Mette Nøhr Claushøj (foto: Sofie Amalie Klougart).

”Jeg kunne ikke få mig til at starte mailen med ’kære’,” siger Mette Nøhr Claushøj.

For nylig skrev hun til en mand, som hun mener behandlede hende groft uacceptabelt, da hun var journalistpraktikant.

I stedet for ”kære” besluttede hun at indlede mailen med det mere neutrale ”hej”.

Hun spurgte manden, hvilke tanker han – set i lyset af #metoo-sagerne – gjorde sig om sine trusler, efter at hun afviste hans seksuelle tilnærmelser. 

Episoden fandt sted, kort efter at Mette Nøhr Claushøj var begyndt i praktik på Politiken i 90’erne.

”Det var forbundet med en stor ærefrygt for mig at begynde på netop Politiken. Det var den avis, min far altid havde læst,” siger hun i dag til Journalisten om sin første praktiktid.

”Jeg var lidt bange for at falde igennem. Var jeg god nok til det her sted,” husker hun.

Efter kort tid skulle hun på seminar i et sommerhus sammen med de omkring 15 andre fra den redaktion, hun var på.

”Ud på aftenen sad jeg i en sofa sammen med en redaktionssekretær. Jeg kan huske, hvor benovet jeg var over, at han gad bruge så meget tid på at tale med mig. Vi snakkede vist nok om journalistik – et eller andet med, at nu kom vi unge og fejede ’de gamle’ af banen. Det var sådan en samtale med hurtige bemærkninger frem og tilbage. Jeg var kæk i replikken, og humøret var højt. Jeg opfattede det overhovedet ikke som flirt. Jeg var 22 år, og han var meget ældre end mig. Det kunne ikke ligge mig fjernere at være sammen med en mand på hans alder. 

Jeg var smigret over, at en uddannet journalist tog mig alvorligt som kollega og ikke bare kiggede på mig som et stort barn. Det gav mig en oplevelse af, at jeg kunne føle mig hjemme i faget.

Sent på aftenen lagde han pludselig an på mig ved at begynde at tage mig på låret. Det var meget direkte – og åbenbart meningen, at nu skulle vi være sammen. Jeg gik lidt i panik, følte mig lidt dum og spurgte mig selv: Hvad foregår der?

Jeg signalerede til en anden praktikant, der også sad i sofaen, at vi skulle gå sammen. Da jeg rejste mig for at gå, reagerede han meget vredt og spurgte, hvad fanden dét var for noget. Og så sagde han udtrykkeligt, at han ville gøre helvede hedt for mig på avisen.

Han brugte ikke ordet narrefisse, men det var det, han mente. Jeg havde åbenbart lagt op til noget – og så kunne jeg ikke tillade mig at lade være.  

Jeg blev så bange, at jeg spurgte den anden praktikant, om jeg kunne sove sammen med hende.

Morgenen efter var han taget hjem.

Næste gang jeg så ham, var på avisen. Når vi holdt morgenmøde på redaktionen, var han med. Det første stykke tid var jeg virkelig nervøs. Jeg kunne ikke gennemskue, om andre også ville synes, det var forkert. Eller om det var sådan, normerne var. Dengang faldt det mig ikke ind, at han bare var en mand, der ikke kunne tåle et afslag. Jeg var bange for, at han ville sørge for, at min karriere som journalist var slut, før den rigtigt var begyndt.

Jeg prøvede at undgå ham og forsøgte at lade som ingenting, når han var i nærheden. Heldigvis kunne jeg ikke mærke noget på ham, og jeg har ikke nogen grund til at tro, at han gjorde noget aktivt for at tage hævn.

Men skaden var jo sket. 

I lang tid sagde jeg ikke noget til andre. Men ved julefrokosten nogle måneder senere fortalte jeg to yngre mandlige kolleger, hvad der var sket i sommerhuset. De spurgte, hvorfor jeg ikke havde fortalt det. De blev kede af, at jeg ikke havde følt mig tryg nok til at sige det.

Men jeg var så ny, at jeg ikke vidste, hvad der blev betragtet som normalt. Jeg kendte kun til at afvise fyre, jeg kendte fra skolen eller venners venner. Men hvad gør man med en redaktionssekretær – og især én, der ikke tager afvisningen pænt?

Der kom nogle helt andre magtdynamikker ind. Jeg følte mig fanget i en pest eller kolera-situation. Det kunne ikke falde mig ind at være sammen med ham – men alternativet var jo heller ikke rart. Det var vildt ubehageligt, at en mand, der bestemte over mig på arbejdet, var rasende på mig og havde truet mig.

Hvorfor valgte du at holde det for dig selv i så lang tid? Hvorfor gik du for eksempel ikke til tillidsrepræsentanten?

”Jeg kendte ikke tillidsrepræsentanten godt nok. I dag ville jeg have gået til nogle, jeg følte mig tryg ved, men det var svært at være tryg ved nogen som helst, når man havde været så kort tid på avisen. 

Oplevelsen i sommerhuset gjorde så stort indtryk på mig, at jeg kan huske, hvor jeg sidder, hvordan sofaen ser ud. Jeg kan placere mig selv. Jeg ser det fra mit eget perspektiv. Pludselig kan jeg mærke, at hans hånd glider hen over låret,” siger Mette Nøhr Claushøj.

Efter at Mette Nøhr Claushøj sendte sin mail, svarede manden hurtigt tilbage. Han skrev, at han var chokeret over hendes henvendelse, fordi den slags adfærd var noget, han personligt tog afstand fra. Måske havde han haft et blackout? Han skrev ifølge Mette Nøhr Claushøj også, at han ikke håber, at hun har planer om at ødelægge hans liv ved at gå videre med sagen.

Den sidste del af mailen gjorde hende gal.

”Det er ironisk, at han føler, jeg truer ham – hvilket jeg ikke gør. Sagen er jo, at han eksplicit truede mig. Og hvis hans liv på nogen måde kunne blive smadret af det, så ville det da ikke være min skyld, men på grund af hans egne handlinger.

I en mail til Journalisten gentager den tidligere kollega, at han ikke har nogen erindring om den oplevelse, Mette Nøhr Claushøj beskriver.

"Jeg er derfor ikke i stand til at kommentere den. Men jeg er chokeret og forbløffet over historien og tager skarpt afstand fra den type adfærd, hun fortæller om.”

–

Mette Nøhr Claushøj er ekstern lektor i amerikansk politik på Statskundskab, KU, og paneldeltager i DR2's ’Jersild og Trump’.