Det var snarere et komma end et punktum, der blev sat i sagen om Jes Dorph-Petersens fyring, da Datatilsynet i sidste uge udtrykte alvorlig kritik af TV 2 og advokatfirmaet Norrbom Vinding.
Jes Dorph-Petersen har nemlig anmodet Datatilsynet om at genoptage dele af hans sag, da han mener, at afgørelsen bygger på to faktuelt forkerte oplysninger.
For mens TV 2 får alvorlig kritik for ikke at have godt nok styr på datasikkerheden, finder tilsynet det legitimt, at TV 2 iværksatte undersøgelsen af Jes Dorph-Petersen. Det sker med henvisning til, at værten havde fortsat tilknytning til TV 2, og at der fandt en vurdering af retskrav sted.
Begge dele anfægter Jes Dorph-Petersen, idet han ikke har været ansat på TV 2 siden 2012, men som vært på morgenfladen var ansat hos Nordisk Film. Hvad angår fastlæggelse af retskrav, hæfter Jes Dorph-Petersen sig ved, at Advokatnævnet har lagt på vægt på, at der ikke kunne rejses et retskrav i forbindelse med anklagerne mod den tidligere tv-vært.