. Den danske model – hvor arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til overenskomster på et givent område, de hver især repræsenterer – er jævnligt blevet forsøgt lagt i graven i medierne.

Det startede for alvor sidste sommer, da en nu lukket restauration i Vejle blev blokaderamt af fagforeningen 3F, fordi restauratøren ikke ville indgå overenskomst med fagforeningen. Det førte til en udvidet blokade, men også til massiv mediedækning hen over sommeren.

På det tidspunkt argumenterede LO-fagbevægelsen stort set i enighed, at de politiske ambitioner fra en række primært borgerlige politikere om at stække muligheden for at lave blokade var en trussel mod den danske model.

I løbet af efteråret opstod så situationen omkring flyselskabet SAS, hvor hårdt pressede forhandlere i en særdeles kritisk situation, hvor konkursen var overhængende, blev sms’et af finansminister Bjarne Corydon med et vink om, i hvilken retning Corydon som repræsentant for staten, og dermed som en af hovedaktionærerne, gerne så overenskomsten udvikle sig.

Det blev udlagt som et plumpt forsøg fra finansministeren på at blande sig i den private aftaleret. Den danske model var under beskydning.
Og i særdeleshed er opmærksomheden om modellen blevet stor siden begyndelsen af april, da Kommunernes Landsforening valgte – som bebudet – at lockoute lærerne, så undervisningen blev skrinlagt. Forligsmanden havde ikke kunnet nå til en skitse for et forlig, og konflikten brød ud efter påske.

I dette forløb er den danske model blevet ét af symbolerne for Danmarks Lærerforening og hovedorganisationen FTF. De har afviklet demonstrationer, hvor det var ’mordet’ på den danske model, der udløste optoget.

Og det er bestemt også sjældent, at konsekvenserne af, at man på arbejdsmarkedet har Hovedaftalen fra 1899 at holde sig til, rammer befolkningen med så stor styrke, som det er sket omkring skolekonflikten i 2013. Vel ikke en eneste familie er gået ram forbi, og jeg tror, de færreste er nået længere end til forretten ved middagsselskaberne, før emnet er blevet bragt på bane.

Hvad betyder det så for DJ, er jeg blevet spurgt?
I udgangspunktet ikke det store. I marts måned sluttede vi overenskomst med TV2 Danmark med et efter omstændighederne pænt resultat. Vi forhandler stort set hele tiden overenskomster, og de er præget af krise og nedtur – men næppe mere, fordi der ’uden for dørene’ er stormløb mod den danske model.

Men det er klart, at når vi hen over en periode både hører politikere tale for at lukke for blokademulighed og andre anerkendte instrumenter i den danske models værktøjskasse og hører fagforeningsfolk som FTF-formand Bente Sorgenfrey senest tale om, at strejke og lockout-våbnene ikke bør gælde på hele arbejdsmarkedet, så er den danske model under angreb. Udefra såvel som indefra. I den forbindelse er der efter min opfattelse grund til at slå fast, at den danske model skal bestå. Forholdene på arbejdsmarkedet skal fortsat være et anliggende for parterne, ikke genstand for lovgivning, og derfor må der ikke gives køb på selvstændigheden.

Den danske model handler om dialog. Også i tider som disse, hvor der på et stort område ikke synes at være dialog. Målet er en forhandlingsløsning og en fornyet overenskomst. Det er til gavn for hele arbejdsmarkedet. Derfor tror jeg på den danske model.