Det ny medieforlig, der skal give DR konkurrence, vil føre til døden for de kommercielle radiostationer. Og det endda ved hjælp af offentlige kroner. Det mener tidligere direktør af TV 2 Radio, Jens Rohde.
I et interview med DR Kultur anklager Jens Rohde den borgerlige regering for at forvride konkurrencen.
"De kommercielle kanaler får en konkurrent yderligere, der er statsbetalt, og ja, så lægger man en stor del af den kommercielle branche i graven," udtaler Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde, til DR Kultur.
Her bemærkes det samtidig, at både TV 2 Radio, Sky Radio og Radio 100FM allerede har knækket nakken på at sende kommerciel radio herhjemme. Og årsagen var ganske simpel: Der er simpelthen meget få penge i kommerciel radio i Danmark.
Derfor mener Jens Rohde, at en statsfinansieret konkurrent til DR – som medieforliget lægger op til med 100 mio. kroner i støtte – kun vil gøre det hele meget værre.
Samme vurdering kommer Danmarks pt. eneste landsdækkende kommercielle radiokanal, Nova FM, der i dag er forpligtet til at betale koncessionsafgift til staten for at få lov at sende.
"Det er konkurrenceforvridende, at vi betaler 23 millioner kroner om året til staten og forpligter os på at sende 1.000 timers nyheder om året, mens den nye kanal, der skal have en bred musikprofil, får 100 millioner til det. Det giver ingen mening," siger Frederik Meyer, adm. direktør i SBS Radio, der driver Nova FM.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.