Sprog

Journalist er gået 100 år tilbage i danske krigs-reportager: ”De havde mod til at bruge sproget”

Avisernes dårlige trykkvalitet tvang danske krigskorrespondenter til at bruge et mere blomstrende sprog. ”De skriver afsindigt godt,” siger journalist bag aktuel bog

Når danske journalister for over 100 år siden skrev hjem fra krige i fjerne egne, var sproget ofte farvet af stereotype fordomme. Men reportagerne var også levende og fulde af detaljer af nærmest skønlitterær kvalitet, som man sjældent ser i dag, siger journalist og forfatter Tommy Heisz, der er aktuel med bogen ’Blod under Halvmånen’.

Bogen handler om, hvad der egentlig gik forud for det berømte attentat i Sarajevo i 1914 mod Østrig-Ungarns ærkehertug Franz Ferdinand. Et skud, som er kendt for at udløse Første Verdenskrig.

”Det viste sig, at en blodig krig på Balkan udspillede sig forud for det,” siger Tommy Heisz.

I sin research til bogen begyndte Tommy Heisz at læse reportagerne fra de to danske journalister Anker Kirkeby og Franz von Jessen, som rejste rundt på hesteryg og skildrede krigens rædsler på Balkan for danske avislæsere.

Reportagerne blæste ham omkuld.

”Jeg var helt solgt, da jeg læste artiklerne, som var meget detaljerede, men også en hel del mere svulstige, end man ville skrive i dag,” forklarer Tommy Heisz.

Det er journalistik, der i sit sprog trækker på hele den skønlitterære skattekiste.

”Der er en stolthed i sproget, og der er et mod til at bruge sproget så heftigt, som de gjorde,” siger han.

Hvis medierne vil tage kampen op med Netflix, skal de bringe reportager, der sætter gang i den indre film, siger Tommy Heisz. Foto: Helga Theilgaard

Stereotyper

Men det er ifølge Tommy Heisz også tydeligt, at de to danske journalister var præget af deres samtid, og deres beskrivelser var ofte meget karikeret set med nutidens øjne.

Den 28-årige Anker Kirkeby, der skrev for Politiken, var for eksempel dybt fascineret – og måske også lidt frastødt – af Montenegros kong Nikita, som han beskrev som ”stor og opblæst”.

Af udseende lignede han en ”kalkunsk hane”, der ”duver gennem hønsegården”.

Man ser det hos dem begge to, at der er rimeligt frit løb.
Tommy Heisz

Ifølge Tommy Heisz holdt hverken Anker Kirkeby eller Franz von Jessen sig tilbage, når de satte sig til tasterne. For eksempel skærer Anker Kirkeby befolkningen i Montenegro over én kam som en flok røvere.

”Landet ejer intet bourgeoisi, indbyggerne er alle lammedrivere af fødsel. Så længe riget har bestået, har hovednæringsvejen været krig mod tyrkerne. Dette bjergfolk har altid været Europas vildeste tropper, og den dag i dag går barberen i sin salon, kelneren i sin café og telegrafisten til sit apparat med en kæmpemæssig revolver i bæltet.”

”Det er er en stereotyp fremstilling, som man stikker sig lidt på,” siger Tommy Heisz.

”Men det viser, hvordan man skrev dengang,” siger han.

Franz von Jessen var redaktør på dagbladet Riger og hans skrivestil var personlig og svulstig Foto: Det Kongelige Bibliotek

Den 42-årige Franz von Jessen var en rutineret reporter, som rapporterede hjem til forskellige dagblade.

I 1912 omtalte han den kolossale opbakning til at gå i krig blandt de muslimske osmannere.

”Alle vegne vrimler det med unge muselmænd, der under deres vandring i landene omkring Sortehavet har hørt kaliffens budskab, og som nu iler til hjemstavnen for at melde sig til den røde fane med halvmånen.”

Med ”muselmand” mente Franz von Jessen ifølge Tommy Heisz ikke afpillede, udhungrede mænd, men muslimer.

Og om kaliffen rent faktisk havde opildnet dem til at melde sig til krig, eller om de havde fået ordre til at møde op, melder historien ikke noget om.

”For mange af dem har det sidste nok været tilfældet,” forklarer Tommy Heisz.

Frit løb til at give los

Baseret på de reportager, Tommy Heisz har læst, er Anker Kirkeby nok den af de to danske journalister, som ”giver mest los”.

Men man ser det hos dem begge to, at der er ”rimeligt frit løb”.

Journalisterne træder mere frem, end en journalist på en objektiv reportage ville gøre i dag.
Tommy Heisz

Sproget er af en helt anden kaliber end det, man ser i danske medier i dag.

”Det er ikke new journalism, men journalisterne træder mere frem, end en journalist på en objektiv reportage ville gøre i dag,” siger Tommy Heisz.

I Makedonien i 1913 beskriver Franz von Jessen det hæslige syn, der møder ham på slagmarken:

”Den svage brise fra nord fører med sig en kvalmende stank, som hidkalder ravne og rovfugle. Alle, der rider hen over denne mark, som døden har høstet, bliver tavse. Selv de, der hører til den sejrende arme, tier og bøjer hovedet.”

Tommy Heisz siger, at stilen er højstemt og svulstig – og lidt svær at læse i dag. Hvis han selv var på en lignende opgave, ville han nok vælge en anden stil.

”Men der var en anden tone i tiden – og de skriver afsindigt godt. Jeg har virkelig fået lyst til at læse andre af deres reportager,” siger han.

Kan konkurrere med Netflix

I dag er reportageelementer i aviserne ofte reduceret til indledninger til portrætartikler, hvor journalisten for eksempel beskriver mødet med kilden over en kop kaffe på en cafe, bemærker Tommy Heisz.

Faktisk savner Tommy Heisz, at flere journalister tager rollen på sig og skriver reportager, der fører læserne nye steder hen.

”Hvis medierne vil tage kampen op med Netflix, burde de give mere plads til reportager, hvor journalisten er nedsænket i et miljø og sætter gang i den indre film.”

Det var netop, hvad Anker Kirkeby og Franz Von Jessen gjorde – fordi det var den eneste måde at vise avislæserne det, de oplevede.

”Dengang var avisernes trykkvalitet så dårlig, at hvis læserne ville have billeder på det, der skete, måtte de læse artiklerne,” siger han.

Faktisk kunne Tommy Heisz godt tænke sig, at der var flere reportagejournalister som Anker Kirkeby og Franz von Jessen på nyhedsmedierne.

”Den gode reportage har en værdi, vi ikke skal undervurdere. Det er tidskrævende at lave, men man behøver ikke tage til Balkan, man kan også lave den som lokaljournalist.”

0 Kommentarer