Journalist og tilrettelægger Sacha Sennov vidste, at hun ville fortælle historien om Simon Spies’ såkaldte morgenbolledamer. Efter en samtale med en tidligere sekretær i Spies-koncernen begyndte vinklen at gå op for hende. Foto: Jan Dohrmann/DR (red. Journalisten)
’Det mest chokerende er næsten, at det er verdens mindste afsløring.’
Sådan indleder nyhedschef på Berlingske Simon Bendtsen sin kommentar til DR-dokumentarserien ’Spies og morgenbolledamerne’, der har domineret den offentlige debat de seneste dage.
Og det kan Simon Bendtsen fra Berlingske for så vidt have ret i. Det medgiver Sacha Sennov, der er journalist og tilrettelægger på dokumentarserien, der afdækker, hvordan stifteren af rejsekoncernen Spies Rejser systematisk ansatte og betalte helt unge piger ned til 15 år for at have sex med sig.
Sacha Sennov,
journalist og tilrettelægger
Historien om Simon Spies’ forhold til unge kvinder og piger har pressen omtalt flere gange i årenes løb – i hvert fald fragmentarisk og nogle gange nærmest anekdotisk.
Det er for eksempel blevet beskrevet, hvordan en af de unge kvinder endte som ’narkoluder’ efter sin ansættelse hos Spies, før hun døde af AIDS.
”Men det var ikke samlet. Hvorfor har ingen andre gjort det? Jeg tror, det skyldes det kollektive narrativ,” siger Sacha Sennov, der også selv syntes, at Simon Spies var en fantastisk personage, da hun var yngre.
”Det nye i historien er systemet. Der er ingen, der før har beskrevet, at det var så systematisk og omfangsrigt. Sadismen er ny. Historien om en kvindelig sekretær, der står for det, har heller ikke været fortalt før,” siger hun.
Piger står uden navn
Afdækningen har sat noget nær en chokbølge i gang. Rejsekoncernen Spies vil ikke længere bruge selskabets grundlægger i sin markedsføring, og DR og Ekstra Bladet har undskyldt, at de er gået så jovialt til den folkekære og flamboyante Simon Spies. Scanpix har i dag oplyst til Journalisten, at billedbureauet vil gennemgå sit arkiv med billeder af Simon Spies og unge kvinder for at vurdere karakteren af billederne.
Skiltet, der angiver navnet på Simon Spies Plads i Helsingør, er blevet fjernet af ukendte gerningspersoner efter dokumentaren, der har fået byrådet til at tage navnet på pladsen op til revurdering. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
De første spadestik til dokumentaren tog Sacha Sennov i 2017, efter at hun havde talt med en person, der vistnok kom til at tale over sig.
Vedkommende ville i hvert fald ikke tale med Sacha Sennov om de såkaldte morgenbolledamer igen, og håbet om at kunne lave en historie om de unge kvinder i Simon Spies’ virksomhed blev lagt i graven igen.
Siden har historien om de unge piger stået øverst på Sacha Sennovs liste af idéer.
”Jeg har bare ikke kunnet slippe det. Det har været en følelse af, at det her bliver jeg nødt til at kigge på, fordi folk kigger væk. Den var kronisk øverst på listen over de ting, jeg gerne vil undersøge,” fortæller hun.
I 2020 – i forbindelse med den anden MeToo-bølge – genoptog Sacha Sennov idéen og fik grønt lys af produktionsselskabet Laud People til at researche videre.
Sacha Sennov gik i arkiverne. Bladrede hele Scanpix’s katalog af billeder med Simon Spies igennem.
”Rejsekongen Simon Spies i dobbeltsengen sammen med sine morgendamer, der dog tækkeligt har taget plads ved siden af sengen,” lyder billedbeskrivelsen til dette billede i Scanpix, hvor kvindernes ansigter ikke er sløret. Journalisten har valgt at sløre kvindernes ansigter, da vi hverken kender deres identitet, eller hvilken kontekst billedet er taget i. Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix (red. Journalisten)
Det er mere end 1.400 billeder. Billeder af Simon Spies i selskab med de unge kvinder. Billeder af Simon Spies, der har inviteret pressefotograferne med på tur i selskab med de unge piger.
”Der er altid navne på de personer, der optræder på de billeder. Men der er ingen navne på pigerne. Hvis der er, er det kun fornavne.”
”Jeg har aldrig set før, at vi lægger billeder ind af letpåklædte piger, og der ikke er navne på dem. Det går op for mig, at de ikke er kilder. De er bare rekvisitter. Og så vil man rigtig gerne vide, hvad det er for et liv, de har haft efterfølgende,” siger Sacha Sennov.
