Bestyrelsen i den århusianske Kreds 4 har henlagt deres inspirationsweekend til Sicilien. Det er billigere end at holde det i Danmark, siger formand John Lykkegaard til Journalisten.dk. Han opfordrer andre kredse til at gøre det samme.
Bestyrelsen i Kreds 4 traf en utraditionel beslutning før sommeren: De bestemte sig for at skifte Danmark ud med den italienske ø Sicilien, når de skulle holde inspirationsweekend. Arrangementet er for bestyrelsen og dens suppleanter, og de rejste således til Sicilien i tre en halv dag i løbet af sommeren.
Sidste gang bestyrelsen holdt inspirationsweekend var for to år siden. Dengang mødtes de på Kaløvig Konferencecenter fra lørdag til søndag.
»Vi holdt ikke nogen inspirationsweekend sidste år, og vi kunne godt mærke i år, at vi var ved at løbe tør. Så viser det sig, at et medlem af bestyrelsen har kontakter på Sicilien – igennem dem kunne vi få tre en halv dag på Sicilien billigere, end vi ville kunne få det i Danmark. Vi talte om det og blev enige om, at hvis vi kunne holde det til samme pris som en weekend på Kaløvig, så var det fint,« fortæller formand for Kreds 4 John Lykkegaard.
Flybilletten blev købt hos lavprisselskabet Ryanair, og bestyrelsen lejede sig til privat indkvartering i et hus. De lavede selv mad.
John Lykkegaard kunne ikke selv deltage, da han blev indlagt på sygehuset kort før arrangementet. Men han synes, at ideen er glimrende.
»Man skal tænke på, at vi sidder hver især med vores faste jobs, og det med at mødes et par timer hver anden måned giver slet ikke det samme som sådan en inspirationsweekend, hvor man er sammen hele tiden og lærer hinanden at kende,« siger han.
Synes du, at ideen er så god, at andre kredse bør lade sig inspirere og kigge på prisen for at holde bestyrelsesweekend i udlandet?
»Ja, det vil jeg da opfordre til. På Kaløvig var forholdene jo gode, men når man mødes fra lørdag middag til søndag middag, så giver det ikke meget tid. Vi skulle planlægge ting, klippe-klistre i databaser og få et overblik over, hvordan vores medlemskreds er sat sammen. Det tager lang tid. Når vi kunne få tre hele arbejdsdage dernede, så var der ikke rigtig noget at betvivle.«
Kunne det blive fast kutyme for jer?
»Ja, det kan det godt – men med alt det, vi har fået med hjem fra turen, så kan der gå tre år, inden vi får brug for en ny inspirationsweekend. Vi har fem tætskrevne sider med gode ideer, og det synes jeg simpelthen er fremragende.«
Efter turen til Sicilien overvejer bestyrelsen i Kreds 4 at lave en studietur, enten for kredsens medlemmer eller i samarbejde med resten af Dansk Journalistforbund. Under opholdet besøgte bestyrelsen blandt andet en lokal avis, og John Lykkegaard mener, der kan være inspiration at hente for danske journalister på øen.
Når de menige medlemmer af Kreds 4 hører, at bestyrelsen er taget til Sicilien for at holde møde, kan du så forstå, hvis nogle føler sig forbigået?
»Jeg kan da godt forestille mig, at der sidder nogle kredsmedlemmer og bliver forargede over det, men der synes jeg, man skal tænke på, hvad vi er i stand til at gøre for medlemmerne efter sådan en god inspirationsweekend. Så synes jeg altså ikke, det er kritisk.«
Inspirationsweekenden kostede knap 2000 kroner per person, inklusive både rejse og indkvartering.
Hvorfor kan I ikke bare holde jeres bestyrelsesweekend hjemme i din stue og spare alle pengene?
»Vi har allerede holdt en del bestyrelsesmøder hjemme hos mig, men så skal folk mødes op ad dagen og tage hjem om aftenen. På en inspirationsweekend er vi sammen konstant.«
Hvorfor er det nødvendigt?
»For det første så lærer man hinanden at kende. For det andet så kan man nå at gå i dybden med tingene, og det er det, medlemmerne kan nyde godt af de næste to eller tre år,« siger John Lykkegaard.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Til Trine
Som jeg blev citeret for, har vi et idekatalog på fem sider. På et bestyrelsesmøde den 17. august går vi de forskellige ideer igennem, og via kredsens nyhedsbrev, melder vi ud med efterårets arr.
mvh
John Lykkegaard
Og hvad er det så for fantastiske ideer, I har fået - til glæde for os medlemmer - på inspirationsrejsen til Sicilien? Det vil jeg rigtig gerne høre om...