Journalist Lone Bolther Rubin gør det forbudte. Hun tager både sit kamera og sin blok med på opgave. "Det er kvaliteten, der er vigtig, ikke titlen," mener hun. Journalisten var med til bredbåndshøring i Pederstrup på Djursland.

Her er alt det, en fotograf hader: lange rækker med stole, alvorlige mænd med slips, overheads, lysstofrør og absolut ingen action.

Det er onsdag aften på Djursland, og vi er til høring i AMU-centret i Pederstrup. Aftenens overskrift er: "Bredbåndsnet til Djursland – NU".

"Det her er en af de svære," konstaterer Lone Bolther Rubin tørt. Hun har et skilt på skjorten, hvor der står journalist og nedenunder Erhvervs-Nyt. Men der burde stå en titel mere. Over skulderen har hun sin store fototaske.

Lone Bolther Rubin fra Grenå er freelancejournalist og har i to måneder leveret både billeder og artikler til det annoncefinansierede blad Erhvervs-Nyt Djursland. Hun har tidligere prøvet at tage billeder for forskellige blade, men typisk i forbindelse med udlandsrejser. Ikke som en fast aftale.

Hun sætter sig yderst til højre på forreste række. Lægger sin lille blok og stiftblyant på den frie stol ved siden af og åbner fototasken. Hendes mand købte for seks år siden et halvprofessionelt kamera, et Nikon F90 med både vidvinkel, telelinse og almindelig zoom. Det har været en god starthjælp. Hun bliver siddende på stolen og tager et par billeder hen ad de forreste rækker.

En af mændene fra panelet rejser sig og tænder overheaden. Lone Bolther Rubin begynder at bladre hurtigt i stakken af papirer, der ligger på stolene. Hun har frygtet det her. Hun skal notere, hvad der står på overheadene, men samtidig skal hun også tage billeder af manden ved over-headen.

Pludselig stopper hun med at bladre.

"Det her er jo perfekt," hvisker hun begejstret og viser kopien af overheaden. Nu kan hun koncentrere sig om billederne. Hun tager telelinsen, tørrer den af med en hvid klud og sætter den omhyggeligt på kamerahuset. Så lister hun op bag manden ved overheaden. Mindst tre-fire meter fra ham. Hun tager et billede, og et til. Så står hun og kigger lidt, hvorefter hun lister tilbage på sin plads og skriver løs igen, mens manden forklarer, at ISDN ikke er godt nok længere.

 

Titlen siger ingenting
Lone Bolther Rubin ved godt, at hun provokerer. Ikke erhvervsfolkene fra Djursland, men størstedelen af landets fotografer og en god portion journalister. Som freelancejournalist er det ikke ulovligt at tage billeder, men det er en uskreven regel, at journalisterne holder sig fra kameraet, mener tidligere formand for FreelanceGruppen Kristian Melgaard.

"Vi er jo i samme gruppe som fotograferne, og jeg ser ingen grund til at underbyde deres arbejde. Det er usolidarisk," siger han.

Freelanceren fra Grenå er lidt nervøs for, hvordan hendes kolleger reagerer på denne artikel. Men hun synes grundlæggende ikke, at hun gør noget galt.

"Jeg mener altså, at man skal sammenligne kvaliteten af billederne. Hvis en journalist laver gode billeder, så har de samme berettigelse som en fotografs billeder. Titlen i sig selv siger ikke noget om kvaliteten. Der findes jo også dårlige fotografer".

"Når jeg har sagt ja til det her, er det fordi, jeg føler mig overbevist om, at jeg er i stand til at lave nogle gode billeder," siger hun og tilføjer, at hun ikke dumper priserne, men "får et absolut rimeligt honorar".

Lone Bolther Rubin har ikke nogen fotografuddannelse. Hun har altid rejst meget og taget mange billeder. Men hun erkender, at hun langtfra er fotograf.

"Alle de her tekniske ting skal jeg have opfri-sket. Jeg var ude at tage billeder af to erhvervsfolk, så havde jeg ikke lige tænkt på, at der var så meget lys i himmelen, fordi det var gråvejr. Faktisk en ret flot himmel med masser af kontraster. Men de to personer blev for mørke. Så jeg skulle have brugt blitz."

Den 32-årige journalist er ikke bange for at erkende sine begrænsninger, og når hun skal vurdere de billeder, hun har lavet hidtil, er selvkritikken nærmest nådesløs.

"Det er ikke gået særlig godt. Mest på grund af de der tekniske problemer."

Og dermed har hun egentlig diskvalificeret sig selv som fotograf, ifølge hendes egne krav om kvalitet.

"Jow," smiler hun. "Men det bliver jo bedre nu."

 

Hele to ting
Der er gået en time af høringen, og ordstyreren, der også er den lokale erhvervschef, forsøger sig nu som Højlund. Han går rundt med den trådløse mikrofon og stikker den op i ansigtet på en direktør.

"Hvad synes du om det her?"

Lone Bolther Rubin har et problem. Hun rejser sig med kameraet. Men tøver og sætter sig ned og skriver nogle ord. I mellemtiden har erhvervschefen fundet et nyt offer, der også vil have bredbånd.

Nu rejser Erhvervs-Nyt Djurslands udsendte sig igen, flytter sig lidt væk fra stolen og tager to billeder med telelinsen. Hun står omkring fem meter fra erhvervschefen. Men det er lidt som stolelegen, hvor man hele tiden skal være klar til at sætte sig, når musikken stopper. Hvis en erhvervsmand siger noget interessant, skal hun være tilbage på sin plads med blyant og blok.

Lone Bolther Rubin har i løbet af de seneste to måneder fundet ud af, at nogle historier er sværere at lave end andre. Høringen og den slags reportager er svære, fordi hun er tvunget til at tage billeder og notere samtidig.

"Jeg har jo den mulighed, at jeg kan prikke manden på skulderen bagefter og høre, hvad han sagde. Men princippet i at man skal koncentrere sig om to ting på én gang, det er bøvlet."

Det indebærer imidlertid også en fordel selv at være kamerafører til bredbåndshøringen, mener hun.

"Jeg har en fotograf på stedet i fulde tre timer, hvilket nok ellers ville være usandsynligt."

Interview og portrætter er lettere, så kan hun lave interviewet først og billederne bag-efter.

 

Foretrækker fotografselskab
Journalist-fotografen synes, det er rigtig sjovt at tage billeder. Men hun ville alligevel til enhver tid foretrække at have en fotograf med ud på opgave. Hvis hun altså havde valget.

"Det kunne være lækkert. Specielt når det handler om et topprofessionelt produkt. Jeg laver en del for SAS-Magasinet, og når jeg laver noget for SAS, tillader jeg mig at bruge ti timer på artiklen, og fotografen kan bruge to-tre timer på optagelsen. Det er jo lækkert. Jeg elsker at lave sådan noget, og jeg elsker at se de billeder, som fotografen har lavet. Men når du laver sådan noget som det her," siger hun og vifter med Erhvervs-Nyt Djursland. "Så er behovet for kvalitet ikke så højt."

– Hvad mener du med det?

"Nej. Det er så svært at bevæge sig ind på det her," stønner hun og forklarer, at Erhvervs-Nyt Djursland under alle omstændigheder ikke har penge nok til at betale både en fotograf og en journalist.

– Hvad betyder det for kvaliteten af artiklen, at du også skal tage billeder?

"Ingenting."

– Men du bruger jo din opmærksomhed på andre ting?

"Det, jeg mister af journalistisk opmærksomhed, henter jeg ind bagefter."

– Men du sidder vel og tænker på billederne undervejs?

"JA, men det har jeg altid gjort. Når jeg kun er journalist, så tænker jeg også i billeder."

– Hvad tror du, det betyder for billedkvaliteten, at du selv tager billeder?

"Der er forskellige scenarier. Hvis jeg sad og lavede et interview, tror jeg på, at billedet ville blive bedre, hvis der var en fotograf med. Portrætbilleder bliver bedre, hvis kilden sidder og snakker. Billedet ville sikkert også blive bedre, hvis jeg havde en fotograf med på en reportage, som bare skulle koncentrere sig om billedmuligheder. Men i de tilfælde, hvor man kan dele opgaven i to, tror jeg på, at jeg kan lave nogle ting, der i hvert fald journalistisk er lige så godt."

– Tror du, at du kan lave bedre billeder end en fotograf?

"Det kommer an på, hvor god en fotograf, man er så heldig at få, og hvor lang tid fotografen får til opgaven."

– Kan du forstå, at nogle fotografer er utilfredse med, at journalister tager billeder?

"Ja, jeg kan forstå det, hvis det er for at spare fotograferne væk. Hvis det er for at give fotograferne mere tid, så forstår jeg det ikke."

– Hvad hvis arbejdsgiverne opdager, at de kan nøjes med at sende en person ud på en opgave?

"Men det sker jo kun, hvis journalisterne kan lave det samme som fotograferne. Jeg synes også, det er fint, at fotografer, der er gode til at skrive, skriver. Men en fotograf, der ikke er god til at skrive, bør holde sig fra det. Ligesom en journalist, der er dårlig til at tage billeder, bør holde sig fra det."

Spørgelysten var stor i AMU-centret, så bredbåndshøringen sluttede først klokken 22. Lone Bolther Rubin besluttede, at vinklen på historien skal være: "Livlig debat om bredbånd". Selv om opgaven var svær, synes hun, at det lykkedes at være både journalist og fotograf. Hun valgte ét billede til Erhvervs-Nyt Djursland, som er vist her på siden.

Læs også: Forslag: Ophæv fotoforbud, Fagligt tøbrud og De kloge holder sig til det, de kan