search

JOURNALIST-KOKKEN

Le Mondes chefredaktør, Edwy Plenel, sammenligner sig med kokken, der holder sig i køkkenet og blot præsenterer sine retter for gæsterne. En undersøgende journalist skal nemlig ikke andet end finde, vise og afsløre. Hvad læserne og samfundet så gør med oplysningerne er ikke journalistens ansvar.
Le Mondes chefredaktør, Edwy Plenel, sammenligner sig med kokken, der holder sig i køkkenet og blot præsenterer sine retter for gæsterne. En undersøgende journalist skal nemlig ikke andet end finde, vise og afsløre. Hvad læserne og samfundet så gør med oplysningerne er ikke journalistens ansvar.


»Vi må acceptere, at vi hverken er dommere, folkevalgte eller politi. Vi afslører og viser, men hvis demokratiet herefter siger, at det, vi har fundet, er lige meget, så stopper vores arbejde. I det øjeblik. Det er synd for demokratiet, men ikke for journalistikken. Det er demokratiets og samfundets problem.«
Edwy Plenel har smilerynker og varme, mørke øjne. Han er en lille mand, men ikke til at overse, for hans udstråling er til gengæld større end så mange andres. Det samme er hans entusiasme, når han taler om undersøgende journalistik og sit hjertebarn: Den franske avis Le Monde, som han har været øverste chefredaktør for siden januar 1996. Året før blev avisen relanceret. Blandt andet er der i dag givet plads til dybdeborende journalistik, og det har Edwy Plenel haft en ikke lille del af æren for.

Drop korstog
På Pressens Uddannelsescenter i Århus fortæller han om den undersøgende journalist. Ham eller hende, som hele tiden skal huske på, at en historie aldrig må blive personlig:
»Specielt i den tunge del af undersøgende journalistik – der involverer magtcentre som stat, militær eller økonomisk magt – skal journalister passe på ikke at gøre en sag til deres personlige sag, som skal køre i demokratiets navn,« fastslår Edwy Plenel.
Selv diskuterer han løbende historien med en journalist, hvis vedkommende er i gang med en større sag. Netop for at forhindre at journalisten stirrer sig blind på sit eget korstog.
»Jeg tror ikke, at man kan finde grænsen som enkeltperson. I øjeblikket møder jeg en af vores journalister flere gange om ugen. Han er dén i Frankrig, der er længst fremme i dækningen af den nok største økonomiske, politiske skandale omkring ELF (fransk olieselskab, red.) Og han står aldrig alene med sagen. Men det afhænger af, hvordan redaktionen fungerer. Hvis det ikke fungerer,
ender journalisten hurtigt med at stå som Don Quichote, alene mod den store verden,« mener le Mondes chefredaktør, der iøvrigt heller ikke er varm på fremgangsmåden, hvor den undersøgende journalists navn er omtrent lige så kendt som den person, historien handler om.
»En undersøgende journalist skal som hovedregel holde sig i baggrunden. Han skal ikke være den centrale person i historien. På Le Monde er der tilfælde, hvor vi har haft nogle informationer, som har medført stor polemik i samfundet. Da har vi været nødt til at komme frem på tv og være en del af den offentlige diskussion. I de tilfælde foretrækker jeg selv at stå frem og repræsentere avisen. Der kan også godt være tilfælde, hvor det er den undersøgende journalist, der træder frem, simpelthen fordi han ved mest om sagen. Men oftest, hvis der er debat om nogle af vores historier, så svarer vi i avisen. Så undgår vi at blive en del af historien og blive personligheder, men kan fortsætte vores arbejde.«

Avisens uafhængighed
Og ligesom journalister skal huske, at de – uanset historiens tyngde – hverken er på mission for retfærdigheden eller på pr-tur for sig selv, skal de også lære at holde deres meninger for sig selv. Eller rettere: Der er en tid og et sted for alting, og meninger og informationer hører ikke sammen, mener Edwy Plenel:
»I starten, som ung journalist, tænkte jeg, at en opdeling mellem kommentar og informationer var en illusion. Men det er klart, at man i vores branche konstant foretager nogle valg, som er baseret på ens subjektivitet. Altså kan man konkludere, at der altid er en del kommentar i informationerne.«
»Men læserne skal vide, hvor de er. Hvis de får indtrykket af, at man prøver at sælge dem noget andet samtidig, så er avisens troværdighed væk. I dette århundrede har der været alt for mange journalister, som har arbejdet for en idé, ideologisk eller politisk. Det betyder ikke, at journalister ikke skal have meninger og kommunikere dem, men det skal ikke sammenblandes med informationer.«
Det skal ejerskab og redaktionelle beslutninger heller ikke, hvis det står til Le Mondes chefredaktør. Avisens uafhængighed er en af hans kæpheste. På Le Monde er det netop drivkraften bag entusiasmen, og det er hans avis' styrke, mener Edwy Plenel:
»I mange medier i Frankrig kan man tydeligt se, hvem der ejer hvad. Og jeg mener, at det er et problem, som skal løses i det næste århundrede. Ikke bare internt. Der skal laves nogle lovmæssige regler for, hvem der kan eje en avis. For den vare, aviser og medier sælger, er helt speciel. Den er med til at danne opinion og demokrati. Og hvis man kun har informationerne fra den politiske eller økonomiske magt, så har man ikke sandheden.«

Le Monde
Avisen blev til i 1944 efter general de Gaulles opfordring. Siden har den haft en noget speciel status og ejerkreds. Edwy Plenel kalder selv avisen for »en slags UFO« i Frankrig, blandt andet fordi den ejes af de folk, der arbejder der. De ansatte ejer den største aktiemajoritet, og kapitalen udefra er delt op i små bidder, så ingen kan eje en større post. På redaktionelt plan er der en vis form for ansvarsplacering og hieraki, men samtidig har hver enkelt journalist lige så meget magt som Edwy Plenel.
I 1995 blev Le Monde relanceret med stor succes. Avisen gik væk fra sit lidt stive og officielle image og begyndte at gå mere kritisk til magthaverne. Le Monde har i dag det største oplag nogensinde.

Edwy Plenel
Det var Edwy Plenel, der afslørede, at det franske efterretningsvæsen i 1985 stod bag attentatet på Greenpeaceskibet Rainbow Warrior i havnen i Aukland, New Zealand. Den franske forsvarsminister og efterretningschefen måtte gå af. Det var også Edwy Plenel, der i 1980'erne afslørede, hvordan politiet i Paris forsøgte at anbringe manipuleret bevismateriale hos en gruppe irske statsborgere i et forsøg på at »bevise« deres tilhørsforhold til IRA.
Edwy Plenel har været journalist på Le Monde siden 1980 og øverste chefredaktør siden 1996. Han er samtidig leder af avisens gruppe af undersøgende, dybdeborende journalister og har som sådan stået i spidsen for det nye miljø for kritisk journalistik i Frankrig. Senest med afsløringerne af Mitterands nære ven, tidligere udenrigsminster Roland Dumas' rolle i ELF-sagen. Roland Dumas er i dag formand for Le Conseil Constitutionel – et slags grundlovsråd. Det gør ham til den højst placerede dommer i Frankrig. Han er i dag sigtet for hæleri og misbrug af offentlige midler.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen