Det kan ske ved at svare igen med en demonstrativ provokation og trykke karikaturtegninger, der viser, at vi stadig godt tør.

Jeg har fuld forståelse for reaktionen og deler følelsen. Når jeg mærker hænderne dirre af raseri og afmagtsfølelse, får jeg instinktivt lyst til at gå i kamp mod det mørke.

Men der er også noget forkert i følelsen. For en journalist, fotograf, tegner, redaktør, der bruger sin ytringsfrihed til at demonstrere retten til at ytre sig, er ved at blive soldat.

Vi er ikke blevet mediefolk, fordi vi ønsker at demonstrere retten til at ytre os. Vi er blevet mediefolk, fordi vi tror på, at meninger skal brydes i et åbent samfund. At informationerne skal flyde frit. Magten skal overvåges, og folket oplyses.

Det kan godt ske i en provokerende form. Men så er det, fordi provokationen udstiller den legitime magt, som pressen er i opposition til. Det er ikke for at udfordre en udemokratisk magt, der dræber.

Det er politiet, militæret, der skal sikre, at medierne kan bruges deres ytringsfrihed. Det er en grundlovssikret ret, som det øvrige samfund skal stå værn om. Vi skal ikke være soldater. Vi skal beskyttes, fordi vi bruger legitime samfundsanerkendte midler. Disse midler er ikke ment som våben mod udemokrati. Dertil har vi andre metoder.

Jeg tror først, jeg skal blive journalistisk soldat, i det øjeblik jeg anerkender, at mit samfund reelt er truet fundamentalt – som under den tyske besættelse af Danmark. Den situation er vi ikke i. Og jeg skynder mig at understrege, at hændelsen i Paris er katastrofal og en skamplet. Men den er udtryk for militant kriminalitet – ikke for staters kamp mod hinanden.

Jeg tror ikke på, at provokationen, rettet mod de kriminelle, løser situationen. Og her melder min magtesløshed sig. For hvad er så løsningen for alle dem, der føler sig angste og udfordrede på deres demokratiforståelse?

Svaret må være at blive ved med at passe sit arbejde. Og insistere på at staten skal beskytte ytringsfriheden. Brug ytringsfriheden til det, vi har den til: At udfordre den legitime magt og oplyse.
Er det ikke rigtigt – eller er jeg bare en tøsedreng?