»Sig til Israel, at de skal skride ud af Palæstina,« sagde 89-årige Helen Thomas. USA's måske mest legendariske politiske journalist træder nu tilbage efter hård kritik.
Helen Thomas er USA's længst fungerende journalist og en legende i Det Hvide Hus. Hun har dækket samtlige amerikanske præsidenter siden John F. Kennedy og er tidligere formand for Sammenslutningen af Hvide Hus-korrespondenter.
Men nu er det altså slut, skriver Ritzau.
Helen Thomas blev under et jødisk arrangement spurgt af den pro-israelske hjemmeside RabbiLive.com, om hun havde en kommentar til Israel.
»Sig til dem, at de skal skride ud af Palæstina,« svarede hun.
Spørgsmålet falder i kølvandet på Israels angreb på flere nødhjælpsskibe i internationalt farvand for at opretholde en blokade af Gaza-striben.
»Husk på, at disse mennesker (palæstinenserne, red.) er under en besættelse, og det er deres land,« fortsatte Thomas ifølge Ritzau. Hun påpegede efterfølgende, at israelerne kunne rejse hjem til »Polen, Tyskland, Amerika, alle andre steder«.
Kommentarerne har vakt stor furore, og talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, har kaldt bemærkningerne »stødende og forkastelige«.
Helen Thomas har på det seneste arbejdet som klummeskribent for Hearst News Service, som meddelte, at Thomas indstiller sin karriere med øjeblikkelig virkning. Hun har også lagt en undskyldning på sin hjemmeside.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvordan mon reaktionen i USA havde været, hvis Helen Thomas i stedet om palæstinenserne havde sagt:
"Get the Hell out of Israel" efterfulgt af en opfordring til at "Go back to where they came from." ?