Jeppesen: Derfor hedder mit program ‘Top 182’

Det var ikke helt korrekt, da Radio24syv i går oplyste, at Michael Jeppesens nye program "Top 182" tæller Folketingets medlemmer plus tre ikke-valgte ministre. Men navnet giver god mening alligevel, forklarer Michael Jeppesen til Journalisten.dk.

Det var ikke helt korrekt, da Radio24syv i går oplyste, at Michael Jeppesens nye program "Top 182" tæller Folketingets medlemmer plus tre ikke-valgte ministre. Men navnet giver god mening alligevel, forklarer Michael Jeppesen til Journalisten.dk.

Årvågne læsere har på Journalisten.dk spurgt, om det kan være rigtigt, at der er tre ikke-folkevalgte ministre i den danske regering. Det kom Radio24syv for skade at oplyse på pressemødet i går.

Tallet er interessant, fordi Michael Jeppesen har relanceret konceptet "Top 179" fra P1 med det nye navn "Top 182" hos Radio24syv. Pointen er, at han nu medregner alle 179 medlemmer af Folketinget plus tre ikke-folkevalgte ministre, forklarede Mads Brügger.

Den oplysning videregav et samlet, dansk mediekorps – Journalisten.dk inklusive – i går på nettet, og i de trykte aviser i dag.

Men det er ikke korrekt. Der er nemlig kun to ikke-folkevalgte ministre i regeringen, Thor Möger Pedersen og Martin Lidegaard.

Ikke desto mindre er titlen ikke misvisende, forklarer Michael Jeppesen til Journalisten.dk. Ideen er nemlig, at programmet også skal kigge på suppleanter, der måtte træde ind på tinge mellem valgene.

I går morges tiltrådte Marie Louise Andreassen ifølge Michael Jeppesen som suppleant for Nadeem Farooq. Derfor nåede han at få hende med i regnestykket, så programmet altså får navnet "Top 182".

»Nu er Nadeem Farooq allerede blevet så kendt, at vi ikke kan pille ham af listen,« forklarer Michael Jeppesen.

Han siger i øvrigt, at programmets rangliste med al sandsynlighed kommer til at vokse støt, efterhånden som valgperioden skrider frem.

»Der må være nogle af ministrene, der trækker sig fra Folketinget eller går på orlov for at udvide folketingsgruppen. Det plejer de at gøre. Så kan det være, en tre-fire stykker bliver syge. Potentielt kan vi godt komme op på 190,« siger Michael Jeppesen.

Til gengæld kan Jeppesen ikke forestille sig, at programmets titel bliver lavet om. Den er altså frosset på "Top 182".

Hvorfor har I lige valgt tallet 182?

»Der kommer 182 navne på vores hjemmeside, når programmet åbner. Derfor er det nok det mest fair navn. Men for at være ærlig kunne der sagtens være en 183. allerede. Jeg har ikke styr på alle 179 medlemmer plus suppleanter,« siger Michael Jeppesen.

0 Kommentarer