Det undrer mig, fordi kirkeministeren i et interview med Politiken 21.2. udtalte: ”Politikere og embedsmænd, hele systemet skal være opmærksom på, at tillid bygger på åbenhed. Lukkethed skaber mistillid. Du skal kunne gennemskue processen, du skal vide, hvad der foregår.”

Og i artiklen ”Højesteret går ind for samlet database over domme” i Politiken 28.2. udtaler Højesterets præsident, Børge Dahl: ”Åbenhed er godt for retssikkerheden og en fundamental værdi for domstolene. Tidssvarende kommunikation er et prioriteret mål.” Med pointen: Anonymiseret offentlighed i domme og kendelser.

I opfølgning heraf tilsluttede formanden for Den Danske Dommerforening, landsdommer Mikael Sjöberg, sig i et debatindlæg i Politiken 4.3. ligeledes anonymiseret offentlighed på retsområdet.
Ligesom Politiken i en forsideleder 7.3. argumenterer for kvalificeret offentlighed i Forsvarets Efterretningstjeneste, der ”skal genvinde vores tillid”.
Offentlighedsbaseret tillid er altså tidens løsen.

Der hersker i den forbindelse mindst tre forskellige offentlighedskulturer i den offentlige forvaltning vedrørende disciplinærsager:

1: Kirkeministeriet – ingen.
2: Politiet – vidtgående – uden navnes nævnelse, med fyldige resumeer af sager i og uden for tjenesten med sanktioner eller frikendelser.
3: Sundhedsvæsenet – fuldstændig – med navnes nævnelse – med lange og dybtgående sagsfremstillinger med sanktioner eller frikendelser.

Kirkeministeriet bruger i svaret til mig offentlighedsloven som begrundelse for den manglende offentlighed i præsters disciplinærsager i anonymiseret form. Men den samme offentlighedslov er altså ingen hindring for offentlighed i disciplinærsager i politiet og sundhedsvæsenet.

Jeg skal på denne baggrund endnu en gang spørge kirkeministeren – uden dækning bag en embedsmand: Går du i lyset af din udtalelse til Politiken 21.2. ind for offentlighed i præsters disciplinærsager i anonymiseret form?

– Flemming Axmark, Kreds 1, Pens. presseråd

SVAR: Kære Flemming Axmark.

For at svare kort og præcist på dit spørgsmål: Nej, der skal ikke være indsigt i præsters disciplinærsager i anonymiseret form. Det er der flere grunde til, og det vender jeg tilbage til.
Dette ville jeg også gerne have diskuteret med dig ansigt til ansigt, og derfor inviterede jeg dig til et møde i Kirkeministeriet. I første omgang takkede du ja, men siden afviste du mit tilbud.

Kirkeministeriet har oplyst dig, at eventuelle oplysninger om præsters tjenesteforseelser ikke er omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens (OFL) § 21, stk. 2.
Ministeriet har også overvejet, om du har krav på en datasammenstilling, jf. OFL § 11, stk. 1. Et sådant krav forudsætter, at sammenstillingen med tilhørende anonymisering kan gennemføres med få og enkle kommandoer, jf. OFL § 11, stk. 1.

I praksis skulle ministeriet dog gennemføre søgninger i minimum 2.100 personalesager efter dokumenter, som inden for de seneste fem år indeholder oplysninger om enhver art af tjenesteforseelser og eventuelt ikendte sanktioner.

I januar 2013 klagede du til ombudsmanden, der i februar 2013 svarede, at han havde besluttet ikke at indlede en ombudsmandsundersøgelse af sagen.
Til sidst i dit indlæg bemærker du, at der inden for politiet og sundhedsvæsenet er mere åbenhed end i folkekirken.

Jeg mener, at der findes masser af områder i danskernes arbejdsliv, hvor man som borger ikke kan få oplysninger om medarbejdere. Præsters eventuelle tjenesteforseelser er et af dem.
Det arbejde, som politiet og sundhedsvæsenet udfører, har direkte indflydelse på liv og helbred for enkeltpersoner. Og selv om præsterne udfører et vigtigt og meningsfuldt arbejde, så har eventuelle fejl begået af disse ikke konsekvenser i samme kategori. Og derfor ser jeg ingen grund til at føre en lignende statistik for præster. s

Med venlig hilsen
– Marianne Jelved, kirkeminister