search

På NørrebroLIV blev Journalistens praktikant (mf.) kastet ud i at inddrage sig selv i artiklerne. ”Vi skal tilbage til, at journalistik handler om mennesker. Ikke kun de mennesker, vi skriver om, men også de mennesker, der skriver historierne,” siger chefredaktør, Jesper Gisli. Foto: Jacob Nielsen

i

Jeg står på en gade på Nørrebro, som jeg ikke aner hvad hedder …

Journalisten har sendt sin praktikant i praktik på Lokalavisen NørrebroLIV, hvor hun skal lære at skrive den gode menneskehistorie og ikke være så konfliktorienteret. Undervejs var avisen tæt på at lukke

GPS’en på min telefon nægter at lystre, men til gengæld vil skærmen gerne fortælle mig, hvad klokken er. Tiden går, og jeg har travlt.

Jeg er som repræsentant for Journalisten taget i tre dages praktik på NørrebroLIV. En lokal ugeavis, der gik i luften sidst i august 2018. Nu er jeg på jagt efter tre kilder til en reportage. Historien skal være relevant for Nørrebros indbyggere, og den må meget gerne inddrage mig selv, lyder beskeden fra chefredaktøren.

Først syntes jeg, det lød nemt. Men indtil videre er jeg blevet afvist af to berusede mænd, en kvinde, der kun ville udtale sig anonymt, og en mand, der er døv. Reportagen skal være færdig om et par timer, og kilderne skal fotograferes. Og min fotograf er endnu ikke kommet.

Det er tirsdag, anden dag i min praktik. Lad os spole tilbage til i går, hvor min praktiktid startede.

Manglende kendskab til lokaljournalistik

Det er mandag morgen, og jeg er taget til Nørrebro for at møde holdet bag den nye lokalavis NørrebroLIV, der består af chefredaktør Jesper Gisli, tre freelancejournalister, en fotograf og en grafiker.

Den første, jeg møder, er Jesper Gisli. En skaldet, passioneret og fortællelysten herre.

”Ja, nu har du fået sat mig i gang,” afbryder han på et tidspunkt sig selv undervejs i en lang talestrøm om, hvad NørrebroLIV er for et medie.

"Vi snakker med de mennesker, der bor her, om, hvordan de oplever bydelen, frem for for eksempel en udenforstående politiker,” siger chefredaktør på NørrebroLIV Jesper Gisli.
Foto: Jacob Nielsen

Avisen udkommer én gang ugentligt i 10.000 eksemplarer, som bliver delt rundt på bydelens caféer, restauranter og i butikker. Derudover udkommer avisen flere gange dagligt på Facebook og Instagram med en blanding af artikler, konkurrencer og billeder.

Avisen har ingen hjemmeside.

”Papiraviser uddør ikke, fordi de er lavet af papir”

Blandt marokkanske puder og farverige billeder i et startup-kontorfællesskab på Nørrebro fortæller Jesper Gisli, at der er behov for NørrebroLIV.

”Rigtig mange udefra fortæller i en lind nyhedsstrøm om Nørrebro. Men der er mange på Nørrebro, der er ærgerlige over, at det er folk, der nærmest aldrig har sat deres ben i bydelen, som kæfter op om, hvordan her er,” siger han.

”På NørrebroLIV prøver vi at gå anderledes til værks. Vi snakker med de mennesker, der bor her, om, hvordan de oplever bydelen, frem for for eksempel en udenforstående politiker,” siger han.

Jesper Gisli tror på, at folk stadig vil læse aviser af papir.

”Papiraviser dør ikke, fordi de er lavet af papir. De dør, fordi indholdet ikke er ordentligt,” siger han.

Ordentligt indhold i lokaljournalistik er ifølge chefredaktøren at kere sig om sin bydel. Han nævner det faste format i avisen ”3. tv.” som eksempel.

Hver uge interviewer avisen en person, der bor i tredje til venstre et sted på Nørrebro, og som har lyst til at fortælle sin historie. Historien behøver hverken være båret af aktualitet, konflikt eller andre journalistiske kriterier. Men formatet giver gode, lokale menneskehistorier, forklarer Jesper Gisli.

Butiksbestyrer Nina Rasmussen (th.) fremhæver til min NørrebroLIV-artikel bydelens bæredygtige tøjbutikker, grønthandlere og mad fra forskellige kulturer. Til venstre er det fotografen fra NørrebroLIV Freja Lehrmann.
Foto: Jacob Nielsen

Afhængig af annoncørerne 

NørrebroLIV afprøver en forretningsmodel, hvor virksomheder og butikker køber en pakke, hvor de både markedsfører sig i papiravisen, på Facebook og på Instagram.

