search

John Wayne-syndromet

Journalister og fotografer kan klare alt. De ser døende mennesker, brændende huse og trafikuheld. Bagefter tager de hjem på redaktionen og arbejder. Men journaliststanden tager fejl, mener svenske eksperter. Også danske journalister lever med mentale ar efter voldsomme oplevelser.

Journalister og fotografer tager det professionelle panser på, når de skal dække menneskelig elendighed, død eller ødelæggelse. Det er nødvendigt for at kunne arbejde. Men når opgaven er udført, skal indtrykkene fordøjes mentalt.
Det er pressefolk ikke gode til.

"Det er stadigvæk et tabu i medieverdenen at tale om psykiske problemer. Mange journalister går rundt med et John Wayne-syndrom," siger svenske Liselotte Englund. Hun er journalist, men har op gennem 1990erne forsket i, hvordan pressefolk reagerer professionelt og personligt under kriser og katastrofer. Hun er tilknyttet Karlstad Universitet, som netop har indledt det første fjernkursus i krisepsykologi for journalister og fotografer.

En af underviserne på kurset er krisepsykologen Ann Enander.

"For nogle år siden var redningsfolk og militæransatte enige om, at en rigtig mand ikke fortæller om ubehagelige oplevelser. Den holdning har heldigvis ændret sig siden. Men det samme er ikke sket blandt journalister," mener Ann Enander.

"Jeg tror, det hænger sammen med, at journalister føler, de skal have en professionel di-stance til deres arbejde, ellers kan de ikke passe det ordentligt. Men når arbejdet er slut, må de slippe rollen som journalist, og det er der, at der er behov for debriefing og aflastning. Man kan ikke være professionel hele tiden," siger den svenske psykolog.

Hundredvis af danske journalister og fotografer har dækket begivenheder som trafikuheld, togulykker, vold, mord og brande. Men de færreste har været igennem en debriefing eller anden form for aflastningssamtale.
Derfor brænder oplevelserne sig af og til fast som ubearbejdede minder.

 

Billedet af børnene
Torsten Nielsen, der er journalist på Fyns Amts Avis i Svendborg, dækkede en ulykke, hvor et spand heste løb løbsk med 20 børnehavebørn og nogle pædagoger som passagerer. Det skete tilbage i 1975, alligevel kan han huske ulykken, som havde den fundet sted i går.

"Jeg ser den gade i Assens, hvor hestene kommer løbende. Det er ligesom en kortfilm på 10-15 sekunder. Det står helt klart på nethinden, selv om det er 25 år siden. Det sker fortsat, at jeg vågner om natten og fortæller min kone, at nu drømte jeg om det igen. Jeg slipper nok aldrig af med de billeder," fortæller han.

Ulykken skete, fordi sprinklervand fra en mark ramte hestene, der gik i panik og kastede kusken af. Han døde senere. Derefter galopperede de ind mod Assens med et vognlæs børn. I Assens væltede vognen i et sving.
Da Torsten Nielsen ankom til ulykkesstedet lå børnene og græd på de toppede brosten, mens pædagoger og forbipasserende prøvede at hjælpe dem. Han oplevede altså ikke selv ulykken. Men han bliver alligevel ved med at se filmen med de galopperende heste, børnene, der falder ud, og vognen, der truer med at ramme dem.

Set med journalistiske briller var det et spektakulært drama, der bare ventede på at blive formidlet.

"Nogle gange sidder man på sådan en lille lokalavis og håber på, at der snart vil ske et gidseldrama. Her havde vi alt det drama, vi kunne ønske os, og det var jo fedt, rent journalistisk. Jeg tænkte, at hvis vi ikke kunne få det med i samme dags avis, ville det hele være tabt, for så ville vi blive overhalet af den anden lokalavis, der kom på gaden næste morgen. Men vi nåede at få en rimelig dækkende reportage ud af det, trods alt," husker Torsten Nielsen.
I dagene efter blev Torsten Nielsen ved med at gense billederne fra ulykkesstedet, både når han var vågen og i mareridt om natten. Men han fortalte ikke sine kolleger om det.

