DR står over for den største fyringsrunde i mediehusets historie, men det er langtfra den første. I 2014 blev blandt andre Jørgen Laurvig fyret fra DR efter 21 år på TV Avisen, Radioavisen og Horisont. I dag er han freelancer på 'P1 Orientering', hvor han dækker Spanien og Latinamerika, samt freelance for flere fagblade og som konsulent.
”Siden 2014 har jeg hoppet fra sten til sten, fordi det er svært at skabe sig en indkomst inden for traditionel journalistik. Set i bakspejlet skulle jeg måske helt have skiftet branche. Der er bare ikke andet, der interesserer mig,” siger han i dag.
Efter selv at have oplevet en fyringsrunde i DR har Jørgen Laurvig nogle gode råd til DR-kollegerne. Dem kan du læse her:
Under fyringsrunden
1. Hav en plan
”Hav en plan for, hvad du vil gøre, hvis det sker. Du kommer i chok. Du skal gøre op med dig selv på forhånd, hvad du gør, når du går ud ad den dør, om du vil blive og snakke med folk, eller om du vil ringe til din kæreste og bede hende gå ud og spise en frokost.”
2. Netværk med andre
”Det bedste råd, jeg kan give dem, der bliver sindet (får et brev fra ledelsen om, at de har til sinds at fyre én, red.), er, at de holder sammen. Når først man har fået fyresedlen, så er det svært at gå rundt mellem dem, der er oprigtigt lettede og glade over, at det ikke var dem, det gik ud over. Så sørg for meget hurtigt at trække på de andre, og sørg for at mødes ofte i månederne efter fyringen.”
Efter fyringsrunden
3. Afsøg markedet
”Afsøg meget hurtigt markedet og mærk efter, om du selv tror på, at du får et job som journalist igen. Hvis du er over 50, så skal du være indstillet på at rykke dig et andet sted hen. Du kommer ikke til at lave nyhedsjournalistik igen, hvis det er det, du kommer fra. Og du skal være usædvanligt heldig, hvis du skal beskæftige dig med fagjournalistik igen.”
4. Overvej kommunikation
”Gør derefter op med dig selv, om du tror, du kan få et arbejde inden for kommunikation. Og husk, at der tit står mellem linjerne, at du skal være under 30 og god på sociale medier, hvis du skal have job inden for kommunikation i dag.”
5. Overvej at skifte karriere
”Hvis du skal lave vognbaneskifte, så skal du melde det meget tidligt ud, så du ikke bliver fastlåst i en masse kurser, som kan føre til, at du kan arbejde med kommunikation på et eller andet niveau. Tænk ud af boksen, og kræv af journalistforbundet, at de hjælper dig med at tænke videre. Du skal ikke stille dig tilfreds med, at de foreslår, at du kan blive skolelærer eller taxachauffør. Hvis du vælger at blive freelancer, så husk, at Freelancegruppen er meget hjælpsom og har gode kursustilbud målrettet freelancere.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.