Tidligere sekretær åbnede historien
Sacha Sennov vidste på det tidspunkt ikke, hvad det er for en historie, hun skulle ende med at fortælle, men hun vidste, at det skulle handle om de unge piger, der optrådte som rekvisitter i rejsekongens liv.
Sacha Sennov, journalist og tilrettelægger
De første spor til vinklen fandt hun efter at have set filmen ’Simons film’, hvor der optræder en sekretær ved navn Vivi Bergqvist, som Sacha Sennov ringede til i sommeren 2020.
”Hun syntes, det var vildt, for hun altid havde troet, at nogen ringede for at høre den anden side. Den mørke side af Simon, som hun kaldte det. Hun begyndte at fortælle, at de fik penge, pelse. At det var unge piger, og at det var helt forkert, hvad både Simon, men også de ansatte gjorde ved at sørge for, at pigerne var til rådighed.”
”Jeg blev overvældet, og stille og roligt gik det op for mig, at det kan være historien. Det havde jeg ikke regnet med,” siger Sacha Sennov.
Sacha Sennov var på det tidspunkt i gang med at gøre en anden dokumentar færdig, og de to aftalte at tales ved i december. Vivi Bergqvist døde i mellemtiden, men havde nået at fortælle sin datter, at hun gerne ville være med til at fortælle de unge pigers historie.
Der findes talrige artikler om Simon Spies og de unge damer i arkiverne. Her fandt Sacha Sennov to kilder, hun kunne gå videre med.
”Jeg var ret nervøs for at spørge dem ind til det her, fordi alle elsker Simon så meget. Jeg tænkte, at jeg får et fur af en anden verden, hvis der ikke er hold i det her,” siger hun.
De to kilder bekræftede sådan set, hvad Vivi Bergqvist har fortalt. En fortalte, at pigerne var 15-16 år. Det bliver sagt i en let tone. Som noget, der blev slået hen. En anden fortalte om sadisme og brækkede arme.
På det tidspunkt skrev Sacha Sennov et pitchstykke sammen med producent Gitte Hasseltoft Hansen for produktionsselskabet Laud People, og DR sagde ja til at købe produktionen.
Excelark med op mod 400 kilder
Der blev samlet et hold, der kunne byde ind med forskellige teknikker til researchen. Kilder blev fundet, kontaktet, og deres historier blev krydstjekket. Alt skriftligt materiale om Simon Spies og kvinderne blev samlet ind og læst igennem. Mulige kilder, levende som døde, blev lagt ind i et kildeark, der endte med omkring 400 kilder. Holdet bag dokumentaren endte med at tale med omtrent 200 kilder.
”Hver gang, vi gennemgik skriftligt materiale, ringede vi til kilderne og spurgte ind til det, for så at finde ud af, hvem vi kunne ringe til for at få bekræftet historien. Det var fuldstændigt systematisk.”
”Det er virkelig vigtigt at sige, at vi er gået til hele den her undersøgelse med åbent sind. Vi var meget bevidste om ikke at skulle have tunnelsyn. Simon skulle ikke være et svin, og det skulle ikke være det, der skulle bekræftes,” siger Sacha Sennov.
Et andet Excelark indeholdt oplysninger om, hvem og hvornår folk var ansat i Spies Rejser, og navnene kunne bruges som tidslinje. Især chaufførerne viste sig at være gode kilder, som ikke rigtig var blevet brugt før.
Simon Spies grundlagde rejsekoncernen, der sendte de første danske Spies-turister til Mallorca, i 1965. Foto: Willy Lund/Ritzau Scanpix
Kildernes oplysninger blev verificeret med lønsedler, med udskrifter af deres egne adresser fra CPR-registret, og nogle kilder blev bedt om at udpege personer, de talte om, på forskellige billeder.
”Grundighed og ordentlighed må aldrig tilsidesættes. Men ved den her type historier er det særlig svært, fordi det er før internettets fødsel. Det var især svært, fordi pigerne ikke havde nogen navne. Hvis der var noget, var det bare fornavne,” siger Sacha Sennov, der understreger, at arbejdet blev udført af et stort og dygtigt hold bag produktionen.
Nogle af kilderne fandtes på nettet, fordi store medier har haft opslag på Facebook om Simon Spies, hvor Sacha Sennov kunne se kommentarer, hvor nogen sagde fra over for mediernes hyldest af rejsekongen. Nogen skrev, at de havde været tæt på ham, eller at de kendte en morgenbolledame. Sacha Sennov og hendes kollega opsøgte dem alle.
