search

»Jeg synes, den teknologiske udvikling er helt forrygende«

Som uddannet typograf tilhører 70-årige Jens Otto Emmich en nærmest uddød faggruppe. Men modsat mange tidligere fagfæller er han fulgt med udviklingen og arbejder i dag som selvstændig grafisk designer på sin Mac

Som uddannet typograf tilhører 70-årige Jens Otto Emmich en nærmest uddød faggruppe. Men modsat mange tidligere fagfæller er han fulgt med udviklingen og arbejder i dag som selvstændig grafisk designer på sin Mac.

»Jeg blev færdig som typograf i ’66. Jeg anede egentlig ikke, hvad jeg ville – men jeg havde en kæreste dengang, hvis far kendte en god socialdemokrat, der havde et trykkeri. Han havde spurgt, om jeg ville lære det. Og et eller andet skulle jeg jo. 

Det var et lille trykkeri; der var kun mig, mesteren og hans kone. Vi lavede en del for Socialdemokraterne, både bøger, plakater og løbesedler. Det første år syntes jeg, det var ret kedeligt. Jeg stod mest bare ved en sætterkasse og satte teksterne op med blybogstaver. Sådan en lang tekst, der måske ville tage et kvarter at skrive på computer i dag, kunne tage en halv dag at sætte op dengang. Det kunne jeg overhovedet ikke se det sjove i. Men på andet år på skolen begyndte der at ske noget. Der fik jeg pludselig øjnene op for, hvad faget egentlig rummede af muligheder for at designe og være kreativ. 

[[nid:33178]]

Typografer dengang var et lidt fint folkefærd. Mange af dem var pæne mænd, der gik med jakkesæt og slips og hat. Især dem på sætteriet følte sig lidt finere – deres arbejde var ikke så beskidt som trykkernes, de stod ikke med opløsningsmidler og den slags. Mange af typograferne var også meget fagpolitisk aktive. De gik forrest i alle arbejdskampene, men de endte jo med at grave deres egen grav. Man kaldte dem maskinstormere dengang, for de kæmpede jo mod udviklingen og ville ikke lære de nye teknologier at kende. »Hvad skal det nu gøre godt for?« Den tilgang har jeg aldrig syntes er særligt udviklende. Jeg kender heller ikke ret mange på min egen alder, som stadig er i branchen. 

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg egentlig helst selv ville bestemte, hvordan tingene skulle se ud. Så nogle år efter at jeg var blevet færdig som typograf, vendte jeg tilbage til skolebænken og begyndte på Den Grafiske Højskole. Det var vildt spændende! Det var lige midt i ungdomsoprøret, og det satte sit præg på skolen. Der blev virkelig rykket rundt på normer og autoriteter. 

Nogen vil nok påstå, at jeg er lidt en gadget-freak. Det er jeg måske også – jeg synes i hvert fald, at den teknologiske udvikling er helt forrygende. Alt det, der tog så lang tid før, kan man jo lave 10 gange nemmere og hurtigere på computer i dag. Man skulle skære ud i hånden, man skulle klippe, man skulle klistre og stå i mørkekammeret. I dag er der mere tid til andre ting; der er bedre tid til at gøre sig umage, være kreativ og forbedre tingene. Men den grundlæggende viden, jeg har som typograf, bliver aldrig forældet. Meget af det, jeg lærte dengang, bruger jeg stadig i dag. Al basisviden om skrifthåndtering, luftforhold, linjeskydning, kompositioner og den slags har jo ikke ændret sig. Jeg tegner også stadig skitser i hånden, før jeg laver det på computeren.

Den eneste negative ved, at det hele er blevet så nemt, er, at mange i dag tænker, at de helt kan spare den grafiske designer væk. Det synes jeg er synd. Det går ud over fagligheden og kan jo også ses i arbejdsløshedsstatistikken. Jeg kender mange rigtig dygtige folk, som ikke kan få noget arbejde i dag – og samtidig bliver der lavet meget grafisk design rundt omkring, som ser meget hjemmelavet ud. 

Jeg tror, man skal være lige så omstillingsparat i dag, som man skulle tidligere. Nu er det jo bare nettet, det hele handler om. De interaktive medier overtager flere og flere ting, og hjemmesider i dag er blevet meget tekniske. Jeg kan godt designe en hjemmeside, men jeg er altså ikke nogen kode-nørd, så det overlader jeg til nogle andre. Jeg er lige fyldt 70, så jeg har også alderen til at gå på pension. Men det er altså sin sag at gøre op med sig selv, hvornår man skal slippe håndtaget. Jeg kan jo godt lide det, jeg laver, og jeg kan godt lide deadlines. Bare der ikke er for mange af dem, og bare de ikke er for korte!« 

Jens Otto Emmich i 2015. Foto: Jonas Pryner Andersen

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen