Den nyudnævnte chefredaktør, Jens Grund, vil fokusere på den undersøgende journalistik og den fortællende genre på Berlingske Tidende, siger han til Journalisten.dk. Gravergruppen får direkte reference til ham. Læs om hans baggrund her.
I dag løftede Berlingske Tidende sløret for sin nye chefredaktør. Han hedder Jens Grund.
48-årige Jens Grund kommer fra en post som redaktionschef på DR's Nyheds- og Researchredaktioner. Fra 1994 var han reporter på Jyllands-Posten frem til 1998, hvor han blev reportagechef. I 2006 skiftede han til DR.
»Jeg glæder mig fantastisk meget til at være chef for Berlingske Tidende. Det gør jeg ikke mindst, fordi Berlingske Tidende har en meget stolt tradition de seneste år for at lave dybdeborende journalistik. I mine øjne er det den avis, der er længst fremme med den dybdeborende journalistik, og det er dem, der skeler til udlandet for at se, hvordan man på fornem vis kan sætte dagsordenen,« siger Jens Grund til Journalisten.dk.
Han vil stille sig i spidsen for Berlingske Tidendes undersøgende journalistik og sikre, at de har Danmarks bedste graverjournalister.
»Journalisterne i gravergruppen får direkte reference til mig. Det gør vi netop, så vi kan fastholde vores position som førende på det område,« siger han.
Hvad er din egen baggrund inden for den kulegravende og undersøgende genre?
»Jeg har ledet flere store projekter, senest på DR projektet 'Danmark knækker' om Udkantsdanmark. Jeg sad i spidsen for en gruppe på seks-syv reportere med den satsning. Vi arbejdede til alle medieplatforme – DR Update, P1 Morgen, Radioavisen, TV Avisen og nettet. Og i min tid på Jyllands-Posten har jeg selv arbejdet med kritisk journalistik, blandt andet på Plejebo-sagen.«
Derudover vil Jens Grund have fokus på den tunge, fortællende genre.
»Jeg har haft min store force omkring den fortællende journalistik, og det er noget af det, jeg synes, en avis også kan. Den kan fortælle historier. Jeg elsker at befinde mig i krydsfeltet mellem det undersøgende arbejde og den gode fortælling. Det er også noget af det, jeg synes, de er meget bevidste om på Berlingske Tidende. Det er jo ikke nok at have en god historie, den skal også fortælles,« siger han og tilføjer:
»Men der bliver ikke mindre undersøgende journalistik.«
Bliver der tværtimod mere?
»Det kan jeg ikke love. Undersøgende journalistik handler i høj grad om at prioritere sine ressourcer. Men Berlingske Tidende har været gode til at prioritere undersøgende journalistik, og det er der andre bladhuse, der ikke har.«
Er der nogle særlige emner, du vil gå ind og styrke på Berlingske Tidende?
»Nej, det er der faktisk ikke. Jeg synes, det går rigtig godt på Berlingske Tidende. Jeg er meget publicistisk anlagt, men jeg har ikke nogen programerklæring for avisen.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.