Jobstart med 14 dages ferie og 24 timers Le Mans

 Navn: Martin Ladegaard, 35 år.Nyt job: 16. juni fra Video-Graphic.dk til produktspecialist i DigitalSolutions A/S.Uddannelse: Informatikassistent i it fra Niels Brock Business College i 1995.Jobforløb: Frederiksberg lokal-tv, TVS Den Danske Sports-kanal, Avid Danmark, freelance tv-tekniker, lærer på Københavns Tekniske Skole, Den Danske Filmskole og Video-Graphic.dk.

 

Navn: Martin Ladegaard, 35 år.

Nyt job: 16. juni fra Video-Graphic.dk til produktspecialist i DigitalSolutions A/S.

Uddannelse: Informatikassistent i it fra Niels Brock Business College i 1995.

Jobforløb: Frederiksberg lokal-tv, TVS Den Danske Sports-kanal, Avid Danmark, freelance tv-tekniker, lærer på Københavns Tekniske Skole, Den Danske Filmskole og Video-Graphic.dk.

Hvorfor har du søgt nyt job? For to en halv måned siden gik min forrige arbejdsplads konkurs. En af mine kolleger startede et nyt selskab, og der er jeg nu ansat. Vi er tre fra Video-Graphic, der nu er hos DigitalSolutions, hvor vi laver det samme som tidligere.

Hvordan har det været at skulle skifte job på den måde? Dybt frustrerende. Jeg har ikke fået udbetalt løn i tre måneder på grund af konkursen. Selvfølgelig får vi dækket lønnen af Lønmodtagernes Garantifond, men først når alle forhold vedrørende konkursen er overstået. I de tre måneder har jeg tænkt meget på, hvordan jeg skulle betale mine regninger. Er der stadig varme og lys i huset? De basale behov bliver meget vigtige i sådan en situation.

Hvad laver du som produktspecialist? Support for tv- og produktionsselskaber. Det seneste år har jeg udelukkende beskæftiget mig med at undervise teknikerne og journalisterne fra DR Nyheder og Sport i brug af software-programmet Pinnacle Liquid til redigering af tv-programmer.

Hvordan er arbejdet? Afvekslende og givende. At undervise og give min viden videre til andre er meget tilfredsstillende. Min fordel er, at jeg kender hele den digitale proces bag en tv-udsendelse – lyd, billede, indhold, redigering, afvikling og udsendelse.

Hvor er journalistikken i dit arbejde? Den fylder ingenting. Men jeg bidrager med den tekniske viden og kunnen, der skal til for at udføre en journalistisk opgave.

Hvordan har starten på det nye job været? Det er faktisk min første arbejdsdag i dag, så det kan jeg ikke svare på. Jeg lagde ud med 14 dages ferie og har lige været til 24-timers racerløb på Le Mans i Frankrig, hvor jeg mødte Jan Magnussen og Tom Kristensen. De er vældig flinke fyre. Jeg var der også i 2000, da Tom også vandt. I løbet af de 24 timer sov jeg kun én time fra klokken 4.15 til 5.15 på en stol med et tæppe over mig, mens bilerne brølede forbi på banen 30 meter væk. Jeg var rigtig træt på det tidspunkt.

Hvad er så fedt ved Le Mans, at du har udskudt din jobstart? Spændingen. Den gamle floskel med, at det ikke kan forklares, men skal opleves, er uden tvivl rigtig i tilfældet Le Mans. Løbet adskiller sig fra andre ved, at menigmand kommer helt tæt på de kendte. Det ser du ikke mange steder.

0 Kommentarer