I den følgende tekst kommer du – læser – til at høre en del om mig – skribenten. Det er ikke, fordi jeg selv synes, at jeg er særligt interessant. Jeg bilder mig heller ikke ind, at du synes det. Det er et formidlingsmæssigt greb, som jeg har valgt, fordi artiklen handler om det at bruge jeg-fortæller.

Min jeg-fortælling tager udgangspunkt i en samtale med tre personer, der har gjort sig rigtig mange overvejelser om metoden. De – Jesper Gaarskjær, Gitte Luk og Steffen Moestrup – er redaktører på bogen ’Hvad laver JEG her’, en antologi, der netop handler om jeget i journalistik. Det er den bog, der er anledning til min artikel, og som jeg vil fortælle om ved at fortælle om mig.

Det føles mærkeligt. Det føles faktisk forkert.

Derfor startede jeg interviewet med de tre redaktører og forfattere med at spørge, om det overhovedet er en god idé, at jeg bruger jeg-formen til at skrive om deres bog.

”Vores bog er jo ikke kun en lang hyldest til jeg-formen. Det er en opfordring til at se på, hvornår det kan bruges, hvornår man skal lade være, og hvad man skal være opmærksom på. Men skulle man argumentere for det her, kunne det være, at der er match mellem form og indhold, fordi du dækker en bog, der handler om jeg-journalistik,” sagde Jesper Gaarskjær.

Jeg forklarede mit spørgsmål med, at jeg selv var temmelig lunken ved tanken om at bruge jeg. Men netop den tvivl kan godt være en motor i historien, mente Gitte Luk.

”Hvis du er meget skeptisk, så er det måske meget godt at iscenesætte dig som et jeg, så du allerede inden kan stille spørgsmålet: Hvad skal jeg – jeget – i den tekst,” sagde hun.

Læserens detektiv

I et af bogens første kapitler skriver Jesper Gaarskjær, at brugen af jeg-formen skal skabe merværdi. Det skal kunne fortælle noget, som ikke kunne fortælles med den traditionelle anonyme stemme. Han beskriver tre typer af merværdi: En narrativ funktion (fremdrift), en tillidsskabende funktion (troværdighed), en relationel funktion (identifikation).

Det sidste er måske en krog, jeg her vil kunne hænge mit ’jeg’ på.

”Der er nok nogle læsere af Journalisten, der er opdraget til, at man ikke bruger sig selv i journalistikken. Det møder jeg hos kolleger og også hos studerende. Det standpunkt kan du tage og føre de argumenter og synspunktet med dig ind i teksten. Og det vil læserne så kunne spejle sig i,” sagde Jesper Gaarskjær.

Og ikke nok med at min tvivl og skepsis kan afspejle læserens, den kan måske yderligere skabe en narrativ funktion, hvor jeg, som det hedder i bogen, ”som forsøgsperson, detektiv eller opdagelsesrejsende” rejser ud i verden med mine spørgsmål, og læseren kommer til at dele min higen efter svar og forløsning.

Star quality eller genkendelighed

Bogen er bygget op om eksempler – cases – på jeg-fortællinger, som i sagens natur er eksemplariske. Lige fra Majse Njor, der fortæller om at kigge op i fremmede numsehuller under nøgen-yoga, til Simone Nilssons selvudgrundende afskedsbrev til ekskæresten i Kristeligt Dagblad. I kapitlet om portrætter kan man sjovt nok læse om tre forskellige portrætter af Yahya Hassan. Både Martin Krasnik, Stephanie Surrugue og Johanne Mygind valgte på hver sin facon at fortælle om deres personlige møde med det diabolske vidunderbarn.

De gode eksempler er bestemt inspirerende. Men tvivlen gnaver stadig. Martin Krasnik og Stephanie Surrugue … de er jo nærmest folkekære figurer fra tv, hvis SoMe-følgerskarer alene vil kunne sikre et pænt hop i løssalgskurven. Men hvem gider være inde i min knold, når jeg interviewer?

Spørgsmålet bliver mødt med forståelse – næsten lidt for meget forståelse – af bogens forfattere.

”Jeg er med på, at der kan være noget star quality omkring de der journalister. Men det andet kan til gengæld vække noget genkendelighed hos mange læsere – at man ikke er vild og bombastisk, men snarere lidt kedelig. I nogle situationer vil det kunne bruges,” siger Steffen Moestrup.

Man skal turde

De gør meget ud af at forklare mig, at jeg-fortællingen ikke er en gratis omgang. Man er nødt til at gå til sig selv med samme skarpe, journalistiske observation, som man har i forhold til de kilder og begivenheder, man dækker. Og det skal der mod til.

”Det kan blive grænseoverskridende, når man som journalist skal overveje: Hvad kan jeg fortælle verden? Kan jeg tænke noget, som andre synes er interessant? Nogle gange får man en oplevelse og kommer frem til nogle erkendelser, som andre kan bruge. Men man skal turde være ærlig, udlevere sine mindre heldige sider, se dum ud.

Ellers bliver det ligegyldigt,” siger Jesper Gaarskjær.

Jeg drager ikke hjem fra Aarhus med endelige svar på, om jeg selv har noget at gøre i den her artikel. De endelige svar findes naturligvis ikke, heller ikke i bogen. Men den bringer mig nok lidt tættere på.

”Helt overordnet er vores mål med bogen at give noget inspiration til journalister, fortællere og formidlere til at bruge jeget på en mere kvalificeret og god måde gennem analyser og eksempler. Inspiration til flere gode jeger og måske færre dårlige,” siger Jesper Gaarskjær og suppleres af Gitte Luk:

”… og så fornemmelsen af, hvad det kræver – at det ikke bare er den dovne løsning med at bruge sig selv som kilde, men at der i virkeligheden ligger lige så meget journalistisk arbejde bag. Det er et tilvalg, fordi det fungerer i den her historie.”

Jeg tror sgu, jeg prøver.