search

»Jeg ville være den bedste«

»Jeg var syg i otte måneder, men kun sygemeldt i seks. Jeg kunne ikke sige nej,« fortæller en praktikant. Hun er i gang med den sidste del af sin journalistpraktik, men blev afbrudt af en sygemelding med stress og depression

»En nat gik jeg rundt udenfor og kastede op, fordi jeg ikke kunne sove og var så udkørt af træthed. Alt var meget dramatisk i den periode,« fortæller en praktikant, der ønsker at være anonym.

»Jeg vil ikke være hende den syge. Der er nogle, der tænker 'engang syg, altid syg'. Jeg har ingen ide om, hvordan det vil påvirke mine fremtidige jobmuligheder. Det er måske ikke alle, der synes, jeg er lige så sej i dag, som jeg selv synes,« fortæller hun smilende.

Praktikanten er en af de fire kvindelige journaliststuderende, der har henvendt sig til Journalisten, da vi på Facebook efterlyste cases, der kunne belyse en spørgeundersøgelse gennemført af Danske Journaliststuderende i maj 2014.

421 studerende har svaret på spørgsmålene fra Danske Journaliststuderende. Undersøgelsen viser blandt andet, at 76 studerende befinder sig i det røde felt, hvilket betyder, at de har akut brug for professionel hjælp.

Ville være den bedste

Stressen kom efter fire måneders praktik, hvor hun også var ramt af private udfordringer, blandt andet flere flytninger.

»Derudover har jeg altid villet være den bedste. Gymnasiet var benhårdt arbejde for mig, og det fortsatte på studiet. I praktikken ville jeg være lige så god som de færdiguddannede journalister, og samtidig var min kalender fuldstændig booket med sociale aftaler og praktiske ting, når jeg havde fri,« forklarer hun.

Hun var i tv-praktik og havde derfor lange arbejdsdage.

»Jeg holdt fri på mine fridage, men jeg formåede ikke at finde tid til at slappe af. Og på arbejdet var jeg enormt dårlig til at tage imod konstruktiv kritik. Min praktikvejleder sagde på et tidspunkt på en ordentlig måde til mig, at jeg var svær at komme igennem til. Det ramte mig virkelig hårdt, og jeg kan huske, at jeg græd over det,« fortæller hun.

Samtidig havde hun svært ved at sige nej til opgaver.

»Så det hobede sig op. Folk lærte, at de ikke behøvede gå længere end til mit bord. Jeg sagde altid ja. Jeg begyndte at få svært ved at sove, og jeg spiste meget slik og drak hele tiden kaffe, fordi jeg var så tappet for energi,« fortæller hun og nævner en episode, lige inden hun blev langtidssygemeldt:

»Jeg var hjemme hos en veninde. Vi var et par stykker. Jeg lagde mig bare på hendes sofa, og når de spurgte mig om noget, kunne jeg fysisk ikke svare. Jeg kunne ikke sige noget. Så jeg lå der og græd en hel aften.«

Fik stress og depression

Hun fik en lægeerklæring og endte med at blive sygemeldt i seks måneder, selv om sygdommen egentlig strakte sig over otte måneder. Hun havde både stress og en depression.

»På grund af depressionen lå jeg bare og græd i et mørkt rum i lang tid. Jeg kunne ligge der en hel dag uden at spise eller gå på toilettet.«

Efter sygemeldingen kom hun tilbage til praktikstedet og afsluttede forløbet.

»De var enormt søde, og der var ikke nogen problemer. Da jeg blev sygemeldt, kom flere hen til mig og sagde, at de også havde været syge. Det var en stor redaktion, og der var tryk på, så selv om du havde en vagt, der ikke burde være stresset, kunne du blive det, hvis du kørte med på det hektiske flow,« fortæller hun.

God hjælp

Praktikanten var heldig og fik både hjælp af de kommuner, hun boede i under forløbet, men også gennem sit eget netværk.

»Jeg talte med flere psykologer, coaches, en mentor og gik til noget gruppeterapi. Gruppeterapien fik mig også til at indse, at jeg ikke var den, der havde det værst. Der var folk, som var blevet kørt fuldstændigt ned på deres jobs i 20 år. Men al den hjælp hjalp mig virkelig, og jeg har været enormt heldig. Jeg er meget taknemmelig,« fortæller hun.

De forskellige former for samtaler og terapier har betydet, at praktikanten i dag gør mange ting helt anderledes i sit liv. Blandt andet går hun tidligere i seng, mediterer, spiser sundere og dyrker mere motion, slukker sin telefon om natten og prøver at slukke for alle store skærme som tv og computer en time før, hun går i seng.

»Og det vigtigste er, at jeg mærker efter. Har jeg virkelig tid til at tage den ekstra opgave på arbejdet, eller kan jeg lave den aftale i min fritid. Jeg laver aftaler med mig selv, så jeg mindst har en halv dag om ugen, hvor det bare er mig. Det betyder tid til ro, og på arbejdet tager jeg de pauser, jeg har brug for,« fortæller hun.

Og det har positive effekter både professionelt og privat.

»Jeg føler mig meget mere kompetent. Jeg er dygtigere i dag og får langt mere ros. Jeg føler mig på linje med de andre journalister, selv om jeg er ydmyg. Jeg lytter til deres inputs, de lytter til det, jeg har at sige, og jeg kan langt bedre tage imod kritik i dag,« siger hun.

Praktikanten er i dag i gang med den sidste del af sin praktik og er et andet sted, end hun var, da hun fik stress.

Skab trygt rum for praktikanter

Der er også blevet skruet ned for perfektionismen.

»Jeg ved, at de ting, jeg gør, er gode nok. Det er rart at vide med sikkerhed, at praktikanten aldrig har det sidste ansvar,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er blevet et bedre menneske. I min fritid gør jeg kun ting, som jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg er blevet rarere at være sammen med. Det var rædselsfuldt at komme igennem, men jeg ville ikke være det foruden, fordi jeg har udviklet mig så meget til det bedre,« fortæller hun.

Praktikanten mener ikke, at der var noget galt med praktikpladsen.

»De spurgte mig ofte, hvordan det gik, og hvordan jeg havde det. Jeg sagde altid bare 'fint'. Det handlede om min indstilling. Hvis jeg startede på den plads i dag, ville jeg godt kunne klare det, for nu kan jeg sige nej og tage imod kritik. Jeg er mere professionel i dag og tager det ikke personligt længere.«

»Men hvis jeg skal understrege noget, så er det at skabe et stærkt bånd mellem praktikanten og praktikantvejlederen. Der skal med sikkerhed skabes et rum, hvor man som praktikant kan sige fra og være tryg ved det,« siger hun.

Forløbet har også lært hende, at der bare er nogle arbejdspladser, der ikke er hende.

»Jeg skal ikke være på arbejde 13 timer i træk flere dage i træk. I dag arbejder jeg med kommunikation, og der er arbejdstiderne mere 8 til 16. Der er ro omkring mig og fleksibilitet i forhold til mit arbejde. Jeg kan for eksempel arbejde hjemme, stoppe tidligt en dag og arbejde om aftenen i stedet. Jeg bliver hørt og lyttet til, og vi spiser ikke frokost ved computeren. Arbejdsmiljøet er virkelig vigtigt for mig nu.«

Dette er tredje artikel i Journalistens serie om stressramte studerende. Serien er på i alt fem artikler, der bringes på journalisten.dk de kommende dage.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen