Hvorfor blev du journalist?
Det var lidt tilfældigt. Begge mine forældre var ledende bibliotekarer, jeg er opvokset med bøger, og jeg kunne godt lide at skrive, så det var naturligt at søge ind på Journalisthøjskolen. Skolen var bedre end sit rygte. Det er et privilegium, at man under en uddannelse får feedback og giver efterkritik, for det er det, man lærer af. Jeg nød også praktiktiden på Thisted Dagblad, hvor jeg lærte at tage fra. Men når det er sagt, synes jeg, jeg lærte mere af mit første år som freelancer end af de fire år, jeg var under uddannelse.«
Hvad lærte du?
Helt grundlæggende: At idéudvikle og sælge og have mange bolde i luften. Skiftet fra at være studerende var forholdsvis smertefrit. Jeg kørte på supplerende dagpenge et lille års tid, og så lavede jeg et firma, som jeg til juni stadig har efter 25 år, men som jeg overvejer at lukke, fordi der ikke rigtig sker noget. Men jeg vil sige, at jeg har haft et rigtig godt freelanceliv. Det var opgangstider, vi kunne gå på vandet, og der var ikke det, der ikke lykkedes. Senere blev det svært.«
Hvad skete der, siden det blev svært?
Under Anders Fogh Rasmussens regering skete der blandt andet det, at fagbladene skar ned, fordi portostøtten blevet reduceret. Tilmed kæmpede mange med faldende medlemstal, fordi de gule fagforeninger begyndte at få mere fodfæste, og det betød nedskæringer i udgivelser og sideantal og generelt på freelancekontoen. Og det betød altså færre opgaver hos mine kunder.«
Sideløbende har du været fagligt aktiv, hvorfor det?
Fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har altid været optaget af det faglige, og det var allerede i ’95, jeg blev aktiv i FreelanceGruppen. I 2000 holdt jeg en lille pause, fordi jeg kunne mærke, at jeg begyndte at tage kampene for personligt.«
Hvordan?
Det er jo politik, og i politik tager man nogle kampe. Og når man lader det gå for tæt på sin egen person, er det på tide at stoppe. Det kan min kone skrive under på. Men jeg har det sådan, at jeg er til stede i det, jeg laver. Som fagligt aktiv har jeg forsøgt at styre derhen, hvor jeg kunne få indflydelse. Jeg har deltaget i mange udvalg, og når man brænder for noget, leverer man ikke venstrehåndsarbejde. Det bliver hjerteblod, og når hjerteblodet ikke løber, som det skal, får man blodpropper.«
Hvordan har du det med ikke længere at være en del af det faglige arbejde?
Dobbelt. Det har været en stor del af mit liv. Men det hele hang jo sammen, for jeg indså også, at jeg ikke rigtig lykkedes med at genopfinde mig selv som journalist. Så tog jeg et kursus, så jeg kunne sætte mig om bag rattet i en taxa.«
Hvad ser du som branchens største udfordring?
En meget stor udfordring for pressen lige nu er at navigere i den polarisering, der finder sted i samfundet. Når jeg i mit nye job sidder i en kø af seks taxaer, så sidder der bag rattet i fire af dem en hårdtarbejdende mand, som enten er flygtet eller rejst fra et andet land, og som arbejder hårdt og forsørger sin familie, og som måske er muslimsk på samme måde, som vi andre er kristne. Mennesker som ham bliver i den grad talt ned i øjeblikket.«
Hvordan skal man forebygge den polarisering?
Når vi siger ’migrantkrise’, lyder det, som om krisen består i, at folk gerne vil rejse til vores land. Vi glemmer bare at fortælle, at mange af de folk, der forsøger at komme hertil, er nogen, der flygter fra bomber, vi selv har været med til at smide. Det er meget vigtigt, at vi gør os umage med, hvordan vi forklarer tingene.«
Hvad er løsningen?
Først og fremmest, at vi hele tiden søger sandheden: Tjekker, dobbelttjekker, krydstjekker. De forfærdelige ting, der skete nytårsaften i Køln, fik nogle danske medier til at rende rundt i nattelivet på jagt efter en, der følte sig utryg. Men det var kun DR’s ’Detektor’, der spurgte politiet, og det viste sig, at ingen politikredse havde oplevet hændelser som i Køln. Men trykket på mediebarometeret nåede lige at stige. Her må man som medie tænke: Er jeg blæsebælg eller brandslukker? Man skal selvfølgelig ikke være brandslukker, hvis der er grund til ilden, men man skal altid bestræbe sig på at vende alle sten.«
Kan du bruge journalistikken, når du kører taxa – og vice versa?
Som journalist har jeg skrevet for fagblade og talt med støberiarbejdere og hjertekirurger og altid tænkt: Du skal finde det punkt, I er ens på, for så kan I kommunikere. Som taxichauffør møder jeg jo mange mennesker, og al den stund jeg kører om natten, er de tit mere åbne end normalt, så man kan sige, at jeg bevarer lidt af journalisten i mig. Jeg er til stede i det, jeg laver. Når jeg sætter mig bag rettet i Volvo V70’eren, så er jeg ikke en journalist, der er blevet taxichauffør. Så er jeg taxichauffør. Men jeg skruer selvfølgelig op, når der kommer radioavis.«
[[nid:35768]]
foto: Tor Birk Trads
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Støvede svanesang. Klynk med klynk på. Det er Anders Foghs skyld. Sig mig, har I overhovedet læst artiklen, inden I skrev jeres kommentarer? Der er ingen grund til at møde en kollega med den slags mavesure opstød, som der overhovedet ikke er grundlag for i artiklen. Spar os andre for den slags, tak.
Jeg kører også sjældent i taxa i Aarhus, men jeg håber, den næste tur bliver med Jens Rossen ved rattet.
Klynk med klynk på! Og pinligt forudsigelig politisering. Desværre er man ikke det mindste overrasket over, at fagbladet lægger spalter til denne støvede svanesang. Bor selv i Aarhus, men heldigvis kører jeg sjældent med taxa.
Kunne I ikke lave et interview med Jeppe Juhl, Ralph Pittelkow - eller andre af de forsvindende få kolleger, der forholder sig til virkeligheden?
Det er Anders Fogh´s skyld.............!
Tam forklaring.