Ofte sælger avisen også en konkurrence på Facebook ”med i pakken”, forklarer Jesper Gisli. For eksempel kan den lokale slagter udlove tre bøffer til en, der har kommenteret opslaget. Derudover kan virksomhederne købe coverbillede-pladsen på avisens facebookside.

”Facebooksiderne har tit været redaktionernes egen. Men det står ingen steder mejslet i sten, at det er sådan, det skal være,” siger han.

Hvad er dine tanker om, hvordan du adskiller det kommercielle fra det redaktionelle?

”Som mangeårig journalist er jeg meget opsat på at få skilt de ting ad. Det bliver noget rod, hvis vi ikke gør det grundigt, og derfor skriver vi det også hver eneste gang, når der er tale om en annonce.”

”Vi havde for eksempel en annoncør, der ringede og sagde, at de ikke kunne forstå, at vi ikke havde lavet noget journalistik på det, der stod i deres annonce. Der måtte jeg bruge et kvarters tid på at forklare, at sådan spiller klaveret ikke. Det skal jo være gennemskueligt,” siger han.

Usikkerhed for indflydelse

Alle på redaktionen er ansat på freelancevilkår, og journalisten Anna Franziska fortæller, at usikkerheden er en pris, hun gerne betaler.

”Jeg ville ikke have lyst til bare at sætte mig ind i den samme stol hver dag og vide præcis, hvad der skulle ske,” siger hun.

Hun fremhæver, at hun til gengæld for usikkerheden får stor indflydelse og meget ansvar, fordi hun er en del af et nystartet projekt.

”Det går enormt hurtigt fra tanke til handling, og jeg får lov til det, jeg synes er spændende,” siger hun.

To af de tre freelancejournalister tilknyttet NørrebroLIV. Anna Franziska til venstre og Eva Asmussen til højre.
Foto: Jacob Nielsen

De ansatte ses primært til det ugentlige redaktionsmøde tirsdag, og ellers arbejder de mest hjemmefra og på caféer. Jesper Gisli mener, at journalisterne på den måde finder ud af, hvor de gode historier gemmer sig.

”Hvordan kan journalisterne bedre finde ud af, hvad der sker på Nørrebro, end ved at sidde og kigge ud på gaden og faktisk være en del af Nørrebro?” spørger han.

Jeg må hellere forsøge mig med at sidde lidt på en café en af de kommende dage.

Against all odds

Jesper Gisli fortæller, at blandingsformen af papiravis, Facebook, Instagram og konkurrencer er et nyt koncept, som virksomhederne og erhvervslivet lige skal lure lidt på.

”Nørrebro’erne knuselsker avisen. Det er jeg ikke i tvivl om. Men om det også lykkes kommercielt, er jeg ikke lige så sikker på,” siger han. 

Han fortæller, at han selvfølgelig håber, at avisen på et tidspunkt vil give overskud. Men det er ikke hans forventning.

”Virksomheder og butikker på Nørrebro har ikke været vant til at bruge annoncering. Folk vader bare ind i butikkerne, og hvis der nogenlunde er det på hylderne, som der plejer, skal butikkerne nok beholde deres kunder. Men de har ikke haft brug for at bruge medierne som markedsføringskanal. Så det her er jo against all odds,” siger han.

Betyder det, at du er indforstået med at dreje nøglen om – for eksempel om et halvt år?

”Ja. Men jeg gør jo selvfølgelig det her, fordi jeg tror på, at det er fremtidens måde at lave lokalavis på,” siger han.

"Men det er en opstart, og det kan gå grueligt galt,” varsler han.

Hans kone liker os meget …

Det er blevet tirsdag, og der er redaktionsmøde sammen med resten af NørrebroLIV-holdet. De er passionerede og idérige, og der er en herskende jahat-mentalitet. Jeg tror ikke, der er en eneste idé, der bliver kasseret.

Journalist Eva Asmussen vil finde og portrættere en deltager i ’X-Factor’, der bor på Nørrebro, og kontakte en lokal komiker og høre, om han vil lave en nytårshilsen på video til Facebook. Jesper Gisli er vild med begge idéer og foreslår hurtigt komikeren Sebastian Dorset til nytårshilsenen.

