#Fag10: Myndighederne forsøgte at så tvivl om undersøgelsen og presse parret til at afsløre navnene på de børn, der var anonyme kilder i historien.
Syge børn, der tigger om at komme på hospitalet. Børn, der selv må brænde en af deres døde kammerater.
Journalistparret Majdoleen Allan og hendes mand Imad Rawashdeh, der er freelancere, har gennem interview med 50 børn afsløret den systematiske vanrøgt børnene har levet under på et børnehjem i Jordan.
"Børn, der har været udsat for misbrug og svigt af personalet," forklarer Majdoleen Allan.
På Fagfestivalen blev dele af dokumentationen fremlagt gennem en dokumentarfilm, der var yderst hård kost for de cirka 80 lyttere – men er forbudt i Jordan.
Der er ikke tradition for kritisk og undersøgende journalistik i Jordan, hvor adgangen til informationer er stærkt begrænset. Journalisterne fandt børnene en efter en. Den ene kilde førte journalisterne videre til den næste.
Selv om myndighederne – efter at avisen Al-Ghad i december 2009 havde publiceret journalisternes research – både bekræftede at personalet ikke var korrekt uddannet, og at syge børn blandt andet ikke havde fået hjælp, har myndighederne samtidigt forsøgt at undertrykke historien.
"Socialministeren forlangte navnene på børnene, der var anonymiserede i afdækningen, udleveret. Men det ville vi ikke," siger Imad Rawashdeh.
"Ministeriet har også forsøgt at så tvivl om undersøgelsens rigtighed og presse børnene til at trække deres historier tilbage," siger Imad Rawashdeh.
Personalet på børnehjemmet har afvist historien og forklaret, at børnene har overreageret.
"Befolkningen i Jordan er delt," forklarer Imad Rawashded. "Nogen tror ikke på os, andre stoler på vores historie."
Men historien lader sig ikke afvise og den trækker nu sit spor hen over Jordan. En vifte af medier har støttet historien, hvilket har udløst et pres for at få forholdene forbedret, ligesom der er en retssag på vej mod børnehjemmet.
International Media Support har organiseret de to jordanesiske journalisters ophold i Danmark.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.