Det stod nærmest kriminelt dårligt til med sportsjournalistikken i Danmark og resten af verden, da den nyligt afdøde journalist Andrew Jennings i 1997 trådte op på scenen til første udgave af konferencen, der senere er blevet kendt som Play the Game.

Det sagde han i hvert fald fra scenen. Han var ikke en hr. hvem som helst i branchen.

Forinden havde han udgivet to bøger med titlen ’Ringenes Herrer’, der afdækkede magt, misbrug og korruption i Den Internationale Olympiske Komité og flere internationale idrætsforbund.

Og for danske Jens Sejer Andersen var Andrew Jennings et eksempel på det, der var for lidt af i sportsjournalistikken: At gå kritisk til en sportsverden, der mestendels blev dækket journalistisk i form af ”resultater og knæskader”, som han formulerer det.

Med Play the Game ønskede Jens Sejer Andersen at skabe et hjem for de hjemløse spørgsmål i sportens verden.

”I åbningstalen sagde Andrew Jennings blandt andet, at journalister fedtede for magthavere og gned sig op og ned ad de kendte personligheder i sporten. Sportsjournalisterne forsømte at tage et kritisk samfundsmæssigt blik på sporten,” siger Jens Sejer Andersen i dag, hvor Play the Game kan markere 25 års jubilæum som en magtfaktor i kampen for kritisk sportsjournalistik.

Sportsjournalistik har mere bid i dag

Det sker ved en jubilæumskonference i slutningen af juni i Odense, hvor talere som landstræner Kasper Hjulmand, DBU-formanden Jesper Møller og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) dukker op blandt mange andre talere.

Andrew Jennings’ ord fra talerstolen for 25 år siden skabte også ravage blandt journalister, der ikke var meget for at lægge ører til kritik.

Men her 25 år senere kan Jens Sejer Andersen ved selvsyn konstatere, at det har haft en effekt. Der bliver gået mere til biddet i sportsdækningen.

I hans egen optik er der et meget klart før og efter: Det skete lige præcis 17. oktober 2010, hvor Sunday Times udkom med artikler, videooptagelser og dokumenter, der dokumenterede, at medlemmer af fodboldforbundet FIFAs bestyrelse var klar til at sælge deres stemmer om, hvor VM skulle placeres i 2018 og 2022.

”Det blev ligesom den snebold, der fik lavinen til at rulle,” siger Jens Sejer Andersen, der i sin tid stiftede Play the Game, som han i dag er international chef for.

I modsætning til andre kritiske historier om korruption i sportens verden valgte internationale medier og politikere ifølge Jens Sejer Andersen denne gang at koble sig på historien.

Og de efterdønninger ser vi også i dag, da et af de lande, der dengang blev udpeget som vært, var Qatar, hvor slutrunden skal spilles i år.

Og hvor sportsjournalistikken i mange år overlod de storpolitiske emner til nyhedsjournalistikken, er der nu sket en forandring, vurderer Jens Sejer Andersen:

”Der er stadig en kulturkløft mellem størstedelen af verdens sportsredaktioner og så resten af mediehusene, men i de seneste 10 til 12 år har man bygget en bro, hvor den kritiske dagsorden også sættes af sportsjournalister,” siger han.

Mærker et markant skifte

Som eksempler nævner han den russiske dopingskandale, der blev afsløret af den tyske journalist Hajo Seppelt, eller de mange kritiske historier om vinter-OL i Beijing eller det forestående VM i Qatar.

Selv mærker han det også i Play the Game.

”Der er et markant kulturelt skifte. Når der sker noget nyt i forhold til Qatar eller et OL i Kina, bliver vi kimet ned af medier. Der er i dag ikke et medie, der ikke vil diskutere det. Og det er helt klart, at der er en skærpet bevidsthed om idrætspolitikkens betydning,” siger han.

Alt det ser Jens Sejer Andersen som positive takter. Og han håber, at medier vil prioritere ressourcer i retning af at gøre sportsjournalister endnu bedre i stand til at afdække de økonomiske og politiske facetter af sport, hvor pengemænd, organiseret kriminalitet, magt og korruption stadig fylder massivt i de mange internationale forbund.

Ikke desto mindre er det blevet yderligere aktuelt af, at der de seneste år kommer nye penge ind i de store sportsgrene fra udemokratiske stater som Qatar og Saudi-Arabien.

Der er enorme pengebeløb, geopolitiske og politiske interesser i spil. Er det en sisyfos-kamp, Play the Game har kastet sig ud i?

”Er der nogle journalistiske områder, hvor det ikke er en sisyfoskamp? Det spørgsmål mødes jeg ofte med: Er det ikke en kamp mod vindmøller? Kan man vinde? Og svaret er, at den kamp kan man ikke vinde sådan én gang for alle. Ligesom politiet heller ikke afskaffer al forbrydelse.”

Men ifølge Jens Sejer Andersen er det heller ikke succeskriteriet:

”Sagen er, at hvis vi bare lader stå til over for de her åbenlyse urimeligheder, overgreb, korruption og misbrug i en sektor, der fylder så meget i samfundet som idrætten, så er det vores civilisation, der trues. Og derfor er det faktisk en civilisationsopgave at være journalist – for det er vi jo på vegne af den demokratiske samfundsindretning. Og hvis vi vedkender os den i idrætten, så skal der også investeres i kritisk journalistik.”

Der er også stadig meget at kæmpe for i dansk sportsjournalistik, mener Jens Sejer Andersen. Der er gode eksempler på, at danske medier sætter tid og ressourcer af til systematisk at følge idrætspolitik kritisk, men flere store medier er stort set fraværende, mener han:

”De store tv-stationer er faktisk ret vågne, når det gælder korte nyhedsindslag og historier til internettet. Men egentlig graverjournalistik synes jeg ikke, vi ser så meget af.”