”Hans kone liker os meget, og jeg er næsten hundrede procent sikker på, han er fra Nørrebro, for jeg ved, han er privatven med Stefanskirkens sognepræst,” siger han om komikeren.

Jeg er imponeret over det lokale kendskab og den korte vej fra tanke til handling. Men jeg lurer også lidt på, om der ikke mangler noget kritisk journalistik. Jesper Gisli forklarer:

”Jeg synes, det er mindst lige så fedt at lave menneskehistorierne som at afsløre noget eller skrive om, at to politikere skændes,” siger han.

Du er ikke bange for, at der kommer til at mangle det klassiske, kritiske journalistiske greb?

”Nej. Der er mange andre medier end NørrebroLIV, der beskriver Nørrebro. Så det kommer ikke til at mangle. Og vi er også kritiske. Bare ikke på den der overdrevne, konfliktorienterede måde,” siger han.

Den gode stemning til redaktionsmødet gør, at jeg ikke er nervøs for at smide min idé i puljen. Jeg vil gerne skrive en personlig fortælling om, at jeg selv til foråret skal flytte til Nørrebro. Derfor vil jeg spørge Nørrebros beboere, hvorfor de er flyttet til denne bydel. Redaktionen møder idéen med samme positive indstilling, som har præget resten af mødet.

Vi bliver enige om, at det er en god idé at finde kilderne på gaden. Den metode har flere af journalisterne også selv brugt før. Det har jeg aldrig gjort på Journalisten.

I Folkets Hus møder jeg historikeren Albert Scherfig. Til min NørrebroLIV-artikel fortæller han mig, at han blandt andet er flyttet til bydelen grundet den stærke tradition for modstandskampe og aktivisme.
Foto: Jacob Nielsen

 

Savner Ritzau Scanpix

På den måde er vi nu tilbage ved situationen med min ikke-funktionelle GPS og de afvisende kilder på en ukendt gade på Nørrebro.

Jeg begynder at savne arbejdsgangen på Journalisten. Knap så megen spontanitet, klarere kildeaftaler og medievante mennesker. Og en kode til fotoarkivet Ritzau Scanpix, der ligger i fingerspidserne. Men jeg sender også journalisterne på NørrebroLIV en tanke. De lykkes jo faktisk med at gøre det her uge efter uge.

Efter at have revideret min vinkel flere gange lykkes det at få et par interviews. Tre kilder bliver til to, og den ene bor ikke engang på Nørrebro. Hun arbejder her dog, og jeg vurderer, det må gå an.

Begge kilder skal jeg derpå overtale til at vente et par timer, da jeg ikke har fotograf med. Jeg har sjældent følt mig så utjekket.

Ondt i ryggen og glemt strømstik

Min utjekkethed fortsætter, da jeg op ad eftermiddagen mødes med journalisten Eva Asmussen for at afprøve at skrive fra en café. Jeg får ondt i ryggen – og jeg har glemt mit strømstik, så jeg må hurtigt vende hjem til min lejlighed. Jeg når dog at spørge Eva Asmussen, hvad hun får ud af at arbejde på denne måde.

”Jeg får af og til øje på noget nyt eller noget, jeg bare ikke har bemærket før, der kan give mig en idé til en artikel. Jeg møder også et meget forskelligt klientel, alt efter hvilken café jeg sætter mig ind på for at skrive. De er allesammen potentielle kilder, men flere af dem ville formentlig aldrig selv opsøge os og tippe os om historier,” siger Eva Asmussen.

Journalisten Eva Asmussen fortæller, at hun godt kan lide at sidde på forskellige slags caféer, når hun tager ud i byen for at skrive artikler. På den måde møder hun bydelens forskellige grupper af mennesker. Her sidder vi på en libanesisk cafe ud til Blågårdsgade.
Foto: Jacob Nielsen

Hun fortæller mig næste dag, at hun efter vores caféaftale havde mødt nogle, der var ved at åbne et nyt kontorfællesskab i en nærliggende gade.

”Gennem samtalen med dem fik jeg idéen til at researche på udviklingen i boligpriser i Nordvest-kvarteret,” siger hun.

Manglende kant – men fed fornemmelse

Det er blevet tirsdag aften, og jeg er så småt ved at have skrevet min artikel færdig. Jeg synes, den mangler noget kant af en art. Jeg har ikke så meget andet end to mennesker, der fortæller, hvorfor de godt kan lide Nørrebro, og jeg ved ikke, hvor mange ord i avisen det kan forsvares at bruge på det. Jeg skriver til Jesper Gisli og spørger, hvor meget plads jeg har at arbejde med. Han svarer:

”Skriv fra hjertet, men gør det koncentreret og med begejstring – så passer det!”

Det går meget godt i tråd med den medbestemmelse, journalisten Anna Franziska fremhævede. Personligt kunne jeg egentlig godt have ønsket lidt fastere rammer. Næste udfordring ligger i at flette mig selv ind i historien.

”Vi skal tilbage til, at journalistik handler om mennesker. Ikke kun de mennesker, vi skriver om, men også de mennesker, der skriver historierne. Det er da interessant at høre, hvad journalisten tænker, når han eller hun skriver historien,” siger Jesper Gisli.

På Journalisten er det næsten forbudt at inddrage sig selv. Så skal det være, fordi man virkelig har noget på spil i historien, kan jeg høre min redaktørs stemme i hovedet. Jeg gør mit bedste og får sendt artiklen afsted til Jesper Gisli.

Onsdag møder jeg ind til en tilfreds Jesper Gisli. Artiklen skal i avisen, på Facebook og Instagram, siger han. Hvis bare jeg forkorter den lidt, er den køreklar. Jeg sender igen en tanke til redaktionen på Journalisten. Det kræver oftest et par sendinger frem og tilbage mellem mig og min redaktør at få en artikel godkendt til magasinet.

Få timer senere er artiklen færdiglayoutet til avisen med billeder og hele molevitten. Jeg har aldrig før haft en artikel i nogen avis, og selv om jeg stadig selv synes, der mangler en form for kant eller konflikt, giver det en rar fornemmelse at se artiklen i spalterne. Samtidig giver det stof til eftertanke, at det kan gå så hurtigt. Det er under et døgn siden, jeg stod på en gade på Nørrebro uden én eneste kilde.

Min tid er ved at rinde ud på avisen, og jeg siger farvel til redaktionen. Den ved ligesom mig ikke, at avisen få dage senere sættes til salg.

”Det kan jo sagtens krakke igen om to måneder”

Men det gør den. I et opslag på Facebook. Her skriver Jesper Gisli blandt andet:

”I stedet for at holde krampagtigt fast og kæmpe for overlevelse hen over vinter og forår, vil jeg hellere i rette tid slippe styrepinden og gøre plads til, at andre kan tage over, så de med større power, større salgsmuskler og kraftigere propeller kan få NørrebroLIV op i den flyvehøjde, der utvivlsomt er potentiale til.”

Det er ikke mere end et par dage siden, jeg var på besøg hos redaktionen og i mit stille sind havde konkluderet, at her måske var tale om en lokalavis, der kunne klare skærene.

Otte dage senere kan jeg på Facebook læse, at avisen er reddet.

Jeg ringer til Jesper Gisli for en forklaring.

”Det går jo hurtigt i denne her branche,” svarer han og siger, at han ikke er overrasket.

”Inden jeg startede NørrebroLIV, havde jeg gennemtænkt alle scenarier. Jeg havde selv tænkt, at overlevelsesmuligheden var 80/20 i negativ favør,” siger han.

Han forklarer, at han i dagene efter mit besøg af forskellige grunde var blevet nødsaget til at gennemgå regnskaberne med sin investor Social Business Investment Group. Kassen var ved at være tom, og de blev enige om at kaste alle bolde i luften for at redde avisen.

”Løsningen kunne have været en tredje investor, der bød ind. Det kunne være en, der helt overtog avisen. Eller en, der fortsatte uden mig som chefredaktør og beholdt redaktionen. Alt var i spil,” siger han.

Muligheden for en lukket avis var altså også til stede. Men i sidste ende valgte Social Business Investment Group selv at tilføre ekstra kapital.

”De har investeret, så vi kan holde skindet på næsen og ansætte to sælgere, der forhåbentlig kan opgradere på annoncesalget. Men det kan jo sagtens krakke igen om to måneder,” siger Jesper Gisli.

Dog tror han stadig på, at hans måde at lave lokalavis på er den rigtige, og der er derfor søskende på vej til NørrebroLIV.

”Planen er, at min investor og jeg i løbet af foråret starter to lokalaviser mere.”

Note til mig selv: Jesper Gisli har ret. Tingene går virkelig hurtigt i denne her branche.

 

Kommentarer
1
Michael Jensen
27.01.19 22:22
Fin skrivestil. Den døve mand
Fin skrivestil. Den døve mand kunne være en helt skæg historie.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen