Jobannonce eller ..?

Trods byline minder artikel i Berlingskes Lokalaviser mest om en jobannonce for Netto. Flere passager er hentet direkte fra butikskædens hjemmeside. Redaktøren forsvarer sig: "Det er for læserens skyld."

"Supermarkedskæden Netto søger medarbejdere." Det skriver Frederiksberg Bladet og en række andre af Berlingskes lokalaviser direkte i underrubrikken i en artikel.

"Kunne du tænke dig en fremtid hos Netto? Mange danskere – både unge og ældre – vil besvare spørgsmålet med et ja. Og der er p.t. rigtig gode muligheder for at få en stilling i den populære butikskæde med skottehunden som varemærke."

Redaktør af Berlingskes Lokalavisers hovedkontor, Finn Edward, som også har skrevet artiklen, afviser, at der er tale om en annonce.

"Artiklen er meget informativ, og vi har en forpligtelse over for vores læsere til at informere om den slags. Vi skriver artikler, som skal give folk lyst til at komme i gang med noget, og jeg synes, det er interessant, at der er jobs at få i Netto," siger redaktøren for hovedrkontoret, der leverer fællesstof til Berlingskes Lokalaviser. De udkommer i et oplag på tilsammen omkring 1,1 million eksemplarer hver uge.

Netto-artiklen fortæller, at man kan søge job over nettet, eller ringe til Butikskæden. Artiklen er leveringsdygtig i både web-adresse og telefonnummer.

"Hvis artiklen ikke havde telefonnummer med, ville man kalde det dårlig journali-stik, og ansøgerne kan kun være glade for, at det er med," mener Finn Edward.

Netto-artiklen fylder en lille halv side i Frederiksberg Bladet den 18. september med billede af en Netto-butik. Ordet "Netto" optræder ikke mindre end 19 gange i artiklen.

"Det er ikke en tekstreklame. Udgangspunktet er ikke, at Netto skal blive glade. Vi skal gøre alle vores læsere, som får noget ud af artikler som denne, glade," siger Finn Edward.

 

Højt humør hos Netto
Men Netto er også glade.

"Hvis vi kan få noget i en avis om job hos os, og det er skrevet positivt, så er vi som udgangspunkt glade for det," siger personaledirektør i Netto, Kirsten Skaarup, og tilføjer:

"Men vi ville aldrig nogensinde selv lave sådan en pressemeddelelse."

Redaktøren på Berlingskes Lokalaviser fortæller, at han har hentet oplysningerne til artiklen på Nettos egen hjemmeside.

Det bekræfter personaledirektøren med et grin.

"Hvis en læser går ind på vores hjemmeside, så vil han kunne se, at den her artikel har journalisten vist haft nemt ved," siger Kirsten Skaarup og hentyder til, at store dele af artiklen er næsten identisk med Nettos hjemmeside.

Redaktør og journalist Finn Edward understreger, at artiklen lige så godt kunne handle om McDonalds eller en legetøjsbutik.

"Du må gerne skrive i din artikel, at hvis der er flere virksomheder, der mangler arbejdskraft, så skriver vi gerne om det," siger redaktøren for Berlingske Lokalavisers hovedkontor.

 

NETTO SKRIVER
– "Netto har cirka 1500 medarbejdere på interne kurser hvert år. Kursusprogrammet indeholder en række interne kurser i for eksempel regnskab, ledelse og samarbejde og forskellige købmandsfag. Desuden støtter Netto merkonomuddannelsen for butikschefer og souschefer."

– "Vi giver de bedste af vores danske ledere og nyuddannede elever mulighed for at blive udstationeret i udlandet i kortere eller længere perioder. Men ingen medarbejdere bliver sendt til udlandet, før de har et indgående kendskab til arbejdsrutinerne og opgaverne i en dansk Netto."

– Medarbejdere mellem 20 og 67 år (som har opnået 9 måneders pensionsanciennitet) er omfattet af pensionsordningen. Pensionsordningen er aftalt i Landsoverenskomsten og oprettet i PFA Pension. Pensionsordningen sikrer dig og din familie et bedre økonomisk sikkerhedsnet.

 

REDAKTØREN skriver:
– "Netto sender hvert år ca. 1500 medarbejdere på interne kurser. Kursusprogrammerne indeholder en række interne kurser som regnskab, ledelse og samarbejde. Desuden støtter Netto merkonom-uddannelsen for butiks- og souschefer."

– "… så der er også gode muligheder for at blive udstationeret i udlandet, hvis man er interesseret i det. Jobbene i udlandet er dog forbeholdt de mest talentfulde af Nettos ledere eller elever, og ingen bliver sendt af sted uden grundigt kendskab til arbejdsrutinerne og opgaverne i en dansk Netto."

– Medarbejdere mellem 20 og 67 år – som har opnået ni måneders anciennitet – er omfattet af en PFA-pension, der sikrer et godt økonomisk sikkerhedsnet i fremtiden.

Læs også: På bedste ludermaner.

0 Kommentarer