Anna Grethe Jensen var altid den, der stod afslappet med en kop kaffe op til deadline. Men i 2010 ændrede det sig pludselig.

»Jeg kunne ikke prioritere opgaverne. De blev lige store og lige vigtige. Jeg var alt for længe om mit arbejde. Jeg sov dårligt. Havde hjertebanken og migræne. Min krop var hele tiden i alarmberedskab,« fortæller hun.

Hun kom ned på halv tid og fik tid hos en psykolog. Hun ringede til Journalistforbundet og tog til psykolog betalt af avisen. Det virkede ikke, så hun valgte selv en psykoterapeut.

[[nid:33030]]

I tre måneder var Anna Grethe Jensen sygemeldt. Hun besøgte arbejdspladsen et par gange.

»Mine kolleger skulle jo ikke tro, jeg var smuttet. Jeg fik søde beskeder fra dem. Min chef bakkede mig op,« siger hun.

Da hun vendte tilbage, sad tvivlen i hende.

»Jeg var nervøs. ”Kan jeg klare at begynde at arbejde igen?” Men min chef var god. Jeg startede langsomt og fik en opgave ad gangen. Jeg var åben over for mine kolleger om min stress. De var meget omsorgsfulde og lidt for overforsigtige. De mente, at der skulle være to på politistoffet, når jeg var på, så det ikke blev for meget.«

Mulighed for ro til at skrive

I dag kan hun se, at arbejdsmiljøet var med til at udløse stressen.

»Vi sidder i et åbent fælleskontor. Før var der en masse råben på kryds og tværs. På et tidspunkt noterede jeg afbrydelser i løbet af en artikel. Det blev til 86. Nu går vi ud i køkkenet, hvis der er noget, der skal vendes,« siger hun.

De ansatte har nu mulighed for at få en støjskærm. Der er blevet indrettet en arbejdsstation i et mødelokale og en i et redigeringsrum.

»Her kan vi få ro til at skrive, hvis vi sidder med en langhåret sag, og det er rart for os alle,« siger hun.

På redaktionen skiftes man til at have politistoffet, og mails bliver kun tjekket af en enkelt person.

»Der er deadline hele tiden, når vi skal levere til hjemmesiden. Men mere planlægning giver ro. Ellers stritter det i alle retninger. Vi er gode til at sige til hinanden: ”Du behøver ikke at arbejde mere i dag”. Der er plads til, at vi passer på hinanden. Jeg kan se, når en kollega får for meget at lave. Jeg kender det fra mig selv,« siger hun.

Hun har oplevet, at det er godt at være åben omkring stress – om, hvordan man har det mentalt.

»Du skal ikke være flov over at have stress. Når jeg er åben, så er mine kolleger det også. Det har gavnet min arbejdsplads, hvor vi er meget mere obs på arbejdsmiljøet nu end tidligere.«

I dag kan hun mærke, når det strammer til, og prøver at tage konsekvensen.

»Så bliver jeg vrissen, og det hele flyder sammen. Og så går jeg hjem eller tager en pause,« siger hun.

Lilla betyder nydelse

Da Anna Grethe Jensen var sygemeldt, lavede hun et system, så hun bedre kunne overskue opgaverne. Hendes kæreste lavede sudoku, og som hjælpemiddel brugte han post-it blokke i flere farver.

»Jeg har altid lavet lister, men det hjælper jo ikke noget, hvis opgaverne flyder sammen. Så jeg tog min kærestes blokke og lavede et system.«

De røde sedler var opgaver, der skulle laves, mens opgaver på gule sedler var opgaver, der burde laves. Og de grønne kunne vente.

»Men det er også vigtigt, at der er nydeopgaver. De fik en lilla farve, og dem skulle der være mindst en af hver dag. Det kunne være alt fra en gåtur til en tur på café med en veninde.«

Hver aften blev en seddel af hver farve sat op på en tavle. Så var der struktur, overskuelighed og noget at glæde sig til næste dag.

»Sedlerne hjalp mig også til at overskue opgaverne, da jeg vendte tilbage til mit arbejde. Nu er jeg gået væk fra dem, og jeg bruger mapper til inddeling af opgaver. Tre mapper med ”i dag”, ”i morgen” og ”kan vente”,« fortæller hun.

Anna Grethe Jensen fik et nyt område et stykke tid, efter at hun var kommet tilbage efter sin sygemelding, da hun igen var på fuld tid.

»Det er min egen beslutning. Jeg dækker Rebild nu, og jeg har stadig ambitioner om at dække nye områder og prøve kræfter med andre opgaver, inden jeg går på pension om to år,« tilføjer Anna Grethe Jensen.

»Du skal ikke være flov over at have stress. Når jeg er åben, så er mine kolleger det også,« siger Anna Grethe Jensen. Foto: Mathilde Bech