deres egen Facebook-side. Selv om de SKULLE have sådan en.

Det stopper ikke der:

For parallelt med at onlinedyret skal fodres med både hurtige lunser og veltilberedte stege, skal printmediet – der nu udkommer færre gange – have kvaliteten løftet. For hvorfor udkomme på dyrt husstandsomdelt papir, hvis kvaliteten ikke er højere her og læseoplevelsen anderledes, end den er online? Eller end den var, dengang journalisterne havde mere travlt, fordi bladet udkom flere gange!

Webben spiser i dag kort sagt meget af det, der før var en OK papirhistorie. Det betyder, at originalitet og ideudvikling på paralleludgivelsen på papir skal løftes, det gælder både journalistik og layout. Samtidig med at redaktionen skal huske at overveje, hvor mange læsere der har set stoffet online, og hvor mange der kun læser på papir … Tænk, der var engang, man bare udgav et blad …

Hvilken redaktion mestrer samlet den nye balance i dag?

Svaret er: Ingen. Medmindre de har meget store ressourcer at trække på.

Lad os remse titlerne op:

Journalisten er nu – ud over at være journalist – også trykker, postbud. Og maskinmester. Der skal ringes til serverfirmaet.

Og reageres på e-mails om den historie, der lige er lagt på.

Og linkes op til tidligere historier. Rettes. Opdateres. Korrekturlæses.

Kort sagt: Journalister får umiddelbart mindre travlt, fordi der for eksempel laves færre foreningsblade om året, men de hives over i et arbejdsmiljø, hvor besparelsen kun går hjem, hvis de varetager flere opgaver, og arbejdet giver kun mening, hvis de producerer i en vekselvirkning af hurtigt og dybt online – og leverer øget fordybelse og større originalitet på print.

Måske er den grumme sandhed, at man ikke sparer noget ved at spare posten og trykkeren væk. Måske var arbejdsdelingen fornuftig, fordi versionering, distribution og publicering tager tid.

Med andre ord: Måske skal besparelsen på tryk og distribution veksles til flere redaktionelle medarbejdere, hvis ligningen skal holde i længden? Der skal indregnes tid til versionering, visualisering, publicering, læserkontakt, valg af medie, valg af genre i forhold til medie.

Lad os erkende det:

De penge, der spares ved at nedlægge distribution og tryk, betales af redaktionen i form af øget arbejdspres og krav om øget originalitet og afveksling. Og kræver i hvert fald nye strukturer, hvis vi skal tæmme teknologien.

Skulle vi snakke om det?