Anne Lea Landsted (foto: Sofie Amalie Klougart).

”Det var min første opgave som journalist i midten af 80’erne. Et produktionsselskab havde hyret mig til at lave research til en dokumentar, hvor jeg blandt andet skulle til England. Jeg kan huske, at jeg var helt oppe at køre. Jeg ringede til min far og fortalte: ”Jeg skal til London.”
Det viste sig, at producenten skulle med. Og da vi ankom til hotellet, husker jeg, at han hentede nøglen, og jeg undrede mig over, at han kun havde én nøgle. Han sagde, at vi lige kunne gå op på værelset og tale om i morgen. Da vi kom derop, kunne jeg se, at han kun havde bestilt et enkeltværelse til os med en halvandenmandsseng.
Jeg stod med en mand, som jeg troede var min chef. Jeg spurgte, om han kun havde taget mig til London for at komme i seng med mig. Han sagde, at ’sådan gjorde man’. Jeg ved ikke, om det var underforstået, at sådan fik man et job – men det var helt tydeligt, at tanken med at hyre mig og tage mig med til London var at komme i seng med mig. Vi talte overhovedet ikke om, hvad der skulle ske næste dag. Så vidt jeg husker, ankom vi meget sent – jeg husker det som meget ubehageligt.
Han ville have, at vi skulle sove i halvandenmandssengen, men jeg lagde mig på gulvet og sov på gulvet den nat – han forsøgte ikke på mere.

Næste dag tog vi ud for at møde interviewpersonen – men jeg var meget påvirket af det, der var sket.Bagefter havde jeg det dårligt fysisk og psykisk. Jeg følte mig ydmyget og mindreværdig. Jeg havde en drøm om at være journalist, og nu var jeg reduceret til et sexobjekt. I lang tid spurgte jeg mig selv, om jeg havde gjort noget forkert. Om jeg havde sendt nogle forkerte signaler. Om jeg selv havde lagt op til ham. Men det var ham, der misbrugte sin magt.

Hvis det var meningen, at vi skulle sove i samme seng for at spare penge, skulle han have sagt det på forhånd. Så kunne jeg sige, at jeg ikke ville tage med, eller at jeg selv ønskede at finde et sted at sove. Men jeg blev slet ikke spurgt, og man deler jo ikke bare dobbeltseng med sin chef.
Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke bare løb ud ad døren? Hvorfor jeg ikke anmeldte ham? Men jeg var lammet. Og jeg tænkte, at hvis den slags var så normalt i branchen, ville jeg bare blive latterliggjort, hvis jeg fortalte, at jeg syntes, han var gået over stregen.
Da vi fløj til London, kunne jeg ikke forestille mig noget mere fantastisk end at komme ind i filmverdenen. Jeg havde det, som om jeg kunne gå på vandet. På vejen hjem til Danmark var der en larmende tavshed. Vi snakkede ikke om det. Jeg havde det dårligt og væmmedes ved ham. Det var, som om var jeg druknet, jeg var endt i et sort hul, og nu lå jeg dernede.
Da min far ringede og spurgte, hvordan turen var gået, fortalte jeg ikke, hvad der var sket. Det var først, da historierne om filmproduceren Harvey Weinstein kom frem, at jeg gik på Facebook og fortalte om det for første gang.
For mig handler #Metoo ikke om et klask i numsen. Jeg elsker komplimenter. Det er fantastisk at flirte. #Metoo handler om overgreb. Folk, der har oplevet det, er ikke i tvivl. Det, han gjorde, var ikke en kompliment. Det var grov udnyttelse.
Dokumentaren blev ikke til noget, og jeg har ikke arbejdet for ham siden.”