Jesper Steinmetz erkender brøler – men afviser generel kritik

TV 2-korrespondent indrømmer, at det var »rigtig pinligt«, at han viderebragte en falsk brystmælk-historie i TV 2 Nyhederne. Men han afviser, at TV 2 generelt plejer danske fordomme om fx republikanerne: »Det er simpelthen det rene vrøvl.«

TV 2-korrespondent indrømmer, at det var »rigtig pinligt«, at han viderebragte en falsk brystmælk-historie i TV 2 Nyhederne. Men han afviser, at TV 2 generelt plejer danske fordomme om fx republikanerne: »Det er simpelthen det rene vrøvl.«

En bemærkning i TV 2 Nyhederne i tirsdags har fået professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard til tasterne. Indslaget handlede om det republikanske konvent i USA, og her sagde korrespondent Jesper Steinmetz:

"Ham her Todd Akin, kongresmanden, der gerne vil vælges til senatet, som havde spændende udtalelser om abort i sidste uge, han har fornylig udtalt, at hvis bare babyer, spædbørn, får brystmælk, ja, så bliver de ikke homoseksuelle. Den slags spændende bemærkninger er med til at kaste grus i vindermaskinen."

Problemet er, at Todd Akins udtalelse om brystmælk er det pure opspind. Historien stammer fra det amerikanske satiresite Daily Currant, der svarer til danske RokokoPosten. Det skriver Kurrild-Klitgaard på sin blog på Berlingske.dk i dag.

»Hvis jeg havde set indslaget, imens jeg havde haft travlt, så havde jeg nok ikke tænkt nærmere over det. Ham Todd Akin er jo kommet med nogle meget specielle udtalelser før. Men det ville så være mig som privatperson. Hvis man vælger at bygge et indslag op, hvor det her mere eller mindre er punch-line i historien – at republikanerne havde problemer i forhold til baglandet – så burde man gå videre end Twitter eller Daily Currant. Det er jo ikke amatørradio, det er TV 2's hovedudsendelse,« uddyber Peter Kurrild-Klitgaard over for journalisten.dk.

I indlægget på Berlingske.dk åbner Peter Kurrild-Klitgaard også en mere bred og principiel kritik af de danske mediers USA-dækning. Den bygger for meget på fordomme, mener han.

»Det undrer mig, at det nogle gange lader til at være lettere at videreformidle den slags historier om amerikansk politik, hvis de passer ind i vores – berettigede eller uberettigede – fordomme. Hvis denne historie var blevet fortalt om en dansk politiker, som man tillagde disse synspunkter, så havde man jo undersøgt sagen: Hvor blev det faktisk sagt?« siger Kurrild-Klitgaard til journalisten.dk.

TV 2-korrespondent Jesper Steinmetz erkender blankt, at historien om brystmælk var en brøler.

»Det er rigtig pinligt, for det har jeg ikke dobbelttjekket. Det burde jeg. Jeg har det fra to af hinanden uafhængige republikanere, og der blev talt meget om udtalelserne på gulvet ved konventet. Men det er helt klart for dårligt, det skulle jeg have tjekket,« siger Steinmetz til journalisten.dk.

Men Peter Kurrild-Klitgaards overordnede kritik af USA-dækningen er fejlagtig, mener han. Steinmetz understreger, at han selvsagt kun kan udtale sig om TV 2.

»Det er sådan noget, nogle USA-eksperter siger hver gang. Det er simpelthen det rene vrøvl. Kritikken bygger på tesen om, at danskerne nok er demokrat-venlige. Men hele meningen med min dækning af USA er netop at formidle alle synspunkterne. Man kan nærmest beskylde mig for det modsatte – at bruge for meget tid på at tale om de problemer, Obama har,« siger Jesper Steinmetz.

Han vil dog godt give Peter Kurrild-Klitgaard ret i, at der er et vist behov for at udfordre danskernes syn på USA.

»På den måde har han ret. Der er en generel fornemmelse i Danmark af, at Obama selvfølgelig bliver genvalgt. For hvorfor skulle man ikke genvælge den fantastiske mand? Derfor gør jeg enormt meget ud af at forklare, hvorfor der faktisk er stor utilfredshed med ham. Ikke som person, men med hans politik.«

Jesper Steinmetz henviser til amerikanske medier, som han mener, er langt mere farvede end de danske. Eksempelvis Newsweek, der på den sidste forside skrev "Hit the Road, Barack – Why We Need a New President – by Niall Ferguson".

»Når man slår op i bladet, så er det en tidligere rådgiver for John McCain (tidligere republikansk præsidentkandidat, red.), der har skrevet et langt indlæg. Han har jo en vis politisk interesse i emnet. Man ophøjer jo en slags lederartikel til noget, der nærmest foregiver at være journalistisk bearbejdet. Sådan noget ville aldrig gå i Danmark,« siger Steinmetz.

2 Kommentarer

John Jensen
31. AUGUST 2012
Re: Jesper Steinmetz erkender brøler

Mon det er fordi Jesper Steinmetz får sine oplysninger og ideer ved kun at læse ugeblade og aviser? Måske han skulle læse en bog en gang i mellem. Må man foreslå den gode Ferguson! Man behøver ikke altid være enig i hans fremstilling, men man bliver altid klogere af, at læse hans syn på fortiden og hvordan den påvirker nutiden og fremtiden.

 

Ming Lu
30. AUGUST 2012
Re: Jesper Steinmetz erkender brøler
Niall Ferguson er da meget andet end blot rådgiver for Mccain? Han er en af de mest profilerede historikere for tiden, og selvom der er en del mennesker, som er uenige med hans holdninger om blandt andet den britiske kolonitid, er det da underligt, at affeje Fergusons indlæg på den måde, specielt når der er 15.000 kommentarer på indlægget.