”For nogle var det voldsomt grænseoverskridende, at jeg ringede,” siger hun.
Flere blokerede hende. Andre svarede, at hun aldrig skulle kontakte dem igen.
Sacha Sennov, journalist og tilrettelægger
Andre gange sendte journalisterne et personligt brev til de potentielle kilder. En af dem var Charlotte, som medvirker i dokumentaren.
”Hun var den første morgenbolledame, der vendte tilbage og ville snakke med mig. Vi skulle mødes på en tankstation som et hemmeligt sted,” fortæller Sacha Sennov.
Vil vise begge sider
Senere fik de flere af de tidligere ansatte i tale. Villigheden til at tale til baggrund var stor. Men lysten, særligt fra de tidligere morgenbolledamer, til at stille sig frem med en ikke-positiv historie om Simon Spies, var ifølge Sacha Sennov næsten lig nul.
”Det gik op for mig, at mange af pigerne aldrig har sagt til deres familier, hvad der er foregået. For mange havde det været en fantastisk arbejdsplads, og Simon havde været en konge for dem. Det har været en stor fortælling i deres liv, at de har arbejdet og kendt Simon Spies.”
”Mange har jo vænnet sig til det, og deres gamle kolleger er deres omgangskreds. Så forestil dig at være den, der fortæller om det, man aldrig talte om,” siger Sacha Sennov.
I dokumentarserien er galleriet af kilder endt med blandt andre Carl Bjerredahl, tidligere informationschef i Spies og ven af Simon Spies, og Simon Spies’ ekskæreste Inger Weile.
Fortællingen er båret af lillesøsteren til en af de tidligere morgenbollepiger, der opsøger andre, som tidligere har haft samme rolle i Spies-koncernen.
”Vi har blandt andet vurderet, om kilderne har været tæt nok på det, der skete. Der skulle også være en balance i det, som har været vigtig. Det kan godt være, at man i den kreative klasse er uenig med Carl Bjerredahl eller synes, at Inger Weile er lalleglad, men de repræsenterer den anden side. Det har jo ikke kun skullet vises fra den ene side,” siger Sacha Sennov.
Efter dokumentaren er der opstået debat om, hvorvidt man kan tillade sig at dømme historien med nutidens øjne, og hvorvidt man kan tillade sig at lave en så kritisk historie om en mand, der er død for 38 år siden.
Sacha Sennov mener, at der er flere gode grunde til at bringe oplysningerne frem.
”Det ene er, at pigerne fortsat er i live. Det andet er, at Simon Spies har valgt at leve sit liv i medierne. På den måde foregik det hele helt offentligt. Derfor virker det også helt underligt at skulle sige, at vi ikke skulle kigge på de mørke sider af en offentlig fortælling. Det, jeg hæfter mig ved, er, at folk har ret til at fortælle deres historie,” siger hun.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg synes således ikke, at der bliver stillet kritiske spørgsmål i den - det mener Christian Lindhardt, som slutter vor dialog således:
'Tak for din interesse for vores journalistik,
Vi kunne skrive lang tid frem og tilbage om, hvordan vi laver vores artikler, men jeg vil bare slutte den her med at afsløre, at selvom det ikke er et Q&A-format, vi har lavet, så kan man godt stille kritiske spørgsmål, som ikke fremgår af teksten, og det har vi selvfølgelig også gjort her.'
En - i mine øjne - lidt ærgerlig måde at føre en seriøs dialog med et DJ-medlem på.
Vor mailkorrespondance er kommet, efter at jeg spurgte, om Journalisten ikke kunne have interesse i at undersøge DR's kildekritik efter at det er kommet frem, at Spies-dokumentarens hovedkilde Charlotte i virkeligheden var positivt stemt over for Spies.
Læs evt. mit opslag på Facebook her:
https://www.facebook.com/photo/?fbid=10229182905541573&set=a.1105180834076
Dette mener Christian Lindhardt imidlertid ikke er interessant. Han skriver:
'Vi kommer ikke til at gå yderligere ind i sagen. jeg synes vi har været der og at der nu er gået lidt for lang tid. Og vi har andre sager på dagsordenen.'
Jeg savner, at mit fagblad også har lyst til at interessere sig for kildekritik og moral - der er trods alt tale om en afdød persons eftermæle, som er tilsmudset efter en dokumentar uden reelle håndgribelige beviser - og hvor det altså nu viser sig, at hovedkilden var vild med Spies.
Det ER vel værd at diskutere i Babelstårnet i mit forbunds fagblad i stedet for at overfuse en kollega og et medlem, som tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved, om denne artikel er kritisk?