search

Jørn Mikkelsen stopper på JP

»Jeg synes, jeg er kommet langt væk fra mit udgangspunkt, som er journalistikken,« siger Jørn Mikkelsen, der stopper som ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten efter 14 år i chefredaktionen. Han beskriver det som turbulente år (opdateret kl. 14.44: Citater fra Jørn Mikkelsen tilføjet)

Jørn Mikkelsen har besluttet at stoppe som ansvarshavende chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten. Han stopper efter otte år på posten og 14 år i avisens chefredaktion. 

»Jeg syens, jeg er kommet langt væk fra mit udgangspunkt, som er journalistikken og det redaktionelle indhold. Der kræves i dette job mere og mere sans og fornemmelse for strategi, organisation og økonomi. Jeg har behov for at vende tilbage til den rene journalistik,« siger Jørn Mikkelsen til Journalisten og tilføjer:

»Jeg har ledt efter et godt tidspunkt at stoppe på. Nu, efter den seneste sparerunde, er et godt tidspunkt.« 

»Nogle meget turbulente år«

Jørn Mikkelsen beskriver de 14 år, han har været en del af Jyllands-Postens chefredaktion, som en periode med store forandringer. 

»Det har været nogle meget turbulente år. Hvad angår selve journalistikken, er udviklingen jo gået fra nærmest ren papir dengang i 2002, til vi i dag får vores indhold ud på alle mulige forskellige måder. Også kommercielt har der været enorme opbrud i de 14 år,« siger han. 

Den afgående chefredaktør peger desuden på, at hans tid i chefredaktionen har været præget af flere kriser. Særligt karikatur-krisen, hvor Jyllands-Posten publicerede en række karikatur-tegninger af profeten Muhammed, var voldsom. 

»I sit kølvand afstedkom Muhammed-krisen jo en debat om mediernes rolle i sådan en værdidebat. Her kom Jyllands-Posten – meget imod vores DNA – jo til at fungere som en slags aktivist eller aktør, mere end som en klassisk puritansk rapportør,« siger Jørn Mikkelsen. 

Hvad tænker du om det i dag?

»Sådan var det jo – det kan man ikke dreje tilbage. Men den del har vi det alle sammen ret dårligt med i dag. Under Muhammed-krisen forbrød vi os en hel del mod egne principper. Vi har jo altid stået meget for den klassiske journalistik.«

Vil tænke i orlov 

Jørn Mikkelsen har nu orlov i en periode, hvorefter det vil blive besluttet, hvordan hans fortsatte tilknytning til Jyllands-Posten skal være.

»Jeg vil bruge den orlov, jeg har fået bevilget, til at tænke over, hvad jeg godt kunne tænke mig,« siger han. 

Afløseren for Jørn Mikkelsen er fundet og vil blive annonceret senere i denne uge, skriver JP/Poliitkens Hus i en pressemeddelelse. 

Opdateret kl. 14.44: Interview med Jørn Mikkelsen tilføjet.   

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen