search

Jobcenter Halsnæs anbefaler: To om ugen

DEBAT. Engang ville jeg løse problemerne i Palæstina. Nu vil jeg bare passe på min familie. Det er dem derhjemme, jeg helst vil gøre en forskel for

Jeg fik virkelig smag for arbejdet som journalist i mit mini-vikariat på Frederiksberg Bladet, som jeg skrev om i mit seneste indlæg.

Det var en fornøjelse at sidde der på redaktionen og skrive til de seks aviser og føle, man var en del af noget større. Oven i købet i en periode, hvor der var kommunalvalg, regionsrådsvalg, og hvor bladene blev opkøbt af North Media, der ville mere fremad, end Berlingske ville i hele den periode, aviserne var til salg.

Men Mikkels barsel var for kort. Det synes jeg i hvert tilfælde. Så jeg måtte gi’ farvel-slik og vende næsen hjem mod Frederiksværk. Og så kan jeg sidde her og krydse fingre for, at Mikkel bliver gravid igen.

Så nu er jeg altså uden arbejde igen.

Hjemme med røven plantet på 7’eren, Jobnet.dk åben og et tomt hvidt Word-dokument foran mig på skærmen. Det har jeg skrevet om før – det med at være arbejdsløs, og jeg gider egentlig ikke skrive om det igen.

Dengang, da jeg lavede aftalen om indlæggene med redaktør Hesselager, lød den, at det ikke skulle komme til at lyde som en lang klagesang over a-kassen og arbejdsløshedssystemet. Så jeg passer på med ikke at synge klagesangen, selv om det indimellem kniber med optimismen, når man lader øjnene glide ned over ’ledige stillinger’.

Så jeg gør, som de har sagt i a-kassen og på Jobcenter Halsnæs. Jeg skriver ansøgninger. I massevis. A-kassen og Jobcenter Halsnæs siger: ”2 om ugen”, og i starten virkede det overkommeligt.

To ansøgninger om ugen. Det er da ingenting. Så var der masser af tid til at se film, få læst ham der Karl Ove Knausgård og få lavet Confit de Canard, komme en tur på Louisiana og alt det, der ikke har været tid til, mens speciale og arbejde og kone og børn stjal tiden. Der skulle være masser af ”Thomas-tid”.

Det er ikke blevet sådan.

Det startede med et kursus. Jobworkshop – ’Skriv så du bliver kaldt til samtale’.

Der blev min standardansøgning pillet ned og skudt i stykker, sammen med mit mangelfulde cv og formuleringen:

”Jeg er gift med min kone og far til mine børn”. Den ku’ konsulenten ikke li’.

Således opløftet forlod jeg kurset, der retfærdigvis skal siges var godt og udbytterigt, og drog hjem for at skrive efter de nye anvisninger.

Slut med standard-skriverier. Nu skulle ansøgningerne være målrettede, fremadrettede og gennemrettede. Vejen til arbejde er brolagt med – arbejde! Pludselig forsvandt ’Thomas-tiden’ og blev i stedet til tid med research på virksomheder og finden-frem-til nøglepersoner og oplysninger, der kunne flettes ind og gøre forskellen.

Reglerne siger, man skal søge to jobs om ugen. To journaliststillinger om ugen? Det finder man ikke lige slået op på internettets jobdatabaser.

Så er der kommunikationsbranchen. Var det det, jeg drømte om? Dengang jeg første gang stod med skrivemaskine og forlængerledning og sommerfugle i maven lige før optagelsesprøven på Journalisthøjskolen på Oluf Palmes Allé i 1993 og ville være journalist.

Dengang jeg med lidt for meget selvtillid gav en tier til en pige, der manglede til automaten, og kækt sagde: ’Du kan bare gi’ mig den, når semestret starter’.

Dengang ville jeg være som de skrappeste på Ekstra Bladet. Jeg ville jagte hykleriske politikere til verdens ende. Bekæmpe forlorne bureaukratier og stoppe Israels bosættelser i Palæstina. Dengang kom jeg ikke ind, og i mellemtiden blev jeg kok og årene gik, indtil jeg ikke kunne holde drengedrømmen nede længere, lod mig indskrive på Roskilde Universitet og gik i gang med journalistikken.

Men det med at gøre en forskel, det vil jeg stadig. Men hvad betyder det? En forskel for hvem?

En forskel for nogen. Er det ok bare at gøre en lille forskel? Det kan jo være svært og kræve meget tid og mange kræfter at redde hele verden?

Udgangspunktet er nemlig et andet nu. Jeg har en familie. De er de vigtigste. Selv om verdens problemer er store. Polerne smelter, Israelerne bygger mur, syrerne lider, og politikerne løber fra løfter, fortier sandheden eller fortæller kun den halve.

Det er dem derhjemme, jeg helst vil gøre en forskel for.

Så kommer verden lige efter. Så, hvis jeg skal gøre en forskel for familien, så skal verden vel også skubbes i en retning af noget bedre.

Og så er vi tilbage til det med at skrive om noget, der er vigtigt. Noget, der er nogen, der gider læse, og som er med til at gøre verden til et bedre sted. Alt det, jeg troede, man kun kunne gøre, hvis man stod på en stenet mark på Vestbredden med et partisantørklæde om halsen og israelske soldater i baggrunden, men som jeg nu ved man kan gøre mindst lige så meget, hvis ikke mere for, ved at arbejde bag linjerne.

Hvad enten dem man skal hjælpe er palæstinenserne, dem i handicaporganisationerne eller hvem det kan være, der har en sag, et budskab og noget, der skal siges.

På TV2 News blæser det. I stuen er der levende lys og ild i pejsen.

Og nu er min Confit de Canard færdig.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen