De store udenlandske medier taler nu alle om betalinger for nyheder på nettet. Fra Wall Street Journal til Financial Times og senest Sunday Times og alle nyhedssites fra News Corp. Men det danske marked er for lille, mener medieforsker.
Nyheder på nettet kommer til at koste penge. Det er i hvert fald budskabet de seneste uger fra nogle af verdens største mediebosser.
Allerede før sommeren erklærede Rupert Murdoch, at "Dagene med gratis internetnyheder vil snart være fortid." Og nu gør han og kollegaerne alvor af planerne. Inden næste sommer vil News Corp tage penge for samtlige nyhedssites – heriblandt Sunday Times. Og senest har Financial Times fulgt trop og bebuder en iTunes-lignende betalingsmodel.
På dansk grund har både adm. direktør for JP/Politikens Hus Lars Munch og koncernchef i Berlingske Media Lisbeth Knudsen ligeledes lagt op til, at gratis nyheder ikke er holdbart i længden.
»Jeg tror, vi må erkende, at det ikke er langtidsholdbart at forære dyrt producerede nyheder væk,« sagde Lars Munch kort før ferien. Og samtidig afslørede Lisbeth Knudsen, at allerede til september er Berlingske Media klar med de første forsøg med mikrobetaling for særligt udvalgt indhold.
Medieforsker ved RUC Jørgen Poulsen tvivler dog på, at mikrobetaling i sig selv kan redde de store danske dagblade, som i disse år kæmper med markant faldende indtægter på grund af dårligt annoncesalg.
»Jeg tror ikke, mikrobetaling bliver et stort marked i Danmark. For de meget specialiserede og professions-rettede nyheder er det en mulighed. Men for de brede medier bliver det ikke noget stort marked,« siger Jørgen Poulsen til Journalisten.dk.
Han fremhæver både Børsen, Reuters Finans og Ritzaus Finans som medier, der på grund af deres meget specialiserede indhold vil kunne tjene penge på mikrobetaling.
»Men når det gælder almene nyheder, skal der i hvert fald gå nogle år, før de store udbydere har fået det til at køre,« siger Jørgen Poulsen og peger på, at man altid vil kunne finde generelle nyheder gratis hos DR og TV 2 – så længe de to er på banen.
»Og hvis de ikke bliver begrænset af kulturministeren i, hvad de må lave, så bliver det svært at få det til at fungere med en befolkning som den danske på fem mio. mennesker, hvoraf det blot er de tre en halv mio., som løbende er på nettet.«
Jørgen Poulsen har dog fuld forståelse for, at Berlingske Media nu går ind i mikrobetaling.
»Jeg forstår godt, man gerne vil lave det, men jeg tror ikke, man kan lave en stor journalistisk forretning ud af det. Måske man på de store nyhedsmedier kan lønne 10 medarbejdere om 10 år – hvis de er finansieret alene af brugerbetaling. Men ikke meget mere,« siger Jørgen Poulsen og gør opmærksomhed på, hvordan dagens store danske dagblade er bemandet med omkring 200 journalister.
»Papiravisen er jo fantastisk, fordi du får folk til at købe en hel pakke nyheder, selv om det i snit kun er 8-12 procent af indholdet, der bliver læst. Man får altså folk til at betale for noget, de ikke bruger, fordi de tegner et samlet abonnement,« siger han og kalder det traditionelle avissalg for en »snedig forretningsmodel«.
Jørgen Poulsen udelukker ikke, at visse medier i Danmark kan få held med mikrobetaling for nyheder på nettet. Men det vil hovedsageligt blive de meget specialiserede og professions-rettede nyhedsmedier.
»Mikrobetaling vil nok komme i et eller andet omfang, men jeg skal lige minde om, at der har været talt om det i 12 år – uden at det er slået igennem.«
Ifølge Jørgen Poulsen bliver selve betalingsmetoden altafgørende. Altså hvor nemt det bliver for forbrugerne at købe nyheder på nettet.
»Hvis man kan få en konto bundet op på ens mobiltelefon, hvor man kun skal klikke en enkelt gang for at etablere et kontraktforhold, så kan jeg godt se potentialet. Men det tager tid, før det slår igennem. Mange år. Og de 5-10 journalister, som de store nyhedsmedier vil kunne lønne ved mikrobetaling for enkelte nyhedssitet, svarer jo slet ikke til de 200 journalister, som dagbladene hver især råder over i dag. Så det er stadig lidt hypotetisk i Danmark.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.