Jeppe Nybroe er blevet nyhedsdirektør i Libyen

Den tidligere vært på TV Avisen Jeppe Nybroe har fået job som nyhedsdirektør på den første uafhængige tv-station i Libyen. Der er mange udfordringer, men det er et »drømmejob«, fortæller Jeppe Nybroe til Journalisten.dk.

Den tidligere vært på TV Avisen Jeppe Nybroe har fået job som nyhedsdirektør på den første uafhængige tv-station i Libyen. Der er mange udfordringer, men det er et »drømmejob«, fortæller Jeppe Nybroe til Journalisten.dk.


Når tv-journalister fra Libyen har stillet et spørgsmål til en politiker, rækker de dem mikrofonen og lader dem svare i en uafbrudt talestrøm på to minutter.

»Det er et godt eksempel på, hvordan traditionen for fri og uafhængig presse er hernede. Og det er netop sådan noget, jeg skal hjælpe dem med at vænne sig af med,« siger Jeppe Nybroe til Journalisten.dk

For cirka tre uger siden startede han som nyhedsdirektør, head of news, på den libyske tv-station Libya Alhurra TV, som spillede en central rolle i borgerkrigen og er den første uafhængige tv-station i Libyen.

»Det er mit livs største udfordring og samtidig et drømmejob uden lige. Det er fantastisk at få lov til at bidrage til opbygningen af demokrati og ytringsfrihed i nyt land,« siger Jeppe Nybroe.

Libya Alhurra TV er blevet symbolet for Libyernes kamp for ytringsfrihed. Stationen blev oprettet d. 19. Februar 2011 få dage efter optøjerne i Libyen var begyndt. Hovedmanden bag var den 28-åige Muhammed Nabbous, der på trods af styrets nedlukning af internettet formåede at holde verden orienteret om de ting, der skete i oprørernes hovedstad Benghazi.

Muhammed Nabbous blev selv en af krigens største martyrer, da han blev dræbt d. 19 marts af Gadaffi-tro styrker. Men hans projekt lever videre. Libya Alhurra TV startede som små rystede optagelser på nettet, og er i dag en satellitkanal, der kan tages i hele Mellemøsten. Jeppe Nybroe er chef for nyhedsafdelingen på 50-55 mænd og kvinder, og selvom tv-stationen revolutionerede mediebilledet er der stadig meget langt igen til de forhold, kender:

»Selvom de er enormt engagerede og talentfulde, forstår de ikke kulturen for uafhængig presse. Der er ingen af dem, der før har prøvet at arbejde med eller leve under uafhængige medier. Men det er også vigtigt at man ikke måler det med danske forhold, ligesom man heller ikke kan måle demokratiet med danske forhold,« siger Jeppe Nybroe.

Han fortæller, at Libya Alhurra TV i princippet konkurrerer med to andre libyske tv-stationer, der ifølge Jeppe Nybroe har et ry for at være lidt for tro mod det samlingsråd, der prøver at bygge et demokrati op i dag. Men udfordringerne begrænser sig langt fra kun til etiske spørgsmål om uafhængighed. Logistisk er der også lang vej igen for Libya Alhurra TV.

»Mange folk kommer konsekvent 2-3 timer for sent, og hvis vi aftaler at et indslag skal tage 2 minutter og 30 sekunder, kan jeg under selve udsendelsen finde ud af, at det afleverede varer 5 minutter eller 30 sekunder,« fortæller Jeppe Nybroe.

Derfor spænder hans opgaver også meget bredt. Udover at lede nyhedsafdelingen agerer han træner og rådgiver får for alle, der er involveret i produktionen af nyheder. Han fortæller at han fik jobbet »igennem gode kontakter«, der vidste at tv-stationen manglede en leder med professionel tv-erfaring. Udover fem jordanere er han den eneste ansatte udlænding.

»Alle andre taler flydende arabisk, så det er jeg i gang med at lære med 200 kilometer i timen. Men indtil videre bruger jeg en tolk,« siger Jeppe Nybroe, der afviser, at han er taget til Libyen på grund af den kritik, han fik i dansk presse for at viderebringe forkerte informationer i sine tv-indslag:

»Det har ikke på nogen som helst måde noget med det at gøre. Siden jeg af forskellige årsager holdt om med at arbejde på DR, har jeg arbejdet hårdt på en række andre medier,« siger Jeppe Nybroe, der har været på Nyhedsavisen, BT TV og senest TV2 Øst.

Hans plan er at arbejde på Libya Alhurra TV i minimum seks måneder, og den store prøve står d. 19. juni, hvor Libyen holder sit første frie valg. I dag er der fire daglige udsendelser af et kvarters varighed, men de er alle sammen optaget før, de bliver sendt, og der er kun voice-over indslag. Altså ingen nyhedsværter. I øjeblikket optager de dummyer til live-udsendelser, som gerne skulle gå i luften i den nærmeste fremtid.

Derudover har han et ønske om at etablere samarbejder:

»Det er ikke noget der er igangsat nu, men det ville være oplagt at lave noget med Al-Jazeera. De kunne få noget lokal kendskab og vi kunne lære noget af deres professionalisme. Jeg har også en drøm om et samarbejde med de danske journalistskoler. Det ville være fantastisk, hvis man kunne lave et udvekslingsprogram, så danske journalister kunne være med til demokratiopbygning hernede, og de libyske journalister kunne se, hvordan det blev gjort på de danske tv-stationer,« siger Jeppe Nybroe.

Han ser lyst på fremtiden for Libya Alhurra TV og demokratiet Libyen, men han er ikke sikker på det lykkedes:

»Vi har en baby på armen og der er mulighed for store sejre og store eventyr, men det kan også gå den anden vej. Det kan også være at vi snubler.«

Jeppe Nybroe har haft hele artiklen til gennemlæsning inden publicering.

6 Kommentarer

Jakob Andresen
7. MAJ 2012
Re: Jeppe Nybroe er blevet nyhedsdirektør i Libyen

Øjvind: Tak, det giver mening.

Vivi: Det er ikke kutyme for mig at tilbyde gennemlæsning eller -lytninng. Ej heller at den interviewede kræver det.

Øjvind Hesselager
7. MAJ 2012
Re: Jeppe Nybroe er blevet nyhedsdirektør i Libyen

Fordi Jeppe Nybroe skal arbejde i Libyen, der rent journalistisk er et yderst konservativt land, efterkom Journalisten hans ønske om at læse artiklen igennem før publicering.

Med venlig hilsen Øjvind Hesselager, redaktør

Vivi Nielsen
7. MAJ 2012
Re: Jeppe Nybroe er blevet nyhedsdirektør i Libyen

Stort tillykke til Jeppe Nybroe. Spændende job.

tll Gert K. Nielsen og Jakob Andersen: Det er da almindelig kutyme enten at tilbyde interview-offeret gennemlæse artiklen eller offeret selv kræver det...hvad mærkeligt er der ved det??

Jakob Andresen
7. MAJ 2012
Re: Jeppe Nybroe er blevet nyhedsdirektør i Libyen
Den studsede jeg også over. Kan vi få den uddybet?
Gert K Nielsen
7. MAJ 2012
Re: Jeppe Nybroe er blevet nyhedsdirektør i Libyen

Er den sidste linje i artiklen ny praksis eller en joke?

Jeppe Nybroe er taget til Libyen for at hjælpe dem med demokrati og en fri og uafhægig presse - men har så krævet artiklen til gennemlæsning?

Flere