search

Journalist ikoner

Reportere på film svinger fra sandhedssøgende vagthunde til sensationsglubske hyæner.

Reportere på film svinger fra sandhedssøgende vagthunde til sensationsglubske hyæner. I juni zoomer Dansk Filminstitut med en kavalkade ind på de historiske reportertyper i film.

FILM. De vælter præsidenter og topchefer, afslører konspirationer og kriminelle netværk, som politiet enten ikke magter eller selv er indblandet i. Jagter autentiske oplevelser derude, hvor kugler og sagsanlæg pifter om ørerne.
Journalisten er manuskriptforfatterens darling. For begge går efter den gode historie, og selv om de sandhedssøgende helte overbefolker lærrederne, så kan ikke alle filmenes journalister modstå magtens fristelser.

De skrupelløse, sensationshungrende skurke findes også – men mest i biroller.

»Journalistens arbejde ligner den gamle privatdetektivs. Derfor holder mange storytellere af journalister, der er opsøgende og åbne for alt. Det minder om James Bond-filmen, hvor chefen kalder agenten ind på sit kontor og siger 'Look, James, we have a problem in Afghanistan.' På samme måde kan en film begynde med, at chefredaktøren kalder journalisten ind og siger 'Dæk Congo',« siger Peter Schepelern, filmhistoriker og lektor ved Københavns Universitets afdeling for film og medievidenskab.

I juni blænder Filminstituttet i København op for en række reporterfilm. Fra 1930erne og 40ernes film om rapkæftede og hæsblæsende storby-reportere i The Frontpage og En gentleman kommer til byen til 70erne og 80ernes sandhedssøgende helte, der sætter livet på spil for at afsløre konspirationer blandt samfundets absolutte magthavere.

Det sker i klassikere som Alle Præsidentens Mænd om Watergate-skandalen og Kina-syndromet, hvor Jane Fonda og Michael Douglas spiller mediefolk, der forsøger at få deres tv-station til at bringe historien om de rystende forhold på det lokale atomkraftværk.

Kavalkaden sætter også spot på en ny tendens, hvor film bygger på autentiske, journalistiske begivenheder. Det sker i Shattered Glass (2003) om stjernereporteren, der opdigtede sine historier, og Veronica Guerin (2003) – den kvindelige journalist, der ville afsløre Dublins narkokriminelle bagmænd og endte med at blive likvideret.

»Mange film hylder den uforfærdede reporters jagt på autenticitet. De, der vover livet for at rapportere om krig derude, hvor man bliver skudt. Hvis bare det er rigtigt farligt, er det også ædelt. Der kommer garanteret også en film om den russiske journalist Anna Politkovskaja,« siger Peter Schepelern.

 

JOURNALISTHELTENE HAR EN række fællestræk, mener filmkritiker Bo Tao Michaëlis.
»De er privatdetektiven uden trenchcoat – Tintin uden hund. De drikker lidt for meget, har en masse tilfældige kvindebekendtskaber, og så går de afslappet klædt i jeans eller lærredsbukser. Det er Robert Redford eller Warren Beatty-typer,« siger Bo Tao Michaëlis.

Journalisterne kommer ifølge Michaëlis næsten alle fra New England i det østlige USA.

»De har gået på Yale eller Princeton, de bor i lejligheder i byer som Boston, New York, Philadelphia eller Washington. Og så cykler de gerne eller kører i gamle, udenlandske biler som Saab, Volvo eller BMW – ikke amerikanske biler. De drikker spandevis af kaffe, spiser fastfood og møder kolleger på irske pubber, hvor de diskuterer historier,« siger Bo Tao Michaëlis og placerer reporterne på venstrefløjen.

»De spiller den samme type venstreorienterede, der støder ind i racistiske republikanere. De bliver ofte sendt ind i Bibelbæltet, hvor nogen har hængt en neger op, og så afdækker de sandheden,« siger Bo Tao Michaëlis.

 

FILMKRITIKER MORTEN PIIL, der har skrevet tre opslagsværker om film, mener, at de amerikanske film slår på et slægtskab med journalisterne.
»Mange amerikanske manuskriptforfattere har selv arbejdet som journalister, og det giver en indforståethed,« siger Piil og forklarer, hvordan en del af 30ernes journalistfilm hyldede journalisternes rapkæftede vid.

»Man ville gerne være sofistikeret, og der stod journalisterne som de smarte bymennesker med de kvikke bemærkninger. Man hyldede dem i screwball komedier som His Girl Friday og The Front Page (der er bygget over samme Broadway-komedie, red.),« siger Morten Piil.

Journalistfilmene er ikke kun befolket af rapkæftede eller sandhedssøgende helte. En del film viser journalisternes onde sider. Sensationshungeren, som driver amoralske og skrupelløse journalister til at udnytte deres magt.
En af Morten Piils yndlingsfilm er Sweet Smell of Success – Magtens Sødme fra 1957, hvor Tony Curtis spiller en lurvet presseagent, der leverer smuds om de kendte til den kyniske columnist Hunsecker (Burt Lancaster). Han eksekverer offentlige udhængninger i sine klummer, der trykkes i millioner af eksemplarer i flere aviser.

»En dejlig ætsende og hadefuld skildring af, hvordan journalistikken degenerer til magtmisbrug,« siger Morten Piil.

 

GRÆNSEN MELLEM JAGTEN på sandhed og scoop flyder ofte, og det tema tager flere film op.
En klassiker om den kyniske reporter er den tidligere journalist Billy Wilders Forsidesensation! (Ace in the hole) fra 1951. I filmen skaber den skrupelløse Chuck Tatum (Kirk Douglas) sin helt egen mediebegivenhed, da han opdager en mand, der er kommet i klemme i en underjordisk hule ude i ørkenen.

Journalisten lader ingen andre kravle ind til manden i hullet, og han forsinker endda et redningshold, så manden til sidst dør.

»Enten ofrer man alt for sandheden eller for scoopet. Han kunne have reddet manden op af hullet, men en død mand er en bedre historie end en reddet mand. Mange film skildrer journalister som platte skurke, der enten manipulerer for at hævde sig eller bare snasker rundt i snasket. Men så er de sjældent hovedpersoner,« siger Peter Schepelern.

DANSKE FILM TØR sjældent binde an med journalist-temaet, måske i afmagt over for de amerikanske storproduktioner. Det mener programmedarbejder Majken Eliasen, der har sammensat Filminstituttets kavalkade.
»Måske er der ikke plads til de helt store konspirationer i et land som Danmark. Men Nikolaj Arcels Kongekabale overfører meget vellykket og modigt den type plot til danske forhold,« siger Majken Eliasen.

Bo Tao Michaëlis kalder makkerparret i Kongekabale (2004) for en glimrende opspaltning af privatdetektiven i den ordentlige, lidt naive og idealistiske reporter, spillet af Anders W. Berthelsen, og så den hardcore, anarkistiske reporterskikkelse (Nicolas Bro), der lever sit liv i Snapstinget og ikke har set en seng og en ren skjorte i ugevis.

Netop den naive reporter fungerer godt i mange plots, mener Schepelern.

»Det er godt at have en troskyldig person, der vover sig ud i suppedasen, fordi han ikke tror, at politiet eller dommere kunne finde på at gøre sådan og sådan. Idealisten, der bliver ribbet for illusioner,« siger Peter Schepelern.

 

KVINDELIGE JOURNALISTHELTE ENDER oftere som martyrer end mændene, fordi de søger de højere, ædlere mål, mener Schepelern.
»Mændene ser mere kampen som sportslig spænding. Men kvinderne går op i sagen og betaler prisen som Veronica Guerin,« siger filmhistorikeren.

Den kvindelige journalistmartyr udfordres af en ny journalistrolle som Nynne, Bridget Jones og klummeskriveren i tv-serien Sex and the City, mener Bo Tao Michaëlis. »Det er hybriden, hvor det både er muligt at være journalist og flytte ind på Borgervej og få børn. Men de beskæftiger sig heller ikke med store afsløringer eller udlandsstof, snarere petitjournalistik. De er småborgerlige, selvoptagede, og det handler mere om powershopping og slankekure end om at interviewe Naser Khader. Det er gået tilbage for kvindelige journalister på film,« siger Bo Tao Michaëlis.

