Jersild skal styre nyt EU-program på DR

Danmarks Radio opruster i dækningen forud for det danske EU-formandskab, der begynder 1. januar.

Danmarks Radio opruster i dækningen forud for det danske EU-formandskab, der begynder 1. januar.

Danmark overtager den 1. januar formandskabet for et presset EU – euroen har lommesmerter, flere af medlemslandene er i gældskrise, og uenighederne om Europagten er tydelige.

For at give danskerne et fyldestgørende billede af unionen, vil Danmarks Radio dække Danmarks formandskab intensivt. På DR 2 vil Jens Olaf Jersild være vært for et tv-program, der vil blive flagskibet af dækningen. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

»Det nye EU-magasin går bag om, hvad der er på spil under det danske formandskab. De kommende seks måneder får afgørende betydning for EU's fremtid, og det er det danske formandskab, der skal styre EU gennem skærene. Ambitionen er, at invitere seerne med bag kameraerne og give dem mulighed for selv at vurdere udfordringerne og løsningsforslagene,« siger direktør for DR Nyheder Ulrik Haagerup i meddelelsen.

Programmet vil blive sendt tirsdag aften klokken 23.00 efter Deadline. Tilhængerne af 'Jersild Live' kan dog ånde lettet op. Programmet fortsætter som vanligt på DR1 torsdag klokken 21.25.

0 Kommentarer