"Dengang var det helt ukendt blandt journalister, at man kunne få det lidt dårligt med, at man havde passet sit arbejde. Det var noget, man puttede langt ned i maven. Men min kone var en stor hjælp – uden at jeg opdagede det. Hun spurgte ikke så meget til, hvad der var sket, men hvordan jeg havde det. Jeg fik nok krisehjælp af hende, uden at jeg var klar over det."

 

En tåre på TV 2
At journalister har følelser bag deres maske af koncentration, blev klart for TV 2s seere to dage efter terroren mod World Trade Center. USA-korrespondenten Poul Erik Skammelsen begyndte pludselig at græde for åben skærm.
Han skulle beskrive redningsfolkenes indsats, men da han brugte udtrykket "det går lige i hjertet", måtte han tørre øjnene.

"De havde et udtryk i ansigtet, som fortalte alt. Man kan ikke forstå seks millioner døde i holocaust. Men man kan godt forstå enkeltskæbner," forklarer TV 2-korrespondenten om sin egen reaktion i dag.

"I virkeligheden har man ikke lyst til at give så meget af sig selv. Men bagefter sagde kollegerne, at jeg ikke skulle tage mig af det – det var bare med til at vise historien," siger Poul Erik Skammelsen, der husker, at han bagefter følte sig meget træt.

Poul Erik Skammelsen har været vidne til meget elendighed. Han har blandt andet dækket krigen i Tjetjenien. Men han har aldrig følt, at han har haft behov for en egentlig debriefing eller psykolog-samtale. Ligesom han også hurtigt fik det fint, efter at han havde fældet en tåre på skærmen den 13. september. Poul Erik Skammelsen tror, at han hjælper sig selv ved at fortælle om oplevelserne til sin kone og venner. Samtidig mener han også, at det hjælper ham at rapportere til kameraet.

"Når man er på skærmen, kommer man af med meget. Man fortæller om de oplevelser, man har haft, og de mennesker, man har mødt. Det er vel en slags debriefing," mener han.

Den forklaring køber krisepsykolog Ann Enander.

 

To faser
"Det lyder klogt. Faktisk behøver man ikke tale med psykolog for at få debriefing. Grundtanken i debriefing er at få struktureret oplevelserne, sætte dem ind i en sammenhæng, så de bliver lettere at forstå. Derfor har man brug for at tale, så man forstår, hvad man har været med til," siger den svenske psykolog. Hun henviser til undersøgelser, der viser, at mennesker, der kan få orden i sine indre oplevelser, kommer sig bedre end de, der går rundt med et kaos af videoklip på nethinden.

"Mennesket er skabt sådan, at billeder af meget traumatiske oplevelser dukker op igen, for at man kan lære noget af dem. Når vi ikke bare glemmer billederne, er det fordi, vi har behov for at lære af dem. Sådan har det været siden stenalderen. Derfor handler det om at få en struktur og en forklaring på det, man har oplevet. Og så snart folk forstår, at deres reaktioner er helt naturlige, forsvinder meget af problemet," siger hun.

I krisepsykologien er der groft sagt to typer af reaktioner.

Hvis journalister dækker en katastrofe eller ulykke, reagerer nogle med chok øjeblikkeligt. Det man kalder en akut belastningsreaktion.

"Det er en slags bedøvelse. Man tror ikke på, at det er sandt, det man ser. Det tager tid, inden det går ind. Måske timer, måske endnu længere. Man kan næsten undre sig over, at man ikke føler noget."

Mange journalister kan dog klare forbløffende meget i situationen. Den professionelle journalist lukker ganske enkelt ikke katastrofen ind. Men når arbejdet er overstået, og adrenalinen er faldet en anelse, kommer reaktionen som regel. Den fase kaldes posttraumatisk belastningsreaktion.

"Vrede, sorg, irritation. Det er ofte mange følelser og billeder, der dukker op. Det kan vare kort, men for nogle uhørt længe," siger Ann Enander, der understreger, at det er meget svært at generalisere omkring menneskers reaktion. Alle reagerer forskelligt.

 

Sorø-ulykken
Finn Andersen er lokalredaktør på Sjællands Tidende i Sorø. I 1988 var han med til at dække den største tog-ulykke i Danmark i nyere tid. Han var den første reporter på ulykkesstedet, få minutter efter at et intercity-tog var kørt af skinnerne uden for Sorø. Finn Andersen ankom til stedet samtidig med redningsfolk og ambulancer. Den eneste lyd, der brød stilheden, var råb om hjælp fra fastklemte togpassagerer.