Program for Cinematekets juni-serie om journalister kan ses på
www.cinemateket.dk

KYNISK. I James L. Brooks Broadcast News (1987) spiller William Hurt den karismatiske tv-vært Tom Grunick, der kæmper med en farveløs, men dygtig kollega om at vinde den kvindelige producers hjerte. Grunick viser sig at være manipulator, da han interviewer en kvinde og senere, efter interviewet, græder på kommando, så tv-stationen kan klippe et billede af den bevægede reporter ind.

IDEALISTISK. I Alan J. Pakulas klassiker Alle Præsidentens Mænd (1976) spiller Robert Redford og Dustin Hoffman de modige Washington Post-reportere Bob Woodward og Carl Bernstein, der afslørede det store net af konspirationer, der førte til præsident Nixons fald. Filmen etablerer de rendyrkede journalisthelte, der risikerer livet for at afsløre korruption og magtmisbrug.

FJUMRET. I film som Jonas Elmers Nynne (2005), Bridget Jones' dagbog og tv-serien Sex and the City optræder kvindelige journalisttyper, der udmærker sig mest ved at være storforbrugende singler, der har store problemer med deres parforhold. Arbejdet er tonet ned, og de selvoptagede antihelte beskæftiger sig heller ikke med store afsløringer eller væsentlige nyheder.

ANARKISTISK. De to journalister i Nikolaj Arcels Kongekabale (2004) er ifølge Bo Tao Michaëlis en opspaltning af den klassiske privatdetektiv-figur, som journalistfilmene overtager. Anders W. Berthelsen spiller den unge, idealistiske reporter, der bliver udnyttet af en magtfuld politikers spindoktor, mens Nicolas Bro spiller hans anarkistiske, hærgede makker.

LASSE ELLEGAARD, UDENRIGSKORRESPONDENT, POLITIKEN
PROFESSION. Lasse Ellegaard genkender træk fra reporterlivets mørke sider i film som Medium Cool fra 1969 og Profession: Reporter (1975).
I instruktøren Haskell Wexlers Medium Cool opdager en hårdkogt tv-reporter, at hans tv-station lader FBI gennemse hans råbånd. Filmen blander fiktion og dokumentariske optagelser af raceuroligheder i 1968.
»Vi diskuterede filmen meget i det københavnske journalistmiljø i 70erne, fordi den skildrede absurditeten i nyhedsformidlingen. Den viste nyheder som en virkelighed i virkeligheden. Dermed ramte den et skæringsfelt mellem den klassiske reportage, der skildrer virkeligheden, og dagens reportager, der skæres til som underholdning,« siger Lasse Ellegaard, der er journalist på 42. år.

Jack Nicholson spiller en desillusioneret journalist, der forsøger at komme ud af faget ved at overtage en død mands identitet.

»Jeg genkender nogle mentale landskaber. Jeg dyrker ikke tomheden og det indholdsløse, tværtimod, men det er gennemgående træk i branchen,« siger Ellegaard og husker en speciel scene – filmhistoriens længste panorering.

»Kameraet følger barrieren i en tyrefægtningsarena i Andalusien 360 grader rundt og ender ved Jack Nichol- son, der sidder svedende, fyrre og færdig,« siger Lasse Ellegaard, der også fremhæver Michaels Falchs detektiv-reporter i Mord i mørket (1986).

»Journalisten er blevet et ikon. Først rensede sheriffen ud i byen, så blev det privatdetektiven, der ryddede op, og i dag bekæmper journalisten de onde, mens det indifferente samfund ser passivt til.«

ULLA TERKELSEN, UDENRIGSKORRESPONDENT, TV 2
STRØMER. Enten for glorificerende eller for dæmoniserende. Ulla Terkelsen bryder sig ikke om de stereotype billeder, som spændingsfilm tegner af journalister.
»De virker latterlige, som klichéer. De går hurtigt, taler forjaget og bliver gjort alt for helte-agtige som Bernstein og Woodward i Alle Præsidentens Mænd. Eller også fremstiller filmene dem som dæmoner med deres helt egen dagsorden, der går ud på at skade andre. Journalister på film er meget lidt realistiske,« siger Ulla Terkelsen.

Hun roser dog en scene fra Strømer (1976) med Dick Kaysø som journalist og Jens Okking som politimand.

I filmen følger journalisten politibetjenten, der er ved at opklare en narkosag. På et tidspunkt bliver journalisten sat af historien for at dække en helt anden sag, og det kan politimanden slet ikke forstå.
En meget realistisk situation ifølge Terkelsen.

»Her rammer filmen noget, jeg ofte oplever. Journalister er ikke tro mod bestemte historier, men mod den historie, de bliver sat på den pågældende dag. Det har kilderne meget svært ved at forstå. De ser journalister som troløse, fordi de næste dag går op i en helt anden sag,« siger Ulla Terkelsen og giver som eksempel, at hun den ene dag er sammen med kilder, der indgår i den historiske forsoning i Nordirland, og næste dag dækker Tony Blairs afgang i London.

LASSE JENSEN, VÆRT PÅ P1-PROGRAMMET MENNESKER OG MEDIER
I SKUDLINJEN. Lasse Jensen elsker journalistens etiske dilemmaer og kamp mod overmagten i film som Good Night, and Good Luck (2005) og I skudlinjen (1983).
I den sidste spiller Nick Nolte en fotograf, der under sandinisternes oprør i Nicaragua forlader sin rolle som neutral iagttager. Bevæget over præsident Somozas brutale undertrykkelse indvilger fotografen i at lave et falsk foto af oprørernes leder, der er blevet dræbt. Fotoet genopliver lederen, så folket bevarer sin samlende figur.

»Skidegod film, der skildrer den klassiske krigskorrespondents dilemma: Hvordan kan man forblive neutral, når man iagttager det godes kamp mod det onde? I de fleste gode film bliver journalisten draget ind i sager, hvor de ikke har lyst til at være part,« siger Lasse Jensen.

Han er fascineret af miljøet i Alle Præsidentens Mænd, hvor journalisterne Woodward og Bernstein farer rundt i Washington Posts åbne kontorlandskab og med hjælp fra deres hemmelige kilde afslører præsident Nixons andel i indbruddet i Watergate-bygningen.

Men også Billy Wilders The Front Page (1974) med Jack Lemmon og Walter Matthau som journalistiske dyr hitter hos Jensen.

»En yderst veldrejet komedie, der hele tiden bevæger sig på kanten af klichéen om journalister og deres jagt på sensationen. Vi ser redaktionssekretærerne med deres grønne øjenskærme, men i modsætning til Alle Præsidentens Mænd og Good Night, and Good Luck har filmen nok ikke meget med virkeligheden at gøre.«

JØRGEN FLINDT PEDERSEN, DOKUMENTARIST OG TIDL. UDENRIGSREPORTER
GOOD NIGHT. Jørgen Flindt Pedersen peger på George Clooneys Good Night, and Good Luck, The Insider med Al Pacino og Oliver Stones Salvador som sine favoritter.
Filmene rammer ned i journalistens idealbillede af sig selv, mener Flindt Pedersen.

I Good Night, and Good Luck sætter en tv-journalist sin stilling ind på at afsløre senator McCarthys manipulationer under forfølgelsen af anderledes tænkende i 50ernes USA.

»Hovedpersonen sætter sin integritet på spil, og sådan elsker enhver journalist at se sig selv. Publish and be damned,« siger Cavlingpris-vinderen og den tidligere direktør for TV 2.

Han foretrækker film, hvor journalister gennemlever etiske dilemmaer og samvittighedskvaler. Dem døjer Al Pacino som tv-producer med i The Insider, hvor han får en forsker i tobaksindustrien til at stå frem på 60 Minutes og fortælle, hvordan industrien propper vanedannende stoffer i cigaretterne.

Et skridt, der får store konsekvenser for både kilden og journalisten, der ikke bakkes op af sin kujonagtige ledelse.

»Journalisten har ikke rollen som myndighedsperson at falde tilbage på, og han risikerer at gøre mere skade end gavn. De situationer er fantastisk spændende,« siger han.

Han kalder film som Salvador (1986) om udenrigsreportere i væbnede konflikter for guf.

»Det er ren porno for en gammel udenrigsreporter som mig, men de er ikke så realistiske, for man ser aldrig alle fiaskoerne og det vanvittigt hårde arbejde.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen