I første omgang blev en betjent af kilder i en artikel på Modkraft.dk kritiseret for racisme. Men nu lyder beskeden knap så skråsikker. Betjenten kan godt have sagt "perle" og ikke "perker", erkender journalisten, der offentliggjorde videoklippet.
Det var det venstreorienterede medie Modkraft.dk, der den 21. januar offentliggjorde det omdiskuterede videoklip fra en Gaza-demonstration, hvor en betjent kalder en demonstrant for enten "perle" eller "perker".
Dengang skrev journalist på modkraft.dk Niels Fastrup, at det er tydeligt at høre, at der bliver sagt "perker" i klippet. Betjentens udtalelser blev i artiklen kaldt for racistiske og islamofobiske.
Men nu er Niels Fastrup ikke helt så sikker.
"Efter at have lyttet en ekstra gang til den originale materiale må jeg også erkende, at jeg ikke kan udelukke, at der bliver sagt perle," sagde journalist Niels Fastrup søndag til TV 2 NEWS Presselogen.
Flere lydeksperter har ikke kunnet fastslå, hvad betjenten siger i klippet, og Niels Fastrup er også i tvivl.
"Jeg hører også lige pludseligt, at han siger perle, men samtidig har jeg også tidligere hørt, at han har sagt perker," sagde han i Presselogen.
Da klippet kom frem, forklarede politidirektør Hanne Bech Hansen i en pressemeddelelse, at betjenten kaldte demonstranten for "perle" og ikke "perker".
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har, siden videoklippet blev offentliggjort, gjort klart, at politiet hverken må kalde folk for perker eller perler.
5