"Jeg har aldrig oplevet så meget død og ødelæggelse før, og jeg vil ønske, at jeg aldrig kommer til det igen," fortæller lokalredaktøren.

Da Finn Andersen mellem togvognene så et afrevet hoved og nogle afrevne lemmer, måtte han brække sig. Men kort efter genfandt han rollen som reporter, da en politimand forsøgte at forhindre bladets fotograf i at komme tættere på ulykken.

"I den situation kom det professionelle op i mig, og vi fik da også lov til at være på ulykkesstedet".

Tilbage på redaktionen arbejdede Finn Andersen mere effektivt end nogensinde før. På rekordtid lavede han halvanden sides reportage fra ulykken til samme dags avis. Men i dagene efter ulykken begyndte reaktionerne at dukke op – søvnløshed og pludselig irritabilitet. Selv om symptomerne var tydelige for de fleste, talte han kun lidt med sine kolleger om, hvordan ulykken havde påvirket ham.

"De næste uger kunne jeg uden grund blive irritabel. Det kom hver gang, billederne fra ulykken dukkede op på nethinden. Jeg passede fortsat mit arbejde, men jeg ved, at jeg satte mine omgivelser på store prøver på grund af mine humørsvingninger," siger Finn Andersen, der flere gange dagligt måtte fortælle venner og familie om sine oplevelser.

"Det måtte jeg simpelthen gøre – det havde jeg brug for."

Han vil ikke sige, at han har fået varige mén af ulykken. Men bare han ser et mindre trafikuheld, får han fortsat samme blodsmag i munden, som den dag for 13 år siden.

 

Mere tyndhudet
Svenske Liselotte Englund lavede en større rapport om, hvordan journalister og fotografer reagerede efter at have dækket den store diskoteksbrand i Gøteborg i 1998. Hun siger, at man ikke kan forudsige, hvordan folk reagerer på krisesituationer.

"Det handler ikke om, hvorvidt det er gode eller dårlige journalister. En 60-årig tv-fotograf, som har set alverdens ulykker, kan pludselig bryde helt sammen."

Den århusianske freelancefotograf Hans Bølcho har været fotograf i 33 år. Han har blandt andet solgt billeder til Ekstra Bladet af gidseltagninger, trafikulykker og pyromanbrande. Hans Bølcho stod også uden for landsretten i Århus, da et skyderi startede i forbindelse med Rasheed Lawal-sagen i 1997. Han føler, at han er blevet mere tyndhudet med alderen.

"Da jeg var yngre, tænkte jeg ikke så meget over det, jeg fotograferede. Jeg skulle bare have nogle billeder i kassen. I dag kan jeg mærke, at det påvirker mig mere. Især trafikuheld med lyd, hvor folk sidder fastklemt i bilerne og skriger. Det er næsten nemmere, hvis de er slået bevidstløse," siger Hans Bølcho.

 

Opgør med tabu
Til gengæld har en anden helt ung fotograf allerede været til sin første psykolog-samtale.

Peter Hove Olesen var som foto-praktikant på Politiken med til at dække ulykken på Roskilde Festivalen sidste år, hvor ni unge mennesker mistede livet foran Orange Scene. Selv om han ikke så nogle døde, blev han så berørt af tragedien, at han havde svært ved at arbejde dagen efter, hvor der skulle tages "sorg-billeder" fra festivalpladsen.

"Jeg havde det dårligt med at skulle fotografere nogle mennesker, der var kede af det. Det gav mig nærmest et fysisk ubehag, jeg havde ondt i maven og var helt ved siden af mig selv," siger Peter Hove Olesen.
To dage efter festivalen var Peter Hove Olesen tilbage på redaktionen på Rådhuspladsen. Han skulle lave en historie om et supermarked, der havde øget omsætnin-gen, efter Øresundsbroen var åbnet.

"Jeg kunne slet ikke tage billeder af det. Det var simpelthen for ligegyldigt."

Billedredaktøren på Politiken kunne mærke, at Peter Hove Olesen var ved siden af sig selv. Hun arrangerede et møde, så Peter Hove Olesen kunne komme til at tale med nyhedsredaktøren Jens Østergaard.

