Jørn Mikkelsen ny chefredaktør for JP

Blot to dage efter at Carsten Juste meddelte sin fratrædelse fra stillingen som Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, er hans efterfølger udnævnt.

Blot to dage efter at Carsten Juste meddelte sin fratrædelse fra stillingen som Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, er hans efterfølger udnævnt.

Som spået i mange medier, er den nye chefredaktør rekrutteret fra egne rækker. Valget faldt således på 51-årige Jørn Mikkelsen, der har arbejdet på avisen siden 1994 – som korrespondent i Tyskland, som udlandsredaktør, som ledende redaktionschef og siden 2002 som journalistisk chefredaktør.

»Jeg er meget beæret, men også meget ydmyg, når jeg tænker på, hvilken virksomhed jeg kommer til at stå i spidsen for. Det er jo Danmarks største avis, altså betalingsavis, og forretningsmæssigt den sundeste indenfor de senere år. Men jeg har nogle fantastisk dygtige medarbejdere og en meget stærk ledelsesgruppe til at hjælpe mig,« siger Jørn Mikkelsen til Journalisten.dk.

– Hvordan vil Jyllands-Postens læsere kunne mærke, at avisen har fået ny chefredaktør?

»Det vil de ikke nødvendigvis kunne mærke fra i morgen. Men på længere sigt vil det selvfølgelig præge avisen, som jeg jo har gjort i lang tid.«

– Hvad, mener du selv, er det vigtigste, du kan bidrage med som chefredaktør?

»Jeg har en lang erfaring i branchen, et godt blik for nye journalistiske såvel som kommercielle muligheder og evnen til at gå i dybden med tingene.«  

Bestyrelsesformand i JP/Politikkens Hus Jørgen Ejbøl begrunder blandt andet udnævnelsen med, at »Jørn Mikkelsen står som garant for kvalitetsjournalistik og internationalt udsyn«.

0 Kommentarer