search

Jens Rohde dropper sag mod Journalisten

SAGSANLÆG. Tidligere medieordfører Jens Rohde (V) lægger ikke som bebudet sag an mod Journalisten for at skrive om en

SAGSANLÆG. Tidligere medieordfører Jens Rohde (V) lægger ikke som bebudet sag an mod Journalisten for at skrive om en

'advarsels-SMS' til DRs generaldirektør Kenneth Plummer.

Den 4. april kunne man i Journalisten læse om en SMS med kritik af indhold i TV Avisen, som Jens Rohde sendte til Kenneth Plummer. Det særlige ved SMSen var, at Jens Rohde samtidig advarede om, at DR jo ønskede flere penge ved det medieforlig, hvor han selv var hovedforhandler som medieordfører for Venstre.

Men da Journalisten ringede for at få Jens Rohdes kommentar, afviste han sagen blankt og sagde samtidig, at sagen ville få et retsligt efterspil, hvis Journalisten bragte historien.

»Du kommer til at dokumentere det, og du kommer til at dokumentere det i en retssag. Det er et løfte. Ikke en trussel,« sagde han.

Pressenævnet har en fire-ugers frist for klager, og dagen før fristen udløb, ringede Journalisten til Jens Rohde for at høre, om han vil holde sit løfte.

»Jeg ville gå til Pressenævnet, for at I skulle bringe et dementi. Men der står i Pressenævnets vejledning, at man ikke kan få genmæle, med mindre man lider økonomisk skade, og det gør jeg jo sådan set ikke. Men jeg synes, det er dybt, dybt betænkeligt, at man ikke har en klar dokumentation, når man går ud og anklager folk,« siger Jens Rohde.

Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, undrer sig.

»Han har jo lovet en retssag, men det er selvfølgelig tankevækkende, for det viser, at det, han forsøgte ved et true med retssag og Pressenævn, var at presse os til ikke at skrive historien,« siger Jakob Elkjær.

Fagbladets redaktør mener, at Jens Rohde kunne have rejst sagen for pressenævnet efter reglerne om brud på god presseskik.

»Det kan jeg ikke se, der er nogen som helst hindringer for. Derfor kan jeg ikke betragte det her som andet end udtryk for, at han ikke ønsker det. Han har ikke bedt mig om genmæle, så hvis han ønskede det, ville det have været en god idé at bede om det,« siger Jakob Elkjær.

Jens Rohde mener, at det er et brud 'på nogle helt fundamentale principper, når man på baggrund af noget, folk siger, de har opfattet, bare kan gå ud og skrive en historie'.
Det afviser Jakob Elkjær.

»Vi har et anonymt kildegrundlag, som vi er meget trygge ved,« siger han.

ILLUSTRATION: LLUSTRA

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen