Nogle gange var han Ekstra Bladet.

Og nogle gange er han Ekstra Bladet.

Poul Madsen griner lidt af det, når jeg påpeger, at han blander nutid og datid sammen i vores snak, som om avisen stadig har et usynligt reb bundet om livet på ham.

Det er måske ikke så mærkeligt. I 14 år var avisen synonym med den høje mand med det drilske smil, der ugentligt måtte stå ved roret for Ekstra Bladet, hvis avisen kom i modvind.

Men siddeindstillingen til stolen i hjørnekontoret på Rådhuspladsen var ikke korrekt fra starten. I den nye bog ’Bag forsiden’ fortæller han om sine 14 år i stolen som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, hvor han blandt andet indrømmer, at det tog for lang tid for ham at sige undskyld, da Ekstra Bladet i 2010 ved en fejl udpegede en uskyldig mand som morder.

”Jeg troede, at man skulle være chefredaktør på Ekstra Bladet på en bestemt måde, som var, at man ikke ville indrømme fejl. At man bare pressede på,” siger han.

Det var forkert, lærte han. Han måtte godt indrømme fejl. Men det var dog stadig vigtigt i netop den stilling at sørge for at være på tværs.

For eksempel i ’Presselogen’, hvor han var under beskydning for at bryde kildebeskyttelsen i sagen om Peter Arnfeldt, der var mistænkt for at lække daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts skattepapirer. Sigtelsen mod Peter Arnfeldt blev efterfølgende droppet af politiet.

En af Poul Madsens venner bemærkede tørt: Det er en ønskeposition for dig.

Modsat de andre medier skulle Poul Madsen og Ekstra Bladet være Rasmus Modsat. Det måtte bare aldrig blive påtaget, siger han.

Og hvor aktivisme er et fremmed begreb for andre chefredaktører, var det en del af jobbet på Ekstra Bladet.

Betalte pirater

For eksempel havde Ekstra Bladet i lang tid kørt kampagne for løsladelsen af sømændene Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn, og i 2013 skete det så.

Det var en hæsblæsende, kaotisk dag på Ekstra Bladets redaktion, hvor man fulgte det tæt. 10 kilometer fra stranden med de danske frømænd, der skulle bringe sømændene i sikkerhed, stoppede konvojen op. Piraterne ville ikke køre længere.

For nogle få tusinde kroner ville en gruppe unge, bevæbnede pirater dog køre Søren og Eddy det sidste stykke.

Poul Madsen endte med at betale.

”Jeg når ikke frem til den refleksion, som er: Fuck, mand. Tænk nu, hvis ’Ekstra Bladets pirater’ kommer i ildkamp med nogle andre pirater. Hvis de bliver skudt, mister jeg ikke bare mit job, så vil jeg formentlig blive retsforfulgt og alt muligt andet.”

Men det gik godt. Han er født under en heldig stjerne, siger han selv.

”Men omvendt var jeg heller ikke i tvivl om at gøre det. Det er også derfor, jeg syntes, det var så fedt at være på Ekstra Bladet. Der var ikke de der forbehold, som mange andre har i forhold til, hvor meget man kan gå ind i en sag. Vi ville gerne køre kampagnejournalistik.”

Men var det her overhovedet journalistik?

”Lige der var det ikke journalistik. Det var et forsøg på at hjælpe nogle mennesker med at komme ud – og ikke andet.”

Turde, hvor andre ville tie, kunne man fristes til at sige.

Et farvel – også til strategien

Men netop at være på tværs er også et stort tema i bogen, der ikke bringer meget ros videre til andre dele af pressen. Cavling-komitéen beskrives som ”pæne journalister med hang til nydelige fortællinger i Information og Politiken”, der ikke ville give Ekstra Bladet en chance for at vinde i mange år.

I år gik Cavlingprisen så til en Ekstra Bladet-historie, du var med til at sætte i værk. Din strategi lød også, at Ekstra Bladet skulle lave ”populær public service”. Var du ved at blive en lidt for pæn journalist med hang til nydelige fortællinger i Information og Politiken?

”Der er nogen, der mener, at jeg er blevet enormt woke på mine ældre dage, og det synes jeg ikke, at jeg er,” indleder Poul Madsen.

Men han mener, at der er sket noget med de andre medier i Danmark. De er blevet mere magtkritiske. Han mener også, at det er Ekstra Bladets fortjeneste.

”Derfor var jeg faktisk heller ikke i tvivl om, at Ekstra Bladet ville få Cavlingprisen for Syrien-børnene, for nu er vinden vendt, så magtkritikken af Mette Frederiksen er kommet i fokus.”

Efterfølgende er strategien dog blevet haglet ned. I det nye strategipapir fra chefredaktionen under Henrik Qvortrup kaldes Poul Madsens strategi om at lave populær public service for ”katastrofalt svag” og ”i bedste fald ligegyldig – i værste fald direkte skadelig”.

Havde du mistet din skarphed?

”Nej, overhovedet ikke. Prøv at høre: Ekstra Bladet har aldrig leveret så meget god journalistik, kulminerende med at vi får Cavlingprisen for det sidste projekt, som vi tre, der var i chefredaktionen, satte i verden. Vi har lavet den ene fede afsløring efter den anden i mine 14 år. Lars Løkke, Morten Messerschmidt, vi har haft hjertet på det fuldstændigt rigtige sted,” siger han og afviser at gå yderligere ind i snakken om den nye ledelse.

I stedet kommer det til at handle om et farvel.

Det kom på en dag, hvor Poul Madsen gik en tur med JP/Politikens daværende formand, Lars Munch.

Han har gjort meget ud af at fortælle, at han ikke blev fyret. Også i bogen.

Omvendt var det aldrig et problem for Poul Madsen selv at skrive om ’fyringer’ i versaler på spisesedler foran landets kiosker.

I bogen beskriver han en længere batalje med daværende statsministerfrue Solrun Løkke Rasmussen, der ifølge Ekstra Bladet blev fyret fra et job på en skole. Episoden gjorde Lars Løkke Rasmussen særdeles vred på Ekstra Bladet, da han afviste, at hun var blevet fyret.

Hvordan ville du selv præsentere dit stop på Ekstra Bladet, hvis du sad på redaktionen og skulle lave det som en forside-spiseseddel?

”Frihedsbrevet skrev, at jeg var blevet fyret. Det var der så ikke nogen, der ville bekræfte. Journalistik handler jo om at skrive det, man kan få bekræftet,” indleder Poul Madsen og forsøger at forklare en masse nuancer i sin afsked.

Vi bliver afbrudt af et cykelbud, der råber ”Poul!?”. Han har en stak af de frisktrykte bøger med.

Det var perfekt, at han kom, for så kunne du slippe for at svare på, hvordan du selv ville præsentere dit stop på Ekstra Bladet, hvis du sad på redaktionen og skulle lave det som en forside-spiseseddel?

”Jeg vil bare sige, at man ikke kan præsentere min afsked fra Ekstra Bladet med ordet ’fyret’. Man kan præsentere min afsked med, at jeg stoppede. For det er det, jeg gjorde.”

For et år siden blev han far igen, og datteren Frieda spillede også ind i overvejelserne, siger han.

Men er det her et eksempel på, at virkeligheden kan være mere nuanceret, end hvad man kan koge ned til en spiseseddel?

”Ja, det kan man sige. Virkeligheden kan ikke altid klares på tre ord.”

Men skal den ikke det?

”Nej, det synes jeg ikke, den skal. Og jeg synes faktisk, at det er en meget, meget vigtig pointe, at virkeligheden indimellem er mere nuanceret.”

Alligevel er der ifølge Poul Madsen undtagelser. Det gav mening at kalde Morten Messerschmidts møgsager for ’Messer­shit’ og Thor Möger Pedersen for ’Mögungen’, fordi det opsummerede sagerne.

”Men hvis du skrev min nekrolog på Ekstra Bladet som ’fyret’, så ville den ikke summe virkeligheden op. Ja, jeg ville gerne være blevet et stykke tid mere, men jeg ville også gerne stoppe, og da jeg så fik muligheden for at stoppe, så sprang jeg til.”

Opdateret kl 17.21: Vi har tilføjet, at politiet droppede sigtelsen mod Peter Arnfeldt, der var mistænkt for at lække daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts skattepapirer.

I bogen skriver Poul Madsen, at han var Ekstra Bladet. ”Nu er jeg mig selv igen. Og det er fedt. Man skal forstå, at når man er Ekstra Bladet, som jeg har været i mange år, så er det altopslugende. Og derfor undskylder jeg også over for mine ekskoner og min papsøn i efterskriftet. Nu er jeg blevet bevilget en ny chance for at revitalisere mig selv både arbejdsmæssigt og familiemæssigt.” Foto: Emil Jakobsen

Poul Madsens ’Bag forsiden – Medier, magt & Messershit’ udkommer på Politikens Forlag 15. marts.