For første gang siden Jeppe Nybroe stoppede som vært på DR Nyheder, træder han frem på tv fredag aften og fortæller sin version af sagen, der førte til, at han forlod DR.
»Mit liv blev vendt på hovedet fra den ene dag til den anden. Jeg begik en fejl dengang, og det er jeg ked af. Men der er vigtigt for mig at understrege, at det var en dum, utilgivelig og beklagelig fejl og ikke et forsøg på at snyde. I bakspejlet så jeg for sent, at det indslag kunne misforstås,« siger Jeppe Nybroe i dagens udgave af B.T.
Jeppe Nybroe forlod DR sidste år, efter det var kommet frem, at et indslag, Jeppe Nybroe sendte hjem fra Irak, ikke viste de sidste soldater på vej ud af Irak, men derimod viste soldater på vej ind i Irak et par dage før. I første omgang fik han en skriftlig advarsel og blev sendt hjem på pause, men da der kom nye belastende artikler i Jyllands-Posten, indgik DR og Jeppe Nybroe en aftale om, at Nybroe skulle forlade DR.
Efter knap et år fik han arbejde i den nu lukkede Nyhedsavisens redaktionssekretariat. I dag er han ansat som redigerende på B.T. Jeppe Nybroe fortæller til sin egen avis, at han blev overvældet over, hvor hårdt fejlen blev bedømt.
»At lave tv er et holdarbejde, men jeg besluttede fra dag ét at tage ansvaret alene, og det står jeg ved. Der var enkelte medier dengang, deriblandt B.T., der dømte mig som en løgnhals. Og det blev jeg rigtig ked af. Mange flinke mennesker og medier har siden spurgt til min version af denne sag. Da min gode ven og kollega Reimer Bo så spurgte, om jeg ville være med i hans talkshow, tænkte jeg, at her var en passende lejlighed til at fortælle min version af historien,« siger Jeppe Nybroe til B.T.
Jeppe Nybroe er gæst hos Reimer Bo på DR fredag klokken 21.50.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.