"Selv om vi havde været et stort hold dernede, følte jeg, at jeg var en tøsedreng, fordi jeg var den eneste, der reagerede på det. Jeg var jo også bare en elev. Da andre var sikkert meget sejere. Jens Østergaard fortalte, at han havde talt med nogle af de gamle, garvede journalister, der også syntes, det var svært at komme videre. Det var godt at få bekræftet, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan," siger Peter Hove Olesen.

Efter samtalen tog han imod Politikens tilbud om at få hjælp fra en professionel krisepsykolog, hvor han helt kronologisk genfortalte, hvad han havde oplevet.

"Det var dejligt at få sat det på plads og forstå forløbet i det. Tredje gang fandt vi ud af, at jeg var et sundt og velfungerende menneske, der havde reageret helt naturligt, og dermed sluttede vi konsultationerne."

Peter Hove Olesen mener, at det er på tide, at journalister og fotografer gør op med tabuet om, at rigtige mediefolk ikke behøver hjælp.

"Jeg har aldrig læst et interview med en fotograf, der fortæller, at han tuder sig i søvn om natten. Problemet er, at det ikke er noget, man taler om."

 

To reaktioner

Blandt krisepsykologer taler man om to slags reaktioner på truende eller katastrofelignende oplevelser. Akut belastningsreaktion og posttraumatisk belastningsreaktion. Begge reaktionsmønstre er sunde måder at reagere på.
For den øjeblikkelige reaktion, akut belastningsreaktion, er symptomerne typisk en fornemmelse af chok, og af at "man er ved siden af sig selv". Virkningen af akut belastningsreaktion kan af og til betyde, at man ikke er i stand til at udføre sit arbejde. Hvor lang tid reaktionen varer, er individuelt.

Posttraumatisk belastningsreaktion kan optræde i ugerne efter en stor belastning. Den dukker typisk op, når arbejdet med at dække de dramatiske begivenheder er overstået, og man træder ud af journalistrollen. Posttraumatisk belastningsreaktion kan blandt andet genkendes på:

– Ufrivillige flashbacks med billeder fra ulykken
– Manglende evne til at føle noget som helst
– Nedsat koncentrationsevne
– Irritabilitet
– Skyldfølelse
– Modløshed
– Udmattelse
– Søvnløshed

Posttraumatisk belastningsreaktion er en naturlig reaktion og aftager med tiden. Men i nogle tilfælde kan den i stedet forstærkes og udvikles til en mere eller mindre permanent tilstand. Symptomerne er de samme, bare stærkere. I de tilfælde kan det være nødvendigt at søge professionel hjælp.

Kilder: Ann Enander, ekspert i krisepsykologi ved Forsvarshögskolans Ledarskabsinstitution i Karlstad og Dart Center For Journalism & Trauma / http://www.dartcenter.org/

Samtale hjælper
Hvis man har dækket en voldsom begivenhed, skal man ikke være tilbageholdende med at fortælle om sine oplevelser til andre.

Nogle personer foretrækker at dele sine oplevelser med familie, venner eller kolleger. Andre vælger at gå til en psykolog med erfaring i krisehjælp. Et besøg hos en krisepsykolog strækker sig typisk over to til fire konsultationer.

At fortælle om sine oplevelser giver en bedre forståelse af, hvad man har været igennem.

Personer, som gang på gang dækker menneskelige tragedier uden at få det bearbejdet, har større risiko for at blive kyniske og deprimerede.

Hvis man ikke kan få krisehjælp betalt af sin arbejdsplads, kan man henvende sig til Journalistforbundet, hvor forretningsudvalget har mulighed for at bevilge en henvisning til en krisepsykolog.

Mens journalister herhjemme fortsat er tilbageholdende med at bede sine kolleger om en krisesamtale, er der de senere år sket tiltag i retning af større åbenhed andre steder. Blandt andet i USA. Et af de seneste initiativer er organisationen Newscoverage Unlimited, som er oprettet for at hjælpe pressefolk, der har været udsat for voldsomme oplevelser.

Man kan læse mere om, hvordan krig og katastrofer påvirker journalister og fotografer på http://www.newscoverage.org

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen