»Jeg ved intet om tv.«

Avismageren Per Mikael Jensen tiltræder som ny TV 2-direktør i løbet af de kommende måneder. Til Journalisten lover den kommende direktør et massivt fokus på kanalens journalistiske styrker.

Avismageren Per Mikael Jensen tiltræder som ny TV 2-direktør i løbet af de kommende måneder. Til Journalisten lover den kommende direktør et massivt fokus på kanalens journalistiske styrker.

TV-KONGE. TV 2s nyvalgte direktør, Per Mikael Jensen, havde for halvanden måned siden aldrig drømt om at blive tv-boss. Han havde end ikke fulgt med i spekulationerne om, hvem der skulle være den nye TV 2-direktør. Men så ringede hans telefon i New York med en forespørgsel fra headhunter-firmaet Amrop Hever:

»Da anede jeg mildest talt ikke, at jeg var interesseret i at skifte job. Jeg havde ikke skænket det en tanke,« siger den nu afgående leder i Metro-koncernen og internationale chefredaktør for 61 Metro-aviser spredt over hele verden.

I samme turbulente uge, hvor han blev direktør-udnævnt i Danmark, oplevede han også at trykke hånd med præsident George W. Bush i Washington samt at meddele, at Metro-koncernen ville åbne en ny gratisavis i verdens største by, Mexico City.

Snart skal den 43-årige århusianske kosmopolit skifte sine residenser i New Yorks Greenwich Village og Notting Hill-kvarteret i London ud med en bolig nær Kvægtorvet i Odense – og sikkert også en i København.

Han har aldrig lavet fjernsyn, ikke boet i Danmark i snart tre år og mener ikke, at han fik jobbet, fordi han er journalist:

»Nej. Jeg tror jeg fik det, fordi jeg er en hardcore forretningsmand. Og jeg er ansat til at lede og udvikle TV 2.«

Umiddelbart efter udnævnelsen blev Per Mikael Jensen citeret for ganske radikale synspunkter om, at stationen vil blive endnu mere kommerciel, end den er nu. Og at programmerne i stadig højere grad skal tilpasses annoncørernes behov. Det første mener han stadig, men den sidste del kalder han en grov stramning af, hvad han sagde.

I denne samtale med Journalisten lyder der da også ganske andre, nærmest højskoleagtige toner fra den kommende Kvægtorvs-chef.

»TV 2 skal være med til at udvikle dansk identitet og dansk selvforståelse. At præge den danske bevidsthed. Der er tale om forholdsvis bløde værdier, for som public service-kanal skal TV 2 være god til nyheder, baggrund, dokumentar og drama,« siger Per Mikael Jensen.

»Nogen ser public service som en lidt træls forpligtelse. Det er hundedyrt at lave nyheder, men TV 2 har vendt denne forpligtelse til at være en kommerciel styrke, fordi man er blevet så fantastisk god til det.«

– Hvordan hænger det sammen med dine udtalelser om, at programmerne i endnu højere grad skal tilpasses annoncørernes behov?

»Det bliver ikke sådan, at studieværten skal tage en cola frem og sidde og drikke den. Og det bliver heller ikke sådan, at hver enkelt udsendelse bliver målrettet annoncørerne. Det er der nogle journalister, som har fået galt i halsen.

Jeg ved intet om tv. Jeg ved virkelig ingenting om, hvordan man skruer en programflade sammen. Men noget af det, som altid virker, er god journalistik. Og det skal ud på alle platforme. Når vi har en god dokumentar, skal den brandes i morgenaviserne og på nettet, så vi får mange seere og dermed også laver en kommerciel succes. Det er fuldstændig som på aviserne, hvor man jo også ønsker mange læsere.

Og på den måde har alle fælles mål – for jo flere, der ser journalistens arbejde, jo bedre er det for den kommercielle del af butikken.«

– Men det er jo ikke det, der kendetegner TV 2 i dag, hvor for eksempel dokumentarudsendelserne har været udsat for kraftig beskæring?

»Det vidste jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om det er rigtigt, for jeg har ikke boet i Danmark de seneste tre år. Men et er sikkert: Den journalistiske profil skal være høj.

Folk skal lave noget, de er gode til og glade for. Det er sjældent, at mennesker, der har succes, ikke også er glade for at gå på arbejde. Derfor er det vigtigt, at den journalistiske profil er høj.«

– Men hvad mener du så, når du samtidig siger, at TV 2 skal være bedre på det kommercielle plan?

»Det handler om, at vi skal have det bedste ud af det, fordi vi selv skal tjene vores penge. Måske kan man få meget mere ud af begivenheder, for eksempel Tour de France, hvis man udnytter andre og flere platforme. At få indholdet ud så mange steder som muligt – iPod, nettet, radioen, ja, måske også i et magasin, som man eventuelt laver sammen med andre.

Det er jo heller ikke kun for at være venlige overfor læserne, at for eksempel Politiken har en stor rejsesektion og Berlingske en stor boligsektion. Det er nok også, fordi man regner med at kunne sælge nogle annoncer.«

– Du vil have flere varer på hylderne?

»Ja, og flere kanaler. Der kommer mindst én ny i år, måske to. Der skal udvikles noget, skabes noget. Måske lancerer vi en kanal, hvor vi ikke tjener så meget, men som skaber profil. Og kombinerer med en anden kanal, der skal give penge.«

– Hvorfor er du endt på TV 2 og ikke på DR?

»Det giver mig et kick at tjene mine egne penge. Jeg vil nødig være på en journalistisk arbejdsplads, der er økonomisk afhængig af regering og folketing.«

– Men her bliver du jo også afhængig af andres penge og kan blive tvunget til at gå på kompromis?

»Ja, men med mindre du har fuldstændig ubegrænset adgang til penge, vil du altid være afhængig af kompromiser.

På TV 2 har vi – i modsætning til DR – mulighed for at bruge penge på noget, som vi mener, vi kan tjene på. Vi kan kaste ti millioner kroner ind i et projekt, hvor vi tror, vi kan tjene 15 millioner. Det kan man ikke i DR.«

»Jeg har jo erfaring med at lave Metro-aviser mange steder i verden. Jeg ved, at noget duer ét sted og ikke et andet. Men også at man kan plukke og kombinere, og få noget helt nyt til at fungere for eksempel i Danmark. Vi har i Metro et motto, der hedder 'copy with pride'. Der er jo ingen grund til at opfinde hjulet to gange.«

– Skal du ind på TV 2 og genrejse selvtilliden efter granatchokket med Triple A?

»Det er ikke mit indtryk, at de mangler selvtillid, men måske har du ret. Jeg kender ikke meget til sagen, men kan godt forestille mig, at det har medført megen individuel selvkritik – måske også for megen.

Generelt mener jeg om fejl, at de ikke kan undgås. Hvis ikke man laver fejl overhovedet, er det sikkert, fordi man arbejder for lidt. Jeg mener også, at vi er sat på jorden for at lære af dem.

Når det er sagt, er jeg dog også ret håndfast med fejl. Man skal ikke fejle stort, og man skal være hård ved sig selv, når man begår dem. Og hvis man bagefter ser, at det kunne være gået anderledes, hvis man havde tænkt sig bare lidt om og gjort sit arbejde ordentligt, ja, så må det få konsekvenser. Så kan vi ikke leve med det.«

– Du kommer fra metroXpress, der her i Danmark står overfor en lang række udfordringer, når de skal leve uden Ritzau-stoffet. Kan TV 2 indgå et samarbejde med Metro?

»Når jeg begynder på TV 2 er jeg et rent og uskyldigt menneske igen, som kan begynde at samarbejde med dem, jeg før har haft som konkurrenter. For eksempel Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Men der er nok nogen, der vil lægge mærke til det, hvis jeg begyndte at hive alle mine venner ind.

Så Metro, som er mit hjertensbarn? Den risiko vil jeg ikke løbe som den første. Det vil være at gøre livet svært for sig selv. At begynde at dele ud til alle mine gamle venner er ikke en af de fejl, jeg ønsker at begå, så metroXpress er næppe den første avis, jeg vil lave et samarbejde med.

– Du er også kendt for at være en mand, der går i byen med dine medarbejdere. Skal du til at ture rundt i Odense?

»Det der med byture er nok lidt overdrevent, og det gør ikke noget. Men jeg har nemt ved at omgås folk og være ude. Så hvorfor ikke?«

– Og du har tidligere afløst bag baren på din stamcafé i København. Vil du blive ved med det?

»Nu har den godt nok fået ny ejer. Men hvorfor ikke? Men igen, rygterne om min byture er vildt overdrevne. Det handler jo også om at kunne tage ud og spille fodbold med kolleger og medarbejdere eller noget helt andet. Og det gør jeg. Ikke fordi jeg tænker, at det ville være godt, men fordi jeg kan lide det. Fordi jeg synes, at det er sjovt.«

– Nu render Kenneth Plummer jo også rundt og spiller fodbold ude i DR. Vil I kunne spille med eller mod hinanden?

»Hvis vi skal spille på samme hold, så vil det kun blive meget kortvarigt – og kun såfremt vi møder nogen, vi har en fælles interesse i at slå.«

* Blå bog – Per Mikael Jensen
Født i Århus i 1962.
1989: Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Praktik på Politiken.
1989-1996: Journalist og senere søndagsredaktør på Politiken.
1996-2001: Redaktør for JP København og derefter chef for Jyllands-Posten i København.
2001-2004: Direktør for metroXpress i Danmark.
2004-2006: Vice president og international chefredaktør for samtlige udgivelser i Metro-koncernen, der i dag har 61 udgaver i 88 større byer over hele verden.

* Læs også i dette nummer af Journalisten: »Værsgo, Per Michael Jensen: En købmandsstrategi for TV 2«, »TV 2 er blevet kommerciel – for længst« og lederen »Per og public service«

 

0 Kommentarer