“Jeg tænker altid på det råd, Jørgen fik af sin far: Husk at bruge dine øjne”

“Arven fra Jørgen Leth er helt umulig at løfte,” siger Jørgen Leths kommentatorkollega Brian Nygaard. I går blev det annonceret, at Jørgen Leth ikke skal kommentere Tour de France. Derfor har vi spurgt hans kolleger: Hvad har du lært af ham?
  • Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
    “Jørgen er af den gamle skole. Han vil gerne have L’Équipe foran sig og de helt rette historiebøger,“ siger hans kollega Rasmus Staghøj.
05.04.2019 · 08:55

Jørgen Leth skal i sommeren 2019 ikke kommentere Tour de France på TV 2.

Det står klart, efter at TV 2 i dag annoncerede, at Jørgen Leth ikke ønsker at bidrage til løbet fra et studie i Odense. Han vil kun dække løbet, hvis det bliver fra Frankrig, hvor han kan følge løbet.

Dermed ligner det også et farvel til Jørgen Leth som kommentator til Tour de France fremover. Et job, han med undtagelse af en tre-årig pause undervejs har haft siden 1989. I en video på Facebook siger Jørgen Leth:

“Jeg vil følge løbet, fra hvor jeg nu er. Og kommentere det for mig selv. Og sådan er det.”

Men hvad har gjort Jørgen Leth til en god cykelkommentator? Og hvad har hans kolleger lært af ham? Det har vi spurgt to af hans kommentatorkolleger om.

En poet og filmskabers syn

Ifølge Rasmus Staghøj, der er reporter og også kommenterer Tour de France på TV 2, har Jørgen Leth insisteret på at være sportskommentator på sin helt egen måde.

“Han har aldrig prøvet at efterligne nogen. Man kan høre på nogle kommentatorer, at de taler anderledes, når de kommenterer. Men det gør Jørgen ikke. Han taler fuldstændigt som sig selv,” siger Rasmus Staghøj, der er uddannet journalist.

Brian Nygaard, der også kommenterer Tour de France på TV 2 og har en baggrund som filosof samt pressechef og direktør på flere professionelle cykelhold, er enig.

“Han ser det på en måde, som meget få er i stand til. Han kan sætte cykelløbet ind i en kontekst og se et drama og persongallerier, som er helt unik, fordi han har en poet og en filmskabers syn på løbet,” siger Brian Nygaard.

Få hovedet væk fra Twitter!

De peger begge på Jørgen Leths baggrund som både dokumentarist, avantgardefilmkunstner og digter som en af de største grunde til, at Jørgen Leth har været noget særligt. Han har brugt et andet sprog end andre kommentatorer. Haft sin helt egen måde at tale på. Og han har insisteret på, at sporten handlede om mere end bare, hvem der lige var i den gule trøje.

Det kan også godt være en kontrast til en ung kommentator som Rasmus Staghøj.

“I 2016 kørte jeg rundt i Frankrig sammen med Jørgen. Det var totalt unikt at have ham på bagsædet i tre uger. Han var forundret over, at jeg kiggede så meget på min telefon. ‘Kig nu op,’ sagde han til mig. Og hvis jeg havde en nyhed og fortalte, den var fra Twitter, så sagde han drillende, at jeg ikke måtte læse Twitter,” siger Rasmus Staghøj.

Det er en opsang, Rasmus Staghøj har taget til efterretning.

“Jeg tænker altid på det råd, Jørgen fik af sin far: Husk at bruge dine øjne. Det er vigtigt at tage det ind, man ser og oplever. Og så formidle det,” siger Rasmus Staghøj.

Langsommelighed før hastighed

Rent teknisk forsøger Rasmus Staghøj også at lære af Jørgen Leth.

“Jeg får tit at vide, at jeg taler for hurtigt. Jørgen taler langsommere. Han giver sig tid til at fortælle sin historie. Det værste, man kan sige til Jørgen, er, at han har et minut til at fortælle sin historie. Han siger, at han fortæller den, og så må vi se, hvor lang tid den tager. Så kan det godt være, den tager 11 minutter,” siger han.

“Det var måske ikke gået i fodbold eller håndbold, men der passede cykelsporten perfekt til Jørgen Leth. Fordi der nogle gange er to timer, hvor der, lad os være ærlige, ikke sker det store i løbet, så du kan tale om noget andet,” siger han.

Jørgen løftede cykelløbet op

Brian Nygaard mener, at han selv stadig er ved at lære at blive en god kommentator. Derfor skeler han gerne til Jørgen Leth for at få noget helt grundlæggende på plads.

“Det er meget svært at lykkes som kommentator, hvis ikke man gør det 100 procent som den person, man er. Om noget bliver man som kommentator ret hurtigt ydmyg, fordi man finder ud af, hvor svært det er,” siger Brian Nygaard.

“Der er meget forberedelse i det. Og så skal man finde ind i en rytme i den samtale, man har med sine medkommentatorer. Vi skal forsøge at være så godt selskab for dem, der lytter, som muligt. Det handler om at give plads til hinanden, men også om at holde kæft og nogle gange give plads til løbet,” siger han.

For Brian Nygaard er der især én ting, han som kommentator tager med fra Jørgen Leth: Evnen til at åbne en større historie op i cykelsporten.

“Jeg har lært, at cykelsporten er mere end bare et cykelløb. Nogle gange løfter det sig, og så kan man se det i en kontekst, der både er historiefortællende, kulturel og historisk. Det gjorde det, når Jørgen kommenterede. Og selv når det bare var cykelløbet, der udfoldede sig, satte han også ord på, der løftede det,” siger Brian Nygaard.

Det er en stor udfordring som kommentater, mener Rasmus Staghøj.

“Det mangler jeg som kommentator. Jeg kan ikke sætte den ramme. Jeg er måske for ung og for fokuseret på cykelløbet,” siger han.

Notesbogen mod computeren

I forberedelsen til kommenteringen adskiller Rasmus Staghøj og Jørgen Leth sig markant fra hinanden.

Rasmus Staghøj elsker at gennemgå alle statistikker på nettet, de seneste resultater på hjemmesider og få det hele med. Jørgen Leth gør det på en anden måde.

“Han sidder med sin læderindbundne notesbog, og jeg sidder med min computer og alle statistikker og fakta. Det er den analoge verden imod den nye,” siger Rasmus Staghøj.

“Jørgen er af den gamle skole. Han vil gerne have L’Équipe foran sig og de helt rette historiebøger. Resultaterne skal han nok få tidsnok. Han har en langsommere forberedelse,” siger Rasmus Staghøj.

Det mener han selv, at han kan lære noget af.

“Han kan også pludselig referere til Hemingway i sin kommentering. Han kommer op i helikopteren. Jeg kan som en del af den nye generation godt lidt miste overblikket, fordi det hele skal gå så stærkt,” siger Rasmus Staghøj.

“Det specielle er, at Jørgen bare lader til at blive endnu mere populær. Også i de nyere medier, han ikke selv anvender så flittigt. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen andre i Danmark, som på tværs af aldersgrupper, sociale lag og kulturelle interesser er så populær som Jørgen. Og han har ikke engang prøvet at lefle for nogen. Han har bare været sig selv,” siger Rasmus Staghøj.

Den umulige arv

Brian Nygaard er i kommentatorrollen castet som én, der også ved meget om kultur og historie. En mand, der kan perspektivere cykelløbet. Men han tror, det bliver umuligt at erstatte Jørgen Leth.

“Arven fra Jørgen Leth er helt umulig at løfte, og vi skal være glade for, at vi har haft og stadig har den mest unikke, personlige og kunstneriske sportsformidler i Danmarks historie,” siger Brian Nygaard.

Men hvordan har Jørgen Leth gjort det?

“Han taler aldrig ned til publikum. Han gør dem bare så nysgerrige på noget, de aldrig forventede, de ville være nysgerrige på. Det kan han, fordi han er et kunstnerisk og intellektuelt væsen, men motoren var hans kærlighed. Derfor kunne folk ikke undgå at lytte,” siger han.

For Rasmus Staghøj er Jørgen Leth og hans stemme også umulig at erstatte.

“Du kan maksimalt blive en parodi på ham. Der kommer aldrig en Jørgen Leth to. Vi må bare indse, at Jørgen Leth var unik, og så må vi se, hvordan vi kan gøre jobbet bedst muligt. Det kan godt blive godt. Men det bliver noget andet.”

Journalisten har tidligere lavet et stort interview med Jørgen Leth om hans arbejdsproces, når han skriver digte. Det kan du læse her.

Kommentar

Seneste jobopslag

Underviser

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 15.05

Kreativ videojournalist til Deloitte

Deloitte Denmark
Ansøgningsfrist: 14.05

Matematikredaktør

Alinea
Ansøgningsfrist: 03.05

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05