Hvorfor blev du journalist?
Jeg studerede drama på universitetet, og det gik op for mig, at jeg ville være arbejdsløs for evigt, når jeg blev færdig. Jeg havde skrevet en lang afhandling om censur på studiet, og en af mine lærere sagde, at jeg skulle blive journalist. Det gav mening i mit hoved.
Det, jeg skrev, var meget analytisk. Min lærer sagde, at jeg skulle blive journalist, fordi jeg kunne lide at stille spørgsmål. Jeg tænkte, at radiomediet ville være perfekt, for der var også et element af at være på, ligesom i skuespil, som var min store drøm, da jeg var mindre. Jeg tog så en etårig uddannelse i journalistik, men allerede halvvejs i studiet fik jeg arbejde på BBC. Jeg fandt ud af, at jeg elskede at fortælle historier i radioen.
Hvorfor blev du ikke ved med at lave radio, når du var så vild med det?
Det gjorde jeg også. Efter seks år med radio fik jeg som 28-årig muligheden for at lave tv på BBC. Men på BBC får man chancen for at lave begge ting, så selv da jeg rykkede over i tv, lavede jeg stadig lidt radio
Du afslørede tv-værten Jimmy Savile i pædofili efter hans død for to år siden. Hvem var han?
Han var en af de mest ikoniske værter på BBC. Han var vært på det første program, der viste liveoptrædener fra rockbands. Det hed Top of The Pops, og det blev set af millioner af mennesker. Nu er han også kendt som den værste pædofil i Englands historie.
Hvordan fik du færten af, at han var pædofil?
Jeg tror, at mange omkring Jimmy Savile kendte til hans pædofili, men officielt vidste ingen det. Min kollega Meirion Jones havde dog, da han var yngre, set Jimmy Savile komme forbi en skole i Surrey flere gange i sin store Rolls Royce og med en cigar i munden. Der tog han så piger med ind i bilen og kørte væk. Jimmy Savile var en meget excentrisk mand. Meirion Jones gik ikke selv på skolen, men hans tante var forstander. Det var en skole for teenagepiger, der havde haft det svært. Meirion spurgte sin tante, hvorfor denne 50-årige mand tog børn med i sin bil, men tanten svarede bare: »Er det ikke dejligt, at han er interesseret i de her piger? Det er godt for vores skole.«
I lavede en dokumentar om Jimmy Savile kort efter hans død, hvor flere af kvinderne stod frem. Den ville BBC ikke vise. Hvordan reagerede du på det?
Det gav ingen mening, tænkte jeg. Vores redaktør Peter Ribbon havde været med på historien, men så hoppede han fra. Han ville undgå alt det røre, den dokumentar ville skabe, tror jeg. Vores historie blev slået ihjel, og vi blev bedt om at lave andre historier. I stedet kørte BBC en række hyldestprogrammer til Jimmy Savile nogle måneder efter hans død.
Men historien om Jimmy Saviles pædofili kom frem. Hvordan gik det til?
Det var på grund af en tidligere politimand, der hedder Mark Williams Thomas. Han hjalp os med at finde ud af, hvilken politistyrke der havde undersøgt Jimmy Savile fem år forinden, uden at have fundet beviser på pædofili. Mark Williams Thomas skulle være kilde i vores historie. Da vores historie så blev kasseret, fortalte vi det til ham. Så sagde han, at han ville give materialet til ITV, som er den største kommercielle kanal i England. Jeg prøvede at forklare BBC, hvad der var ved at ske, men de var ligeglade. Det endte med, at ITV i august 2012 – næsten et år efter at vi havde fået vores dokumentar afvist – viste en masse af vores optagelser i deres egen udsendelse. Og så blev det en kæmpe skandale i England om, at BBC forsøgte at dække over deres tidligere vært.
Hvordan har du det med, at du har ødelagt en kollegas omdømme?
Det tænker jeg ikke over. Han lod, som om han var noget, han slet ikke var, og han brugte sin position til at gøre sårbare piger fortræd. Jeg tænkte, at det var en god historie, og jeg var ligeglad med, at det ville være pinligt for BBC.
Hvordan føltes det at blive svigtet af sine chefer?
Jeg troede på historien, og det var meget svært, at BBC ikke gjorde. Det betød, at jeg for første gang nogensinde gik imod mine chefer. At de aldrig har undskyldt eller har sagt, at dokumentaren skulle have været vist, synes jeg viser, at de er flove over sagen.
Du stoppede på BBC i april. Hvorfor?
Fordi der var for mange dårlige følelser mellem mig og BBC. Jeg tænkte, at jeg ikke ville være populær hos ledelsen. Nu er jeg freelancer. Jeg har lige lavet endnu en dokumentar om pædofili på Channel 4. Det er en vild historie om politikeren Cyril Smith, der var pædofil, men som blev dækket over hele sit liv. Nu har jeg lavet to afsløringer af pædofile, så det kan godt være, at jeg skal til at udvide mit spektrum i det næste, jeg skal lave.
Hvad er de største udfordringer for mediebranchen – og hvad er løsningen?
Udfordringen er, at mediebranchen går ud fra, at publikum er blevet dumme. Som jeg ser det, skal der laves mere god og detaljeret journalistik, men mediebranchen tror, at folk kun vil have noget hurtigt, hvor der er en god og en ond i historien, men sandheden er mere kompliceret. Jeg tror, der er en appetit hos mediebrugerne for den dybdeborende historie, der har balance. Publikum er klogere, end programdirektørerne rundt omkring går og tror. De, der bestemmer, skal begynde at prioritere anderledes. Hvis du skal have folk til at betale for dit produkt, skal du levere noget anderledes, end de gratis medier kan levere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.