Foto: Berlingske Media/Pressefoto
B.T.’s nuværende chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, konstitueres som ansvarshavende chefredaktør på avisen, efter at Michael Dyrby i dag har meddelt, at han forlader sin stilling.
Det oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.
Jonas Kuld Rathje har været chefredaktør på B.T. siden sammenlægningen med MetroXpress, har erfaring og besidder de nødvendige kompetencer, lyder det i pressemeddelelsen.
Michael Dyrby forlader sin stilling på grund af sin håndtering af sagerne om ham i kølvandet på dokumentarserien ’MeToo: Sexisme bag skærmen’, der blev sendt på discovery+ sidste mandag. Michael Dyrby tog efter udsendelsen ferie og undgik alle medier i mere end en uge.
Forleden erkendte han i Berlingske at have haft upassende forhold i sin tid som chef på TV 2, ligesom at han var ansvarlig for den seksualiserede kultur på tv-stationen, og at han både havde udvist dårlig dømmekraft og magtfuldkommenhed som chef på TV 2.