Gik medierne for langt, da en række journalister kontaktede venner og bekendte til den sigtede bag skyderiet i Fields? Og var det også forkert at kontakte naboer, venner og klassekammerater til den anholdte 32-årige i bortførelsessagen på Sydsjælland?

En aktuel dom fra Østre Landsret viser i hvert fald, at journalister skal være meget påpasselige, når de researcher på sigtede personer.

Sagen handler om en journalist på B.T., der er blevet dømt for at krænke privatlivets fred ved at kontakte en række bekendte til en varetægtsfængslet mand.

Alene henvendelsen via Facebook Messenger var en overtrædelse af den sigtedes ret til privatliv, fordi journalisten fortalte om varetægtsfængslingen, lyder det i dommen fra Østre Landsret.

Den dom møder nu undren og kritik.

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra SDU mener, at landsrettens dom er kritisabel, fordi det ikke fremgår af dommen, hvorfor det er en strafbar videregivelse af private oplysninger.

”Man kunne få den opfattelse, at landsretten ikke nærmere kan begrunde dette, hvilket så gør dommen helt forkert,” forklarer Sten Schaumburg-Müller.

Journalist Jan Søgaard fra Politi- og Retsreporternes Forening hæfter sig ved, at Østre Landsret skriver, at videregivelsen af oplysningerne ikke skete som led i en saglig reportage af betydelig nyheds- og informationsværdi – og derfor var videregivelsen ikke berettiget.

”Hvad skal der til, for at det er berettiget? Det slipper landsretten nemt hen over,” mener Jan Søgaard.

Principiel eller ej

Sagen begyndte i første omgang i Københavns byret i april 2022, hvor journalisten blev frifundet.

Den blev anket af anklagemyndigheden til Østre Landsret, der i april 2023 kendte journalisten skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 1,1. pkt. om uberettiget videregivelse af meddelelser vedrørende en andens private forhold.

Journalistens arbejdsgiver B.T. har ikke været tiltalt i sagen.

Ansvarshavende chefredaktør på B.T. Pernille Holbøll er overrasket over dommen, og derfor har hun taget initiativ til at mødes med Dansk Journalistforbund og Danske Medier for at diskutere sagen.

”Vi skal finde ud af, hvad dommen betyder for journalisters arbejde, og hvordan vi arbejder fremadrettet,” siger hun

Pernille Holbøll forklarer, at der på den ene side er tale om en konkret dom i en konkret sag.

”Men den rækker også ind og rører ved principielle ting i forhold til, hvordan vi arbejder som journalister i researchfasen. Og vi interesser os for dommen, fordi vi som journalister skal kunne arbejde inden for nogle rammer, der ikke begrænser vores muligheder for at arbejde journalistisk,” siger hun.

På den anden side, forklarer hun, skal man passe på med at overdrive dommens betydning.

”Det er farligt at gøre den mere principiel, end den er. Der er tale om en konkret dom i en konkret sag,” fortæller hun.

Betyder dommen, at I på B.T. har ændret jeres måde at arbejde på?

”Nej, vi har ikke ændret noget i vores arbejdsmetoder, som det ser ud nu.”

Jan Søgaard forklarer, at selv om det er en konkret afgørelse i en konkret sag, har den stadig principielle aspekter, som anklagemyndigheden og domstolene kan bruge fremadrettet, hvis der skulle komme lignende sager.

”Afgørelsen bliver formentlig trykt i Ugeskrift for Retsvæsen og vil derfor danne præcedens,” forklarer Jan Søgaard.

Jan Søgaard peger på, at medierne ofte taler med for eksempel venner, kolleger og gamle skolekammerater til sigtede personer.

”Det skete efter skyderiet i Fields, og det skete i sagen om bortførelsen af den 13-årige pige på Sydsjælland. I de tilfælde var der et behov for, at offentligheden fik mere at vide om den sigtedes baggrund,” forklarer Jan Søgaard.

Umuligt udgangspunkt

Artiklen i B.T. handlede om en person, der blev varetægtsfængslet for frihedsberøvelse og voldtægt af en kvinde. Journalisten fra B.T. kontaktede folk i den varetægtsfængsledes omgangskreds, men han brugte ikke oplysningerne i artiklen.

Jan Søgaard frygter, at det bliver ”mere bøvlet” at lave journalistisk research i straffesager.

”Med den her dom må man som journalist ikke forklare, hvorfor man henvender sig, og fortælle, at det er, fordi vedkommende er sigtet af politiet,” siger han.

Den eneste måde, journalister kan holde sig inden for rammerne i dommen, er ved at undlade at fortælle kilderne om sigtelsen. Men det er et nærmest umuligt udgangspunkt for et interview, mener Jan Søgaard.

”Kilderne vil naturligvis gerne have en forklaring på, hvorfor de bliver kontaktet,” siger han.

Sten Schaumburg-Müller bemærker, at der i forarbejderne til loven stod, at oplysninger om videregivelse af strafbare forhold ”antagelig” ikke er omfattet af bestemmelsen.

Han under sig også over, at dommen konkluderer, at videregivelsen af oplysningerne ikke er sket ”som led i en saglig reportage af betydelig nyheds- og informationsværdi”.

”Det er ikke klart, hvorfor landsretten mener, at der ikke er tale om en saglig reportage,” forklarer Sten Schaumburg-Müller.

Bliver ikke prøvet med Højesteret

Sten Schaumburg-Müller tilføjer, at journalister altid bør spørge sig selv, om det er nødvendigt at videregive oplysninger om en sigtet person.

”Er artiklen af genuin offentlig interesse?” spørger han.

Ifølge Jan Søgaard er det typisk kun i sager af stor offentlig interesse, at der bliver researchet på de sigtede.

”Det er ikke noget, man gør i alle mulige småsager. Man gør det i de tungere sager,” siger han.

Den dømte journalist er ikke længere ansat på B.T..

Han og hans advokat har ikke søgt Procesbevillingsnævnet om at få sagen prøvet ved Højesteret. Advokat Rasmus Wandall siger, at den beslutning er en sag mellem ham og hans klient.

Pernille Holbøll var ikke ansvarshavende chefredaktør på B.T., da researchen fandt sted. Men hun har været til stede i retten og har løbende været i dialog med journalisten.

”Hans ønske er, at sagen ikke skal prøves ved Højesteret, og den beslutning respekterer jeg og bakker op om,” siger hun.